Min mor er indlagt på sygehuset. Hun har haft feber i mere end en uge, og hun har det temmelig dårligt. Hun er ikke særlig tilfreds med det hospital, hun er blevet indlagt på, fordi hun tidligere er blevet dårligt behandlet. Denne gang er det dog helt anderledes. Hun starter med at sige, at jeg ikke skal komme og besøge hende, fordi det tager mig alt for lang tid, men det tager dog ikke særlig lang tid at overtale hende.<\/p>\n\n\n\n

Jeg kører forbi en bager på vejen og tager nogle tørkager med til hende. Jeg kan huske, at da hun og min far kom med en træstamme til mig, da jeg var indlagt, og jeg var så taknemlig. Min mors ansigt lyser da også helt op, da hun finder ud af, at jeg har godter med.<\/p>\n\n\n\n

Det tager nogle forsøg at finde den rigtige antibiotika, som virker på min mors sygdom, men det lykkes til sidst, og hun bliver sendt hjem. Jeg når at besøge hende to gange, og jeg finder ud af, at jeg har en udfordring, når jeg kører i min nye bil. Turen til hospitalet er nemlig stort set ‘lige ud af landevejen’, og der er kun enkelte hastighedsnedsættelser på vejen. Det gør, at jeg i over time ikke bruger andet end min fartpilot – både til at sænke og øge hastigheden. Og hvor er min højre fod? Den svæver konstant over speederen, hvilket gør at jeg stritter tæerne opad i skoene. Det er temmelig anstrengende og ubehageligt i længden, så jeg forsøger at finde en måde, hvorpå jeg kan slappe af i foden uden at sætte den ned i bunden af bilen. Ja, det er ikke nemt, når den nye bil stort set kører selv.<\/p>\n\n\n\n

En lille fodnote her til sidst: Jeg har fået en n iPad på arbejdet, og det kræver selvfølgelig både et cover og et skin. Jeg gider simpelthen ikke det standard sorte cover, vi får udleveret. Så er det jo ikke til at finde sin iPad blandt alle andres. På denne måde er der ingen, som tager min iPad, da ingen vil ses med den spraglede sag \ud83d\ude42<\/p>\n\n\n