Det overraskede mig ikke, da aflysningen af mit ene spille arrangement tikkede ind, men jeg var nu alligevel ærgerlig. Selvfølgelig havde jeg også gået og tænkt over, om jeg overhovedet skulle deltage, hvis det blev afholdt, men nu blev beslutningen altså taget for mig.

Jeg havde ellers glædet mig til at komme ud og spille igen, efter jeg gik glip af 4 arrangementer i starten af året. Der skulle heller ikke gå mange dage, før det andet arrangement også blev aflyst. Sådan er det bare i den nuværende situation, og så håber jeg, at vi kan komme ud og spille til efteråret – hvis coronaen tillader det 🙂

Jeg er introvert, og jeg nyder hjemmearbejdet. Hvor er her stille og fredeligt med absolut ingen forstyrrelser. Nu kan jeg for alvor få lavet noget, hvis ikke det var for de daglige møder, som vores chef synes, vi skal have.

Jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Selvfølgelig kan jeg godt se, at det kan være rart at følge med i, hvilke typer opgaver helpdesken har, og hvordan vi kan hjælpe og støtte folk i deres arbejde bedst muligt, men at spørge mig hver dag om, hvordan det går med mine opgaver – det er totalt spild af tid. Jeg har jo nærmest ikke fået lov til at arbejde, før jeg igen bliver spurgt, hvor langt jeg er nået. 1 gang om ugen til at vende mine opgaver er mere end rigeligt. Det er ofte større opgaver, som tager flere dage at lave.

Heldigvis indrømmede vores chef selv, at han selv har problemer med at fylde dagen ud, fordi han ikke længere render til møder hele tiden. Jeg synes, at det er positivt, at han selv kan se den slags. Til gengæld kunne han godt lade os være i fred, som sagtens kan finde ud at arbejde hjemmefra.

Til min store forbløffelse så har min chef ikke haft en samtale med hver medarbejder om, hvordan det går med at arbejde hjemme, om det giver udfordringer, og hvordan man har det med det rent psykisk. Det burde han, efter mening, gøre. Jeg stortrives ved at være alene, men det er der altså andre, som ikke gør.

Nåh, jeg vil ud og gå en tur. Jeg har virkelig fået skruet op for tempoet, så jeg nyder at lade kroppen arbejde.

Vupti, så blev alle på min arbejdsplads sendt jeg hjem. Uha, det gik stærkt, da statsministeren meldte ud, at landet ville blive lukket fra fredag. Min arbejdsplads valgt så at gøre det øjeblikkeligt, så alle skulle arbejde hjemme fra torsdag morgen.

Meldingen var, at det skulle stå på i 14 dage. De første, der gik i panik, var cheferne. Uha, hvad gør vi nu? Hvordan får vi det til at køre? Nu kan vi jo ikke holde møder – panik, panik, panik. Og hvad skal de ansatte dog få tiden til at gå med. Dagligt kom der mail fra topledelsen om, at så kunne vi rydde op i vores mailboks, tage nogle online kurser osv.

Hold da op hvor var det tydeligt, hvorfor der er så meget modstand mod hjemmearbejde i ledelsen. De er så mistroiske, at de ikke tror på, at man arbejder. Tit tænker jeg på, at det nok er fordi de ikke selv ved hvordan og hvorledes, og når de ikke har noget at lave, så har andre det nok heller ikke. Det er så langt fra sandt.

Jeg er vant til at arbejde hjemmefra 3 dage om ugen, så for mig var det bare ‘business as usual’. Så lang tid jeg ikke skal have hjælp af en konsulent, så er der ingen problemer.

Heldigvis lader det til, at vi skal have godt vejr det næste stykke tid, så jeg glæder mig til for alvor at komme i gang med at gå lange ture igen. Jeg har godt af det 🙂