Min mor havde valgt årets rejsemål, og det har været en fornøjelse. Specielt har det været sjovt, når folk har spurgt, hvor jeg skulle hen. Ljubljana? Øh, hvad og hvor ligger det? Langt de fleste har ikke vidst, at det var hovedstaden i Slovenien (jeg vidste det heller ikke, første gang min mor nævnte byen).
Slovenien er et mindre land med kun 2 millioner indbyggere, så hovedstaden er derefter – en hyggelig by uden det sædvanlige storby stress og jag. Jeg nød meget at være der. Der løber en flod gennem byen, så det var helt naturligt at tage en bådtur. Derudover ligger der en gammel borg på toppen af en bakke midt i byen (lidt ligesom i Prag – bare mindre), så den var vi selvfølgelig også oppe og se. I den forbindelse tog vi også et smut på museum, og der gik det for alvor op for mig, at det ikke er mere end ca 20 år siden, at slovenerne kæmpede for deres selvstændighed. Selvfølgelig blev det også til nogle cafe-besøg, og befolkningen er utrolig venlige og imødekommende. Og langt de fleste er temmelig gode til engelsk.
En dag var speciel god. Vi hyrede en taxa til at køre os ud til deres berømte drypstenshule. Det var en oplevelse, som ikke kan beskrives, men som bare skal opleves. Derefter blev vi kørt hen til en borg, som var bygget ind i en klippeside. Det var også en meget speciel og fascinerende oplevelse. Til sidst afleverede chaufføren os ved en restaurant, som serverede bosnisk mad. Wow, det var en smagsoplevelse uden sammenligning. Og til sidst slendrede vi stille og roligt igennem byen om aftenen. Hovedet var fyldt med synsindtryk og smagsoplevelser, så vi faldt omkuld, da vi kom tilbage på hotelværelset.
Vejret var også godt dernede, og det var da lidt en omvæltning at komme hjem til en grå regnvejrsdag i Danmark.