Picnickoncert

Picnickoncerten er vel overstået. Vejret artede sig rimelig pænt. Det var varmt, og der kom kun en enkelt byge midt i det hele. Den var heldigvis ikke særlig stor, så det var til at leve med.

Koncerten startede med, at vi alle skulle marchere frem til flagstangen, samtidig med at vi spillede et nummer. Stadsorkesteret er jo vant til at marchere, men det er vi ikke. Og sådan en som mig har aldrig prøvet det, og eftersom jeg ikke var forberedt på det, så kunne jeg heller ikke melodien uden ad. Så det endte med, at jeg bare gik uden at spille. Derudover var der problemer med at følge tamburmajoren, så nogle gjorde den fejl, at de fulgte sidemanden. Problemet med det er, at når man er mange nok, der går efter hinanden, så vil det give en ekko effekt – og det gjorde det også. Nå, men sådan er det, når man skal gøre noget, man aldrig har prøvet før, og så endda uden generalprøve.

Hvert orkester skulle spille ca 25 min, og der blev spillet meget forskellig musik. Til min overraskelse var det ene orkester temmelig dårligt, og det undrede mig meget, da jeg tidligere har hørt dem spille helt fantastisk. Hvad der lige var gået galt for dem, ved jeg ikke.

Igen skulle jeg spille sammen med stadsorkesteret, og jeg var ikke den eneste, der var midlertidigt medlem. Det lød ærlig talt meget godt, og jeg ærger mig lidt over, at jeg ikke har nemmere tilgang til at kunne spille sammen med dem. De har i øvrigt en meget dygtig slagstøjsspiller, som i dagens anledning var blevet lånt ud til alle orkestre. Han hjalp også os med alt det slagtøj, som ikke var trommesæt.

Det var en hyggelig dag, hvor både min mor og moster var dukket op som tilskuer. Og fordi der var flere andre orkestre, så var der rimelig pænt med tilskuere – dejligt.

Orchester
Orkesteret som jeg normalt spiller sammen med
Orchester
Stadsorkesteret som jeg fik lov til at spille sammen med
All orchesters
Fællesspil med alle tilstedeværende orkestre