Jeg har nogle fantastisk flinke naboer, som altid springer til og passer mit hus, når jeg skal nogle steder. Derfor var det skønt at kunne få lov til at gøre gengæld en dag. Godt nok skulle jeg ikke passe deres hus, men jeg skulle passe deres to hunde. Heldigvis er jeg hundemenneske, og jeg ville ønske, at jeg selv kunne have hund, så jeg sagde straks ‘ja’ til at være hundepasser for en dag.<\/p>\n\n\n\n

Det nemmeste var, at jeg passede dem i eget hus, så de var i vante omgivelser. Og da det var en hverdag, så tænkte jeg, at jeg bare kunne tage min arbejds-pc med derover og arbejde noget af tiden, men der tog jeg fejl. I min naivitet tænkte jeg, at hvis jeg smuttede derover ved frokosttid og gik en god lang tur med hundene, så kunne jeg få lov til at arbejde nogle timer bagefter. Men der gik ikke lang tid, før den ene hund gik sådan lidt hvileløst omkring. Jeg forsøgte mig med at lukke den ud i haven, men det var ikke godt nok. Den anden prøvede hele tiden at springe op til mig (jeg sad ved deres spisebord). Den store af hundene blev åbenbart så utålmodig med mig efter en times tid, at han resolut lagde sit hoved på min ene arm, og så var det altså slut med at bruge den til at arbejde med.<\/p>\n\n\n\n

Ja, ja, tænkte jeg, så stopper jeg med arbejdet og sætter mig ind i sofaen og læser en god bog. Men først skulle der lige leges. Derefter fik jeg lov til at sidde ned, og så fik jeg straks den lille hund på skødet, mens den store hund stadig ville lege lidt. Så efter bedste evne legede jeg med den ene hund, mens jeg holdt på den anden, så den ikke drattede ned af mit skød. Men der var ingen tvivl om, at det med at arbejde, når man er hundepasser, det passede ikke de to søde hunde. Det var nu også skønt bare at hygge om eftermiddagen i stedet \ud83d\ude42<\/p>\n\n\n\n

Billede: Godt at det ikke er en kat, jeg skal passe (billedet er fra Zoopark i Næstved)<\/p>\n\n\n\n