Jeg har snart sommerferie og i den forbindelse er jeg optimist. Jeg vil gerne en tur til Tyskland, og normalt er jeg udstyret med både VISA og Mastercard, når jeg tager afsted. Lige nu har jeg dog ikke noget Mastercard, fordi min bank har lukket for det pga inaktivitet. Det er sådan set fair nok, men jeg havde dog ønsket, at jeg havde fået en advarsel først.
Jeg kunne selvfølgelig vælge at bestille et nyt Mastercard, men jeg valgte i stedet at kigge på, hvilke muligheder jeg havde hos den anden bank, jeg bruger. Jeg har ikke behov for kreditten, som Mastercard tilbyder, men jeg har behov for at kunne bruge mere en 20.000 kr om måneden, hvis jeg f.eks. skal købe et nyt musikinstrument.
Jeg starter med at kigge på min banks hjemmeside for at få et overblik over mine muligheder. Og det første jeg finder ud af er, at jeg tilsyneladende er gammeldags. Nu findes der nemlig to typer VISA kort – debit og kredit. Der findes 2 forskellige VISA kredit, 3 forskellige VISA debit og 1 Dankort. Umiddelbart hælder jeg til at vælge VISA Debit (og ikke Basis eller Mobil). Jeg søger noget mere på emnet og læser betingelserne, men intet sted kan jeg finde information om, hvor mange penge jeg kan bruge på et VISA debit kort. Det nærmeste jeg kommer det er ‘op til et fast beløb som er fastsat af banken’. Ingen nærmere angivelser. Ok, jeg starter med at ringe til helpdesken/supporten. De kunne ikke give mig et svar. Så skriver jeg til min bankrådgiver. Han har ikke tid, så der er i stedet en anden, som svarer. Hun sender mig et par links til deres hjemmeside. Jep, dem kender jeg godt, men de svarer jo ikke på mine spørgsmål. Så jeg skriver lidt surt tilbage, at jeg senest har kontaktet dem for 3 år siden, så jeg synes godt, at de kunne tage sig tid til at svare i stedet for at sende mig links, som ikke besvarer mine spørgsmål. Det skaber så hul igennem til min bankrådgiver, som undskylder det dårlige svar fra kollegaen. Denne gang får jeg svar på mine spørgsmål, så jeg vælger at bestille et VISA debit kort. Det skulle gerne dække alle mine behov, og så kan jeg selv skrue op og ned på beløbsgrænserne, hvilket passer mig godt.