Monthly Archives: July 2016

Fløjte skilles ad

I år har firmaet, jeg arbejder i, introduceret en tvungen uges ferie i juli måned (næste år og fremover er det 2 uger). Og der er selvfølgelig rift om at få sommerferie i forbindelse med den tvungne uges fri, men jeg er så heldig, at jeg har nok flex til, at jeg kan holde min sommerferie i august i stedet. Så hvad har jeg dog foretaget mig i 1 uge?

Jeg brugte faktisk noget af tiden på at skille med tværfløjte ad. Hver gang jeg har spillet på den, så pudser jeg den med en klud for at fjerne fedtfingre mm, men med tiden samler den også støv, og det sætter sig under stængerne og under leddene ud til klapperne, og det er altså ikke muligt at få en klud ind de steder. Min fløjte er ved at have nogle år på bagen, så jeg syntes faktisk, at den trængte til en overhaling. Desuden købte jeg tidligere på året renseting og olie, så jeg var klar til at kaste mig ud i projektet.

Det første, jeg forsøgte mig med, var foden på fløjten. Den er enkel og ligetil, og der er ikke særlig mange dimser. Det gik fint med fjedrene, og det gik fint med at pille klapperne af den, pudse, polere, smøre mekanikken osv, så jeg fik mod på at skille hele fløjten ad.

Det tog det meste af dagen, og det var rimelig enkelt. Selvfølgelig tog jeg billeder undervejs, så jeg kunne bruge dem, i tilfælde af at jeg ikke kunne samle den igen. I yderste nødstilfælde måtte jeg jo dukke op hos en instrumentmager med stumperne. Gudskelov var det slet ikke nødvendigt.

Nu nyder jeg det færdige resultat. Fløjten skinner og mekanikken glider uden modstand.

Flute in pieces

Internetforbindelse

Jeg har længe ønsket en højere hastighed på mit internet, men pga tilstedeværelsen af en antenneforening i mit område, har det kun været muligt, hvis jeg meldte mig ind i den forening. Det ville så kræve en fast udgift til et TV signal, som jeg aldrig vil bruge. Derfor har jeg ikke valgt den mulighed. I mellemtiden har jeg set langt efter Waoo eller anden form for fibernet, for det lå ikke lige i kortene, at det ville blive en mulighed i nærmeste fremtid.

Til alt held faldt der dom i en sag omkring binding mellem TV signal og internet igennem fibernet/antenneforeningen for noget tid siden, og det er nu endelig blevet muligt at tegne abonnement på internet uden at skulle have en TV pakke oveni. Det første, jeg gjorde, var at kontakte mit firma for at høre, om de ville betale for løsningen – det ville de gerne, jeg skulle bare selv lægge ud for abonnementet, og så ville de refundere pengene.

Dernæst kontaktede jeg antenneforeningen omkring at blive medlem, og det var utrolig flinke og meget servicemindede, hvilket jeg ikke har oplevet i andre antenneforeninger, så stor ros fra mig. Efter at være blevet oprettet i antenneforeningen skulle jeg så have fat i Yousee, som er udbyder på internet forbindelsen, og efter en snak og et par mail, så var det bestilt. Nu var der så kun tilbage at vente.

Et par dage efter dukkede antenneforeningen op for at koble mig på anlægget, og en uge efter var tingene faldet på plads inde hos YouSee, så de kunne oprette mig som kunde. Nu venter jeg på en router, som jeg gerne skulle modtage inden 1 uge, og så er jeg køreklar.

Billede: Sådan laver TDC tilslutning til telefon/ADSL – ikke underligt, at det fungerer dårligt

Weird wiring done by a professional

Lyssensor i stykker

Forleden aften havde jeg nogle venner på besøg, og da de gik om aftenen, var det næsten blevet mørkt. I den forbindelse fandt jeg ud af, at mine ene lyssensor til udendørsbelysningen ikke virkede. Hvor længe den ikke har virket, ved jeg faktisk ikke, for det er næsten aldrig mørkt på denne tid af året, når jeg går udenfor.

Heldigvis kunne jeg bestille en magen til den, som allerede sad der, så kort tid efter havde jeg skiftet den defekte lyssensor ud med den nye. Så nu er der igen lys om aftenen.

Og så har jeg lige et spørgsmål til dig… vidste du, at julemandens sæk er blå om sommeren? Det er i hvert fald min konklusion. Jeg havde bestilt en del nodebøger på udsalg i England, og her den anden dag ringede postbuddet på min dør. Da jeg åbner døren, står postbuddet med en blå sæk. Jeg kigger lidt mærkeligt på ham og tager imod sækken, mens jeg bemærker, at sådan har jeg da aldrig modtaget pakker før. Og postbuddet måtte ærlig indrømme, at han aldrig havde leveret en pakke i en sæk før. Da jeg fik åbnet sækken, som i øvrigt havde en meget fin håndskrevet adresselabel på, lå en pakke i bunden med almindelig pakkelabel. Måske det var den eneste pakke, der skulle til Danmark den dag???

Mailbag