Ny printer

Jeg har en gammel A3 printer, som… hold nu fast… ikke er trådløs. Derudover kan jeg ikke skrive ud til den fra min Mac, fordi printeren er for gammel. Så det er lidt træls, når jeg skal have skrevet noget ud, som jeg har lavet på min Mac. Først synkronisering til OneDrive (=ventetid), derefter synkronisering fra OneDrive til en Windows PC (=ventetid), før jeg kan skrive ud.

Desuden fik jeg en del problemer med den gamle printer, da jeg skulle printe noder ud til orkestret. Efter at have skiftet en blækpatron, så meldte den pludselig fejl på printerhovedet. Efter lidt søgning på internettet valgte jeg at pille alle blækpatroner og printhovedet ud af printeren for derefter at sætte det hele i igen. Og så ville den printe igen, lige indtil den havde stået stille et par dage, så skulle jeg gentage processen.

Okay, tænkte jeg, så må jeg revurdere min printer situation. Jeg har stadig en del blækpatroner til den gamle printer, så jeg håber, at jeg kan holde den i live længe nok til, at det meste er brugt. Derudover har jeg en del specielt fotopapir – også i A3, så hvis jeg skal kigge på en ny printer, så ville jeg gerne have en ny A3 printer.

Jeg må ærlig indrømme, at jeg godt kan lide Canons produkter, når det drejer sig om billeder/print. Det er lidt en smagssag, men i mine øjne synes jeg, at deres farver er fantastiske. Jeg kastede mig derfor over Canons hjemmeside for at finde min nye printer.

Første udfordring var at finde rundt på deres hjemmeside. Det endte med, at jeg kun kunne finde printere, jeg var interesseret, ved at bruge deres ‘wizard’. Næste udfordring var at finde ud af, hvad jeg egentlig havde behov for. For at være ærlig så printer jeg ikke så mange billeder, som jeg har gjort. Desuden er jeg gået i gang med at spare op til noget havearbejde mm, så jeg vil heller ikke bruge penge noget, som jeg ikke har behov for.

Valget faldt på en Canon Pixma iP8750. Den kan en hel del til en fornuftig pris, uden at jeg skal op og ofre penge på en af deres mere professionelle foto blækprintere. Jeg glæder mig til at få den afprøvet.

Printer