Siden sidst har jeg sammen med orkesteret spillet til Foreningernes dag, og traditionen tro regnede det. Jeg må ærlig indrømme, at jeg glæder mig til den dag, hvor det ikke regner. For tro det eller lad være, men det lægger altså en dæmper på antallet af tilhørere, når det siler ned.

Vi havde en del mandefald i orkesteret, så vores dirigent havde allieret sig med et par venner, som dukkede op, efter vi havde spillet et nummer eller to. Jeg kunne godt mærke det på stemningen, da de to professionelle musikere pludselig spillede med. Det var som om, alting bare lød bedre, og som om alle gav den noget ekstra, så det virkelig swingede. Desværre var der stor uenighed mellem arrangørerne om, hvor lang tid vi måtte spille. Formanden havde fået at vide, at vi bare skulle spille, mens en anden fra arrangørgruppen kom hen og stoppede os. Det var ærgerligt, for det lød ærlig talt s…. godt.

Billeder: Schloss Sanssouci