Et besøg hos Thomann (stor musikforretning) er et absolut must, hvis man er bare en smule interesseret i musikinstrumenter. Hovedformålet med besøget for mig denne gang var, at jeg gerne ville undersøge, om det var tid til et nyt mundstykke. Jeg havde selvfølgelig udset mig et, som jeg gerne ville prøve – Silverstein Leo.

Jeg havde selvfølgelig medbragt min saxofon, eftersom jeg ville prøve mundstykker, så jeg tog chancen og forhørte mig, om de havde tid til at kigge på den og give den en overhaling. Som sædvanligt yder de fantastisk service, og de havde tid til at kigge på den. Først bliver man mødt af en saxofon reparatør, som kigger på den, mens man er der. Der var nogle klapper, som var en smule utætte, og så ville de justere og smøre den. Jeg giver dem besked på at reparere, hvad de finder nødvendigt, når de skiller den ad. De stiller sig en smule uforstående overfor min villighed til at give dem ‘frie tøjler’ til at reparere den. Jeg prøver at forklare, at havde det været i Danmark, så ville en justering og smøring tage en hel dag og koste en masse penge (de 700-800 kr de nævnte, ville ikke engang dække et kig på saxofonen i Danmark).

Et par dage senere henter jeg saxofonen igen. De har skiftet 5 puder og noget kork udover justering og smøring, og jeg kom kun af med ca 1700 kr. Det kan på ingen måde lade sig gøre i Danmark. Så det var dejligt. Næste skridt var en tur i butikken for at kigge på mundstykker. Ekspedienten fandt 6-7 forskellige mærker frem, og så var det ellers bare om at prøve løs.

Desværre blev jeg forstyrret af to unge mennesker, som egentlig ikke var interesseret i at købe noget. Først prøvede hun et par fløjter, mens han prøvede et par klarinetter. Jeg prøvede at give plads til dem, men manden blev pludselig en smule træt af, at han ikke kunne hamle op med lyden fra en med altsax, så han bad om en baritonsax. Han kunne ikke spille på den, så den peb og hylede for ham, hvilket gjorde det umuligt for mig at bedømme noget som helst.

Efter et stykke tid troede jeg, at jeg havde besluttet mig for et Gottsu mundstykke, men da de to mennesker forlod lokalet, så skiftede jeg endnu en gang mundstykke og tænkte, det er det her mundstykke, jeg skal have. Det lød godt, og jeg kunne godt lide at spille på det. Til min overraskelse var det faktisk Silverstein mundstykket, jeg spillede på (jeg troede det var Gottsu), så jeg hostede op med de relativt mange penge for Silverstein. Nu glæder jeg mig til at komme hjem og spille på det.