Vi er i en smule sorg… Vi er nemlig kommet af med vores digitale fotoramme, som vi var blevet så glade for. Nåh, men det er måske også at foregribe fortællingen ved at starte med slutningen, så jeg må vel hellere starte forfra. Min mor fyldte rundt sidste år, og min søde samlever havde fundet den perfekte fødselsdagsgave til hende – en digital fotoramme. Hun havde ikke rigtig selv nogle ønsker, og vi tænkte, at en fotoramme ville skabe glæde, eftersom hun har et digitalt kamera og tager billeder, men aldrig får dem set på computeren.<\/p>\n\n\n\n

For det første er det ikke nemt at vælge en fotoramme. Mit primære kriterie var billedkvalitet. Min mor er ikke teknisk kyndig på det område, så det var fuldstændig ligegyldigt, om fotorammen havde wi-fi, radio, afspilning af film mm, så jeg besluttede mig for, at jeg gerne ville købe i en forretning, så jeg kunne vurdere billedkvaliteten. Men det var komplet umuligt at finde de lidt dyrere modeller. Jeg fandt hurtigt ud af, at Sony laver nogle gode fotorammer, men ikke engang Sony Centrene kunne vise mig de forskellige modeller, og de vidste heller ikke, hvornår de fik nogle på lager!<\/p>\n\n\n\n

Nåh, så var det tilbage foran computeren og tage chancen, så jeg bestilte over nettet – i god tid før fødselsdagen. Men leverancen kom ikke som lovet, så blev den udskudt, og udskudt igen. Så trak de pengene uden at sende varen, men udskød leveringen endnu engang, så jeg besluttede at ophæve handelen. Det gik overraskende godt, men jeg stod nu og skulle bestille et andet sted, vel vidende, at jeg ikke kunne få leveret fotorammen inden selve dagen – øv.<\/p>\n\n\n\n

Fotorammen ankom, og som planlagt fik vi den leveret, så vi kunne sætte os ind i den og lægge billeder på. Det vil sige, at vi havde den stående i 1½ uge, og det var faktisk en succes. Vi nød at få vist nogle af de billeder, som vi aldrig ser. Men dagen kom, hvor vi var nødt til at levere den til rette ejer – min mor. Og hun er meget glad for den – mens vi går hjemme og savner den meget! <\/p>\n\n\n\n