Det er næsten 3 år siden, at big bandet sidst har været ude og spille, så det var dejligt, da vi blev inviteret til at spille i et forsamlingshus. Jeg syntes, at der var nogle numre, som vi ikke var helt klar med, og der blev da også ændret lidt i repertoiret om mandagen i den uge, hvor vi skulle spille om fredagen.<\/p>\n\n\n\n

Jeg gik hjem og øvede på mine soloer og nogle af de svære passager og var stadig ikke helt sikker på, hvordan det ville gå. Heldigvis blev det en stor succes, og jeg syntes, at det lød godt. Vi har aldrig spillet så godt, hvis du spørger mig. Eneste minus var, at den ene af vores nyere trompet spillere ikke helt har forstået, at man ikke skal spille højere, end man kan høre resten af orkesteret. Min mor, der sad blandt publikum, sagde, at flere lagde mærke til det meget høje lydniveau fra den pågældende trompet, og det var synd.<\/p>\n\n\n\n

Koncerten var delt op i 3 dele a 30 min, hvor den midterste del bestod af filmmusik. Jeg kan sagtens se ideen med at gøre det sådan, men jeg vil meget hellere kun have 2 dele a 45 min. Uanset hvad så ved jeg ikke, hvorfor jeg blev ekstra nervøs og decideret rystede, da vi startede på sidste del. Det gjorde, at det lige tog mig et par numre, før jeg var tilbage normal gænge. Det var lidt ærgerligt, men sådan er det vel, når man ikke er professionel – så er man ikke så god til at skjule sine fejl \ud83d\ude42<\/p>\n\n\n\n