Uha, hvor bliver man hurtig upopulær, hvis man foreslår, at vi skal gå i gang med at spille julenumre. Normalt starter vi først efter efterårsferien, men ærlig talt så tager det noget tid at øve, før vi kan være bekendt at spille julenumrene. Men folks efterhånden meget afvisende holdning overfor noget som helst ‘julet’ før december, er ved at være temmelig træls. Det virker som om, at alting handler om os i orkesteret, men det handler altså om dem, som vi skal spille for. Og da vi oftest spiller i den weekend, der indeholder første søndag i advent, så kan det altså ikke nytte noget, at vi først begynder at øve julemusik i starten af december. Desuden må folk også gerne være en smule realistiske, for vi er simpelthen ikke gode nok til, at vi kan tage et nummer frem og spille det. Det kræver øvning.
Heldigvis blev det dog tydeligt, da vores nye dirigent indtil flere gange spurgte: ‘Har I spillet det her nummer før?’ til numre, som vi spillede sidste år. Jeg er glad for, at vi gik i gang tidligere, end vi plejer, og jeg er sikker på, at det kan høres, når vi skal ud og spille. Derudover giver det os også en større tryghed ved numrene, hvilket også gør, at vi spiller bedre.
Billede: Man skal også være i god tid med indkøb af kalenderlys 🙂