Jeg er spændt. Gad vide, hvor mange der kommer, som vi skal spille for. Jeg har aldrig været med big bandet ude og spille, så jeg ved ikke, hvordan det normalt forløber. Og da jeg møder, får jeg stukket en node i hånden af en af mine spille-kollegaer med bønnen om, hvorvidt jeg lige kan spille den solo, for hun kan simpelthen ikke få den til at lyde godt.

Overraskelser i den stil er jeg ikke særlig god til, og det giver mig lige et ekstra skud adrenalin. Ikke fordi solo’en er svær for mig, men at spille den uden lige at have øvet den en enkelt gang er jeg ikke vild med. Jeg stiller mig ude ved bilen, og i min kamp for at få noden til at lægge stille, så jeg lige kan få en fornemmelse af solo’en, så kommer der en flink tilhører og tilbyder at holde. Han konstaterede hurtigt, at det bare lød fantastisk, så den kunne jeg godt gå ind at spille. Dejligt med lidt opmuntring fra en vildt fremmede.

Der var pænt mange tilskuere, og de var meget positive, klappende og piftende. Det var helt fantastisk. Jeg er kun vant til at spille med det sædvanlige orkester, og de trækker stort set ikke andet end familie og venner til. Så publikum er ikke stort, og selvfølgelig bliver der klappet, men slet ikke på den entusiastiske måde, som der blev her. Det giver mig blod på tanden til at fortsætte i big bandet.