Monthly Archives: December 2018

Glædelig jul 2018

Igen i år har jeg haft ferie i hele december måned, og det kan absolut godt anbefales. Nu er det dagen før dagen, og jeg skal fejre jul i morgen med familie og venner, og det glæder jeg mig til. Inden jeg tager afsted, skal jeg lige gøre naboen en tjeneste ved at lufte deres hund, så den har en chance for at holde sig, til de kommer hjem fra julehygge.

Jeg har også brugt december måned på at vurdere min medvirken i de forskellige orkestre. Der er en grænse for, hvor meget jeg har tid til, og som jeg tidligere har nævnt, så bliver jeg træt af den samme trommerum. I år har jeg måttet indse, at jeg ikke har haft hjertet med, når jeg har været ude og spille med det ene orkester. Det var en pligt og ikke en fornøjelse, og det har fået mig til at acceptere, at jeg har behov for en pause. Desuden er det også i det orkester, hvor jeg står for noderne. Der skal medbringes kopier, der skal transponeres, der skal sendes mail med noder, og når vi skal spille ude med en reserve, så får jeg det ofte først at vide dagen før. Jeg har brugt en del tid på det, og jeg vil hellere bruge den på mine egne noder. Så, det ene orkester er sat på pause.

En anden ting, jeg har brugt nogle timer på i julen, er test af en ny type kunstblad, der bliver produceret af Silverstein. Jeg måtte ikke sige noget, mens testen foregik, men når jeg skriver dette, så er bladet offentliggjort. Det var sjovt at få lov til at prøve noget nyt. Bladtypen var ikke umiddelbart noget for mig, da jeg foretrækker Legere blade, der ikke skal spilles til, varmes op eller fugtes. Det er en stor fordel, når jeg f.eks. sidder i wienerorkesteret og skal skifte mellem klarinet og saxofon, så er der ikke tid til at varme bladet op. Jeg skal helt klart købe et par stykker af den endelige version, for jeg er jo altid nysgerrig på noget nyt (og så var mine prøveblade for hårde til mig, hvilket gjorde det unødvendigt svært for mig at spille på dem). En stor positiv ting jeg vil nævne om Silversteins blade er, at de er utrolig behagelig. Jeg ved, at det lyder mærkeligt, men det er dejligt, når bladet ligefrem føles blødt.

Til sidst vil jeg gerne ønske jer alle en glædelig jul, og jeg håber, at I alle får nogle fantastiske juledage.

Christmas decorations
Julepyntning af mit reolsystem

London 2018

Ærlig talt så var det en fejl, da jeg bookede turen til London. Først havde jeg besluttet ikke at ville afsted, uanset om Gareth McLearnon ville afholde julearrangement eller ej, men så blev jeg alligevel grebet af tanken, da jeg så hans kalender, og så kunne jeg også få serviceret min fløjte ved samme lejlighed.

Da jeg nærstuderede Gareth McLearnons kalender fandt jeg ud af, at jeg havde set under 2017 i stedet for 2018 år – øv, sikke en skuffelse. Næste øv var, da jeg fandt ud af, at min mail til Just Flutes om servicering af min fløjte var gået tabt, og dermed havde de ikke tid til den. Altså var turen booket, men jeg havde egentlig ikke noget, jeg skulle derover efter.

Heldigvis viste det sig at blive en utrolig hyggelig og afslappet juletur. Ingen aftaler gjorde, at der blev tid til at juleshoppe i ro og mag. Jeg fandt et kæmpe indkøbscenter, og julepynten var lige i øjet. Til min store overraskelse faldt jeg over nogle farvede sokker, som jeg godt kunne lide. Normalt er jeg til ‘kedelige’ sort sokker med et lille diskret motiv over anklen. Happy Socks laver sokker med alle mulige mønstre i alle mulige farver, og jeg fandt nogle med diamant mønster, som jeg godt kunne lide. Og så fandt jeg nogle sokker med fugle til min mor (de var en stor succes).

Der blev også tid til at kigge ind i en musikforretning, så jeg kunne kigge på noder. De havde fået en tilbudsordning – køb 10 hæfter og få nr 11 gratis. Jeg kunne ikke finde så mange nodehæfter, men senere på aftenen finder jeg ud af, at der faktisk lægger to forretninger på samme gade fra samme kæde. Og den anden forretning er faktisk node-specialisten. Et kig ind i den, og jeg finder de resterende hæfter, så jeg i alt rammer 11 stk. I modsætning til Danmark hvor det altid er billigste hæfte, der er gratis så, uden jeg sagde noget, fik jeg det dyreste hæfte gratis. Fantastisk.

Eneste minus ved ovenstående indkøb var, at min kuffert var for tung til at tage med som håndbagage. Jeg havde nemlig denne gang valgt at rejse med SAS, og i modsætning til British Airways, som tillader op til 20 kg, så tillader SAS kun 10 kg. Øv, det var en nitte. Så næste gang vælger jeg British Airways i stedet for SAS.

Christmas decoration
Julepynt i et indkøbscenter
Christmas decorations in a mall
Julepynt i et indkøbscenter

Juledekorationer og julekoncerter

Så er vi kommet et stykke ind i december, og jeg har lavet mine juledekorationer, pyntet juletræet og julepyntet hele huset. Jeg er altså klar til den søde juletid – og så har jeg ferie resten af året!! Hvor heldig kan man lige være? Det er nu også meget rart, for jeg har 4 julearrangementer med det ene orkester, så det er rart, at arbejdet ikke kalder også.

Det kedelige er, at vores faste dirigent har valgt at stoppe hos os, og det har givet en del problemer med at finde dirigenter, der ville øve med os og tage ud og spille med. Alle er sådan set allerede optaget. Som erstatning har en fra orkesteret taget udfordringen op, og det er virkelig godt gjort.

Jeg skal ærlig indrømme, at jeg ikke forstår ham, når han prøver at forklare, hvad han gerne vil have. Skyer, spindelvæv og bolde kan jeg simpelthen ikke relatere til musik, men sådan kommunikerer vi forskelligt. Og så er han stor fan af Nu tændes tusind julelys, og her ser jeg en stor fejl, da den bare ikke lyder godt, når orkesteret spiller den. Det virker som om, at han bare gerne vil have den til at lyde godt, og så falder den fuldstændig til jorden, musikerne ikke kan få den til at hænge sammen.

Jeg krydser fingre for, at de sidste koncerter lyder godt og at dem, som har hyret os, bliver tilfredse. Det er altid rart, hvis vi bliver inviteret til at spille igen næste år.

Christmas decoration