Jeg har ikke fået genoptræning i forhold til mit hospitalsophold, men jeg opfatter det alligevel som genoptræning, når jeg skal genopbygge muskulaturen igen. Til det bruger jeg først og fremmest gåture, og det er altså skræmmende, hvor hurtigt det går ned ad bakke, når man er syg.

En tur op og ned af villavejen føles som et maratonløb, til trods for at det foregår i snegletempo. Jeg bliver forpustet, og benene er tæt på at opgive. Men jeg prøver stadig, og jeg skal kunne gå ned til stationen og retur igen, før jeg tør forsøge en arbejdsdag fysisk på min arbejdsplads.

Næste store genoptræningsemne er mit spilleri. Det er virkelig hårdt arbejde, og jeg er til tider tæt på at give op. Min evne til at blæse er væk, embouchuren skal trænes op, fingrene lystrer ikke, og hjernen bliver hurtigt træt, så jeg ikke kan læse noder. Første gang jeg skulle blæse i min saxofon, kom der ikke en lyd. 10 min er det maksimale i øjeblikket, og tro mig, det lyder ikke godt, når jeg forsøger at spille. Jeg har et mål om at være klar, når jeg skal spille med big bandet i slutningen af april og wienerorkesteret i starten af maj, men lige nu er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg når det.

Jeg har desuden været et smut på Rigshospitalet for at snakke med en overlæge der. Som sagt, så er jeg godt træt af undersøgelser, og jeg ønsker bare min hverdag retur. Gudskelov var lægen enig med mig om, at der højst sandsynligt ikke er noget galt med mig, men at det simpelthen har været uheldige omstændigheder. Hun har kun ros til overs for sygehuset, der har behandlet mig,  og mener ikke, at yderligere undersøgelser gavner. Vi aftaler, at jeg skal have taget blodprøver jævnligt det næste års tid, og så snakkes vi ved igen om et år. Dog er der lige en løftet pegefinger om, at det kunne være endt rigtig galt, og at jeg skal være ekstra opmærksom og kontakte hende, hvis jeg render en i en periode med diarre og/eller opkastning igen.