Monthly Archives: August 2022

Ny saxofonlærer

Jeg havde håbet på at få samme saxofonlærer som i sidste sæson, men sådan skulle det ikke være. Derfor havde jeg også forberedt mig i forhold til, hvordan jeg blev undervist sidste sæson. Der var læreren gået i gang med at lære mig at improvisere. Noget som jeg slet ikke havde forestillet mig, at jeg skulle gå i gang med. Så jeg havde forberedt mig med nogle nye ideer til, hvordan jeg evt kunne gribe det an, for helt ærligt…. jeg er ikke god til.

Jeg havde også besluttet, at jeg skulle skrive nogle notater fra hver lektion, så jeg altid kunne gå tilbage til dem. Og så havde jeg glædet mig til at få noget input til nogle af de solo’er jeg har i big bandet. Her blev jeg så slemt skuffet. Den nye lærer er klassisk uddannet, så jazz, swing, improvisation, hørelære osv er ikke hans spidskompetence, så jeg var noget skuffet efter første lektion.

Nåh, men jeg tog det med oprejst pande og begyndte at tænke over, hvordan jeg kunne få mest muligt ud af denne sæson. Jeg er ikke interesseret i at stoppe, men forventningen skal flyttes. Jeg er sikker på, at jeg nok skal lære en masse nyt, og jeg har også masser af punkter, hvor jeg kan blive bedre, så det er bare om at hænge i og slå ørerne ud.

Ice pop with four gummy bears
Normalt er der kun 1 vingummibamse i isen, men jeg var så heldig at få en is med 4 stk.

Mor opereret

Min mor er kommet i reparationsalderen. Hun har i en del år haft en pacemaker, fordi hendes hjerte ikke rigtig gider slå mere. Hun har også i lang tid haft svær osteoporose. På det sidste var det dog gået alvorligt ned ad bakke – hun havde meget ondt over det hele, hun kunne sove, og pacemakeren generede hende en hel del. Hun var også meget svimmel og var faldet nogle gange – heldigvis uden de store skrammer.

Da hun i efteråret bliver indlagt med influenza og lungebetændelse, opdager hospitalet, at der er noget galt med hendes hormoner. Det viser sig, at hun har en overaktiv biskjoldbruskkirtel. Efter at have været med hende på hospitalet, bliver jeg meget klogere på det. Man har 4 biskjoldbruskkirtler, og man kan i realiteten nøjes med 1. Når den ene af dem er overaktiv, og dermed overproducerer et hormon, så har det en stor konsekvens. For det første så trækker den kalken ud af knoglerne og ud i blodet. Det er i sig selv dårligt i forhold til min mors osteoporose, men det har også en masse bivirkninger i forhold til ømme led og muskler pga den store mængde af kalk. Og det kan også have effekt på hjertet.

Nu har hun fået fjernet den biskjoldbruskkirtel, som der gav problemer. Operationen gik godt, men hendes hormon niveau er endnu ikke helt på plads – men næsten. Det tyder på, at hun har gået med det alt for længe. Men nu krydser vi fingre for, at hun får det bedre, og at hun også får det bedre med osteoporosen.

Picture of an old building in Copenhagen
Gammel bygning nær hospitalet

Apple tastatur

Mit tastatur på arbejdet har opgivet at leve mere. Det er dødt. Jeg har selvfølgelig bedt om et nyt tastatur, men da jeg er noget besværlig (læs: meget besværlig), når det drejer sig om tastaturer, så er der leveringstid på det, jeg gerne vil have. Det er et Logitech tastatur med solceller, og pga det meget flade layout, så passer det mig fantastisk. Almindelige tastaturer, som er vinklet, giver mig ondt i håndledene. Desværre vides det stadig ikke, hvornår det bliver leveret, og det kan jeg ikke leve med. Min arbejdsstilling er simpelthen så dårlig, at jeg får tendens til migræne, så jeg er gået på jagt efter et alternativ.

Logitech har ikke noget. Alle deres nye modeller er vinklet, og det er umuligt at se på billederne, hvor meget vinkel der er. Det bedste alternativ, jeg kunne finde, var et Apple tastatur, men jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg kunne bruge det. Ja, bogstaverne sidder selvfølgelig på samme sted, men hvad med specialtegnene, som bruges meget som system administrator? Jeg fandt en fin guide, og så tog jeg chancen og købte tastaturet. Det ville selvfølgelig være helt umuligt at få mit arbejde til at betale det, fordi der står Apple på det – også selvom et Logitech koster det samme.

Jeg har modtaget tastaturet, og jeg har brugt det en hel del dag – wow, det er fantastisk. Jeg har aldrig haft et tastatur, som passer mig så godt. Det giver mig også mulighed for en langt større skrivehastighed. Jeg havde godt nok ikke troet det, men jeg kommer aldrig tilbage til et Logitech tastatur. Jeg købte også en taske, så det er nemt at transportere tastaturet med på arbejdet.

Apple keyboard and trackpad

Pudsning af saxofon

Det er godt nok lang tid siden, at jeg sidst har haft min saxofon skilt ad for at pudse og smørre den. I 2019 fik jeg Thomann til at gøre det, fordi de alligevel skulle justere den. I 2020 havde jeg ikke energi til det, fordi jeg havde været syg, og i 2021 glippede det pga min fars død. Det var derfor mere end på tide, at jeg fik det gjort.

Jeg havde planlagt, at opgaven skulle strække sig over to dage, fordi jeg ikke er særlig godt til det med at sidde bøjet over et bord i lang tid ad gangen (det trigger min migræne). Derudover trængte saxofonen til ekstra grundig rengøring, fordi det var flere år siden, at det sidst var blevet gjort. Jeg gik rimelig tidligt i gang, og det lykkedes faktisk at få den samlet igen samme dag, inden det blev mørkt. Og der var ingen migræne, men jeg må også klappe mig selv lidt på skulderen, fordi jeg tog hensyn til mig selv og tog mange små pauser.

Jeg kan godt mærke, at jeg bliver ældre, og at min syn bliver dårligere på nogle punkter. Det er faktisk begyndt at blive svært at se de små ting, og det gør absolut ikke tingene bedre, at jeg i forvejen er nærsynet og bruger kontaktlinser. Det er egentlig også lidt underligt at tænke på, at jeg bliver 50 år om et par år, så det er vel ikke mærkeligt, at jeg begynder at kunne mærke alderen 🙂

My saxophone without keys and rods