Min første optræden med wienerorkesteret som fast medlem er vel overstået. Det var Lions, der stod for arrangementet i en kirke, og udover os var der inviteret 4 talentfulde unge mennesker. De skulle spille mellem nogle af vores numre, dels for at give variation på dagen men også for at have muligheden for at spille for et større publikum, som ikke er forældre/bedsteforældre osv.
Der var flere numre, som afhang af mig, fordi jeg skulle spille melodien, som den eneste en del af tiden, så da jeg pludselig fik problemer med min saxofon, så var jeg noget på den. Når jeg brugte oktavknappen og kom over et vist punkt i registreret, så var jeg simpelthen afhængig af at kunne spille tonen som overtone. Det var som om oktavknappen ikke var trykket ned. Det gjorde, at jeg kom på overarbejde, og nervøsiteten steg, da jeg var bange for, at det ikke lød godt.
Jeg kæmpede mig igennem, og fik bagefter at vide, at det ikke kunne høres, men på en optagelse af nogle af numrene, som jeg har hørt, kunne jeg altså godt høre det. Om det så er fordi jeg ved, hvad jeg skal lytte efter, ved jeg ikke. I hvert fald er der ingen tvivl – min saxofon trænger til at bliver skilt ad og renset.