Jeg er heldig, for jeg har fået lov til at deltage i MMS 2012. Det er Microsoft Management Summit 2012, som i år foregår i Las Vegas, USA. Konferencen handler om Microsofts System Center Produkter (overvågning, backup, client management mm). Normalt er jeg ikke typen, der deltager i en masse seminarer osv, men denne konference er, efter min mening, uvurderlig, hvis man beskæftiger sig med System Center produkterne. Fagligheden er i top, og mængden af viden, der bliver givet, er stor. Dels bliver der præsenteret nye ting, men der er også en del how-to sessioner og troubleshooting sessioner. Og man kan blande det, som det passer sig. For sådan en som mig er det super, eftersom jeg ikke er ekspert i det ene produkt, men jeg kan lidt af hvert, så jeg kan vælge f.eks. både at deltage i Configuration Manager og Operation Manager sessioner. Det er godt.<\/p>\n\n\n\n

De fleste af os ved, at der er 2 udfordringer, når man skal til USA – formularer og flyveturen. Flyveturen kan være et mareridt. Hvis man har prøvet at skulle skifte fly i USA, så ved man, at man skal igennem immigrationen og have fat i sin kuffert, inden man kan komme videre med næste fly. Når man har siddet i et fly i 9-10 timer, så er det ikke nogen sjov proces. Man er træt og skal finde rundt i en kæmpe lufthavn, og ofte sker det, at man ikke når sit planlagte fly, fordi det bare tager for lang tid at komme igennem immigrationen. Så jeg havde bedt om at få lov til at flyve med British Airways, for de flyver direkte fra London Heathrow til Las Vegas. Dermed undgår jeg immigration og gedemarked midt på turen. Kufferten bliver automatisk sendt hele vejen, og turen gennem immigrationen kan ske uden stress, for der er ikke noget fly, som skal nås. Og det er skønt, når man får, hvad man beder om.<\/p>\n\n\n\n

Til gengæld var det mere besværligt med formularerne, der skulle udfyldes. Sidste år rejste jeg på en ESTA, men i år fandt rejseafdelingen ud af, at jeg måske skulle have et visum i stedet. Måske? Er det et ja eller nej? Det kunne de ikke lige svare på. Så jeg endte med at skrive til den amerikanske ambassade, og ja, den var god nok, jeg skulle have et visum. Okay, hvad gør jeg så? Det kunne rejseafdelingen heller ikke fortælle mig. Så jeg måtte spørge mig rundt i firmaet, og jeg fik nogle hints. Jeg skulle udfylde en speciel formular, have et billede i specielt format og et følgebrev, som alt sammen skulle afleveres til Legaliseringskontoret sammen med mit pas. Men jeg måtte ikke aflevere det for tidligt!<\/p>\n\n\n\n

Den formular, der skulle udfyldes, var meget lang, og den er ikke beregnet til, at man skal på konference. Man skal skrive navn og telefonnummer på den, man skal besøge!! Nå, men det lykkedes at udfylde den. Billedet blev uploadet og godkendt. Alle ting blev samlet og afleveret, og så var det bare at vente og vente og vente. Da der kun var lidt over 2 uger tilbage (inkl påskeferie), så begyndte jeg at blive nervøs. Sker der noget? Og så fik jeg en mail fra den amerikanske ambassade. Jeg havde ansøgt om det forkerte visum, så jeg skulle ændre i formularen. Så var det ind og ændre, og igen blev spurgt ind til, hvem der i USA kunne verificere, hvem jeg var? Tja, det var ikke nemt. Så jeg ringede til Legaliseringskontoret, som ikke kunne hjælpe mig. Damen anede ikke, hvad jeg skulle svare, hun mente, at jeg bare kunne skrive et eller andet. Det er ikke betryggende. Men jeg skrev noget, og det var ok. Derefter skulle jeg ‘underskrive’ ansøgningen igen, og til det skulle jeg bruge mit pasnummer – altså det nummer, som står på det pas, som jeg ikke er i besiddelse af, fordi det ligger hos den amerikanske ambassade? For første gang var jeg dybt taknemmelig for autocomplete i min browser.<\/p>\n\n\n\n

Som du nok har gættet, så gik alt godt, og jeg modtog mit pas med visum, inden jeg skulle rejse. <\/p>\n\n\n\n