Vi har travlt her i januar i wienerorkesteret. Alle søndage er bookede, så man kan ikke sige andet, end at det er en stor succes. Repertoiret er nogenlunde ens overalt, så dels spiller wienerorkesteret (selvfølgelig) noget wienermusik samt et par andre kendte melodier og et par spillemandsnumre. Derudover er der inviteret unge, dygtige solister til at spille. Programmet varer ca 2 timer uden pause

Vi har nu spillet i 2 kirker og er dermed halvvejs. Den første søndag skulle vi spille i en kirke, hvor vi aldrig har spillet før, så vi var spændt på, hvor mange der ville komme og lytte. Kirken var ikke særlig stor, men det lykkedes da at trække så mange mennesker til, at kirken var nødt til at afvise de sidste og lukke dørene. Menighedsrådet var ikke forberedt på dette, og de måtte i sidste øjeblik ud og have fat i noget mere champagne. Jeg tror aldrig, at de har haft kirken fyldt op før.

Vi skulle møde en halv time før start, så vi kunne gøre klar, og det første jeg fik at vide var, at hende, der spiller blokfløjte, var blevet syg. Hun skulle bl.a. spille 2 solo-numre, så det gav et hul i programmet. Jeg tilbød at spille i stedet på min tværfløjte (heldigt at jeg havde taget den med), så jeg blev på rekordtid klar til at spille Adagio’en fra Mozarts klarinet koncert og Ave Maria. Aldrig har jeg været så nervøs, og det kunne godt høres. Det vil sige, at tilhørerne påstod, at de ikke kunne høre noget, men jeg kunne høre ‘vibratoren’, fordi mine læber ikke ville holde sig i ro.

Den anden søndag skulle vi spille i en kirke, hvor vi havde været før. De havde desuden også valgt at tage penge for at komme ind. Kirken var næsten fyldt, men der kunne godt have været et par stykker mere. Om det skyldtes kirken eller entre prisen ved jeg ikke, men 100 kr for en 2 timers koncert inkl et glas champagne er da ikke dyrt.