Jeg håber, at du har haft nogle dejlige juledage, og jeg håber, at du, ligesom mig, har fri resten af året, så du i ro og mag kan nyde de sidste rester af julen.
Det er den perfekte tid på året til at skrue ned på tempoet og nyde samværet med familie og venner. Jeg ved godt, at mange har fået skruet kravene til den ‘perfekte’ jul så meget op, at det ødelægger det gode humør. Men helt ærlig, hvad med bare at gøre det, som der er overskud til, og så nyde samværet resten af tiden? Julen bliver ikke hyggeligere af at være perfekt, nærmest tværtimod.
Jeg synes, at det er synd, når folk ligefrem tyr til at rejse langt bort, fordi de ikke magter julen. Det tyder jo på, at de ikke har forstået, hvordan de skal slappe af og gøre julen til noget hyggeligt. Og lad være med at sige at I gerne vil ned til varmere vejr. Det er altså koldere i januar/februar end i december.
Jeg nyder i hvert fald julen. Masser af hyggeligt samvær, god julemusik og søde julefilm – så bliver det ikke hyggeligere.
Merry Christmas, everybody.