Det er lang tid siden, at jeg har set musikerne fra det første orkester, som jeg startede i for næsten 10 år siden. Det er helt utroligt at tænke på, hvor meget der er sket de sidste 10 år. Jeg savner stadig det sociale i orkesteret, men det musikalske har bevæget sig for langt væk fra, hvad jeg synes er sjovt at spille og lytte til.<\/p>\n\n\n\n

Egentlig var det meningen, at jeg skulle sige ‘hej’ til formanden, fordi hun havde ignoreret mig i forbindelse med deres jubilæumskoncert, hvor de havde inviteret gamle musikere til at spille med på et par numre. Jeg skrev, og jeg havde også et forbehold om, at jeg ikke kunne være der halvdelen af tiden om onsdagen, men jeg hørte slet ikke noget – og det undrede mig. Jeg fik aldrig en forklaring, men jeg tænker, at det i realiteten skyldtes, at dirigenten ikke var interesseret i en saxofon spiller. I dag er orkesteret nemlig et rent brass band orkester.<\/p>\n\n\n\n

Der var et par stykker, som havde forventet, at jeg havde spillet med, men det havde jeg ikke så meget lyst til, og jeg tror heller ikke, at det var faldet i god jord hos dirigenten. Men jeg fik mig en god lang snak med formanden, og jeg snakkede med flere af dem i pausen, og så tog jeg hjem igen. Som sagt så savner jeg det sociale, og på et eller plan trækker det da at starte igen, men det skal jeg ikke, for jeg bliver hurtigt træt i længden.<\/p>\n\n\n