Yearly Archives: 2016

Guldfløjter

Sidste år var jeg til masterclass med Gareth McLearnon, som også fremviste en masse fine Haynes fløjter. Desværre var jeg ikke modig nok til at prøve dem. Nu havde jeg til gengæld chancen for at prøve Muramatsu fløjter, og denne gang ville jeg ikke gå glip af muligheden, så jeg troppede forventningsfuld op i forretningen.

Haynes fløjter er amerikanske, og Muramatsu er japanske, men begge er håndlavede. Musikforretningen jeg var på besøg i sværger til japanske fløjter, så desværre havde de ikke Haynes fløjter liggende til sammenligning. Nu er det ikke fordi jeg har tænkt mig at købe ny fløjte, men jeg har da et ønske om at få en fløjte med H-fod på et tidspunkt. Derfor er det vel ikke nogen dum ide at prøve forskellige mærker, når muligheden byder sig.

Der stod en mand fra Muramatsu med et bord fyldt med dyre fløjter, som jeg ikke lige har råd til, så jeg henvendte mig i stedet til personalet, for de havde annonceret, at de ville have nogle af de billigere fløjter, så man kunne prøve dem også. Derudover var jeg selvfølgelig også interesseret i, hvad de mente, jeg skulle købe som erstatning for min nuværende fløjte.

Til min store skuffelse, så havde de ingen Muramatsu fløjter på lager. Der blev også nævnt en fløjte fra Miyazawa, men den havde de heller ikke på lager. Derudover var Yamaha også en mulighed, men igen måtte de melde pas på, at jeg kunne prøve. Nøj, hvor var jeg skuffet. Det eneste de havde i forretningen var skolefløjter. Underligt eftersom de jo netop havde annonceret med, at de i hvert fald ville have Muramatsu fløjter på lager. Ekspedienten var meget flink, og hun ville undersøge et par ting og sende mig en mail, og så ville jeg få besked, når de fik nogle fløjter på lager.

Inden jeg gik, dristede jeg mig dog til at prøve et par fløjter. Jeg startede med en helt i sølv, dernæst en 9K guldfløjte og til sidste en 18K guldfløjte. Udover at bodybuilding ville være en fordel – de vejer helt utroligt meget – så lyder guldfløjter altså godt. De har en silkeblød lyd, som følger med op i det høje register. Men det kræver vist en lønforhøjelse eller 3 🙂

Billede: Hvad vejer mest? 🙂

Elephant

Diverse

Denne gang har jeg bare et par småting at fortælle om, og jeg vil starte med et teknologisk fremskridt. Det er endelig blevet muligt at købe klippekort til min rejse fra hjemmet og til arbejdet på mobiltelefonen. Det har også været en noget irriterende periode, da der ofte har været fejl på maskinerne, der klipper det fysiske kort.

En lille smule baggrundsviden: Den offentlige transport er delt op i forskellige takst områder, og området der dækker København har for noget tid siden sagt farvel til de fysiske klipperkort. Dette har selvsagt forårsaget, at klippekortmaskinerne ikke er blevet vedligeholdt. Da jeg bor uden for dette hovedstadsområde, så er min billigste billet stadig et klippekort, og det fås kun i fysisk form. Men det er klart, at når jeg skal benytte mig af klippekortmaskinerne i København, så har det været op mod 50%, der ikke har stemplet rigtig dato og/eller tid. Det har været meget frustrerende, for jeg må faktisk ikke stige på mit tog uden gyldig billet. Hver gang jeg ringede til kundeservice, fik jeg beskeden om, at jeg bare kunne tage toget, og så ville de fejlmelde maskinen. Men nu er jeg endelig færdig med alt det pjat, da jeg kan købe en elektronisk version af klippekortet på min telefon, og så stempler den dato og tid, når jeg tager afsted. Det er virkelig nemt.

I forhold til mit spilleri så har jeg fundet ud af, at Saxo faktisk har en hel del noder – også play-along. Derudover tilbyder de et abonnement, hvor jeg får rabat på alt, hvad jeg køber – noder, ebøger mm – samtidig med at der altid er gratis fragt. Jeg sad og sammenlignede priser og fandt hurtigt ud af, at de ca 600 kr jeg skal give pr år for at være medlem, hurtigt er tjent hjem. Jeg fandt noder, hvor jeg sparede 50-100 kr – selv hvis jeg sammenlignede med udenlandske forhandlere!!! Så nu er jeg Saxo Plus medlem.

Billede: Pas på kyllingerne – nu har de invaderet stuen

Easter decorations

Renseting

Det er en fornøjelse at spille på mine instrumenter, og jeg sørger for, at de bliver tørret for fugt og fedtede fingre bliver fjernet, hver gang jeg har spillet, men det er ikke alle steder, det er lige let at komme til. Jeg har længe gået og kigget på det patina, der sætter sig i krogene, men jeg har ikke turdet gøre noget ved det. Derudover burde mekanikken smøres med jævne mellemrum, og udover saxofonen som var en tur hos Thomann, så har det aldrig været gjort.

Første skridt er, at jeg næsten har tømt Thomann for diverse renseting til tværfløjte, saxofon og klarinet. Både smørelse, pudseklude, dimser til puderne osv er bestilt, og så håber jeg, at jeg til sommer har mod på et større rensearbejde.

Imens venter jeg (en smule utålmodigt) på min nye klarinet. Det bliver så spændende. Den gamle klarinet? Den beholder jeg. Hvis jeg nogle sinde skulle være så heldig at få muligheden for at spille klarinet i et orkester og skal spille udenfor, så kan jeg til nød bruge den, for træ er ikke så glad for temperaturforskelle, og at spille i frostvejr kan få klarinetten til at sprække. Derudover kan den gamle klarinet bruges som prøveklud, hvis jeg skal reparere noget på den nye.

Billede: Kyllingerne er begyndt at indtage min tagrende

Easter decorations

Smuttur til London

Det var en success på mange måder. Min smuttur til London i går gav mig to gode oplevelser. Dels fandt jeg ud af, at jeg kan klare at tage på en endagstur til London uden at blive nedlagt af min migræne. Derudover var det fedt at prøve forskellige klarinetter, men det var også svært at vælge.

Jeg var på forhånd lidt fascineret af Backun klarinetten, fordi den kunne fås i Cocobolo træ, hvilket efter min mening er utrolig elegant. Derudover tilføjede sælgeren en dyrere Buffet klarinet, end den jeg havde valgt, og jeg måtte indse, at det var et rigtig godt valg, han havde gjort. Måske skyldtes det, at jeg ikke har spillet klarinet særlig længe, men jeg syntes, at der var utrolig mange parametre at tage hensyn til. Min far havde også snakket noget om, at visse instrumenter bare føltes ‘som de rigtige’, men det kunne jeg ikke rigtig forholde mig til, så jeg gik efter lyden. Og tro mig, efter et stykke tid blev det ikke nemmere.

Jeg prøvede Selmer, Yamaha, Buffet og Backun klarinetter, og jeg fandt ud af, at jeg i længden bedst kunne lide lyden i Backun klarinetten. Yamaha var den første, jeg sortede væk. Dernæst var det den ‘billigere’ Buffet klarinet, der blev lagt væk. Jeg var også nødt til at bede om en anden Selmer klarinet, fordi jeg var nysgerrig. Efter et stykke tid stødte jeg i to problemer. For det første var det ikke muligt at bruge mit harness på andre end Backun klarinetten, og da jeg ikke er vant til at holde klarinetten uden støtte, så blev det hurtigt hårdt for mine hænder. Dernæst så er jeg ikke så øvet, at jeg kan spille i timevis. Men, jeg fik taget en beslutning, tog hjem med flyveren, og bestilte klarinetten via forretningens hjemmeside, da jeg kom hjem. Så nu venter jeg spændt på en Backun Protege klarinet i Cocobolo træ og med rose gold keys og en Eb lever.

Billede: Normalt kigger jeg op på skyerne, men denne gang kigger jeg ned

Sky

Jeg har vundet

You won – jeg læste det igen og igen, og stadig var budskabet det samme – jeg havde vundet. Jeg er ellers ikke typen, der vinder noget som helst, men denne gang var det altså lykkedes for mig. Det var sent en aften, og jeg kunne ikke lade være med at sende en besked til min far, hvor jeg bare skrev, at jeg havde vundet. Der gik ikke længe, før han ringede, for han anede ikke, hvad jeg snakkede om 🙂

Jeg bestilte jo et kursus hos en canadisk klarinettist (Michelle Anderson) på årets sidste dag, og derved fik jeg muligheden for at vinde en 30 minutters lektion med hende, og det havde jeg altså. Lektionen blev foretaget over nettet (selvfølgelig), og jeg fik utrolig mange gode råd. Og endnu bedre så optog hun lektionen, så jeg kunne se den igen og igen. Hun var utrolig sød, og hun var en smule forbavset over, hvor godt jeg spillede, i forhold til hvor længe jeg havde haft en klarinet. En af de sidste ting jeg spurgte hende om var, hvad hun ville anbefale, hvis jeg overvejede at købe en ‘ordentlig’ klarinet. En af hendes anbefalinger var, at jeg kiggede på firmaet Backun, som er et canadisk familie firma. Hendes kommentar var, at deres kvalitet simpelthen var uovertruffen, og derved var sandsynligheden for, at jeg fik en god klarinet højere, end hvis jeg skulle prøve mig frem med f.eks. Selmer eller Buffet.

Backun? Det var ikke lige et mærke, jeg havde hørt om, og jeg havde heller ikke lige set det, da jeg kiggede på klarinetter på nettet. Efter lang tids søgen så måtte jeg konstatere, at det nærmeste (og nemmeste) sted, hvor jeg kunne se både Backun, Selmer, Buffet og Yamaha, det var i London.

Efter endnu mere søgen rundt på nettet kunne jeg konstatere, at det er forholdsvis dyrt at overnatte i London, hvis det skal være i nærheden af musikforretningen. Det tog mig et par dage at blive moden til det, men jeg endte op med at overbevise mig selv om, at jeg godt kunne tage på en endagstur til London for at kigge på klarinetter. Jeg skulle jo ikke have noget bagage med, så det ville være at møde op i lufthavnen, igennem sikkerhedskontrollen og ud i flyet. Egentlig er det ikke meget værre, end hvis jeg skulle med et tog til den anden ende af landet, vel? Jeg glæder mig i hvert fald til turen.

Billede: En gæst i haven

Bird

iPad Pro

Jeg har været så heldig at få nogle overarbejdspenge udbetalt fra mit arbejde. Normalt ville pengene ryge direkte ind på opsparingskontoen, men denne gang valgte jeg at bruge nogle af dem på en Apple dims. Apple har lavet en stor iPad, og jeg har gået og luret lidt på den, for det ville da være rart med sådan en til mine noder.

Nu har jeg modtaget den, og jeg har overhovedet ikke fortrudt. Det er utrolig, hvor hurtigt jeg er blevet vant til størrelsen. Pludselig er den ‘almindelig’ iPad lille, og noderne på den er nærmest mikroskopiske 🙂 Jeg har også valgt at købe den med meget hukommelse, for med mit ekspanderende nodearkiv, så er det nødvendigt. Til gengæld har jeg fravalgt muligheden for at sætte SIM kort i den. Jeg synes ikke, at det er så vigtigt, for jeg kan jo altid komme på nettet via min telefon, og så kan jeg spare de penge.

En anden ting, jeg har købt, er en Apple pencil. Den gør det noget nemmere at lave notater i mine noder – og så er de læselige! Den spidse pen gør det også meget nemmere at ramme det rigtige sted i noderne.

På et tidspunkt skal jeg selvfølgelig have købt et ‘survivor’ cover til den store iPad, for den er meget mere sårbar overfor skader, hvis den ryger på gulvet, men jeg ser lige tiden an, for lige nu er der ikke så stort udvalg på markedet.

iPad

Erfa møde hos DR

Jeg har sat mig for at udvide min horisont. At ‘netværke’ er ikke noget nyt, men det er noget ‘man bør gøre’. Nu er det bare sådan, at jeg er introvert, og derved har jeg svært ved at snakke med folk, jeg ikke kender. Det er med til at gøre det sværere for mig at skabe et netværk.

Første skridt jeg har valgt at tage i retning af at netværke noget mere er at deltage i et ERFA møde. Jeg blev inviteret med af en af konsulenterne, der hjælper mig på arbejdet. ERFA mødet skulle holdes hos DR og handlede om Microsoft Service Manager. Service Manager er et stort produkt, der kan bruges til mange ting herunder automatisering.

Det var lidt svært for mig at tage kontakt. Dels var jeg nervøs for mødet med de mange fremmede mennesker, og dels viste min migræne sig fra sin værste side, hvor pillerne ikke hjalp. Jeg fik snakket lidt med en af gutterne fra DR, og jeg syntes, at mødet var rigtig spændende. Specielt blev jeg en smule fascineret af DR’s måde at håndtere It på, og jeg må ærlig indrømme, at ud fra det jeg hørte, så kunne det godt være et sted, jeg kunne tænke mig at arbejde, hvis muligheden nogensinde dukkede op.

Selvom dagen absolut ikke gik, som jeg havde håbet, så har det ikke skræmt mig væk. Jeg ved godt, at min migræne har det med at ‘nedlægge’ mig første gang, jeg gør noget nyt, så næste gang bliver det ikke nær så slemt. Jeg håber, at jeg med tiden lærer at blive bedre til at ‘netværke’.

Snow

Godt nytår 2016

Ih, altså, jeg synes, at der igen er sket ufattelig mange spændende ting på et år. Jeg blev utrolig inspireret og fik en del gode tips, da jeg deltog i en tværfløjte Masterclass med Gareth McLearnon. Det har givet mig lidt blod på tanden for at få lidt undervisning på et tidspunkt, så jeg kan blive bedre.

Jeg kastede mig også ud i at lære at spille på et nyt instrument – klarinetten. Forholdsvis hurtigt fik jeg lært de første greb og med hjælp fra play-along, gik der ikke lang tid, før jeg spillede melodier – og det lød godt! 🙂 Det er meget sjovere at lære et nyt instrument, end jeg havde forestillet mig, og d. 31. december bestilte jeg et online kursus hos en canadisk klarinet spiller, som hedder Michelle Anderson. Hun har mange gode og gratis Youtube videoer, hvor hun deler ud af sin viden, så du hun kom med et tilbud på et nyt kursus, hun har lavet, så slog jeg til. Dels kunne jeg vinde noget, men mest af alt var jeg interesseret i en online Masterclass, som hun vil tilbyde i starten af dette år. Og med erindringen om hvor meget jeg lærte ved min tværfløjte Masterclass, så tænkte jeg, at jeg kunne få et par gode pointer og få rettet dårlige vaner. Jeg glæder mig allerede.

Hvad der ellers skal ske i år, ved jeg ikke. Jeg skal i hvert fald spille noget mere, og med 3 instrumenter så går tiden altså hurtigt.

I ønskes alle et GODT NYTÅR

Fireworks