Monthly Archives: December 2022

Glædelig jul 2022

Jeg håber, at I har haft en dejlig juleaften. Nu venter der nogle, forhåbentlig, fredelige og hyggelige juledage. Husk at der er masser af gode julefilm, som man kan blive i godt humør af.

Det var oprindelig meningen, at jeg skulle arbejde alle dage op til juleaften, men min arbejdsplads besluttede at ligge loft over, hvor mange flextimer, som jeg måtte overføre til det nye år. Det betød, at min juleferie startede onsdag. Det passede mig rigtig godt, for jeg havde ikke fået pyntet op, som jeg gerne ville.

Dagene op til juleaften blev brugt på at pynte op, så jeg var i godt julehumør, da det blev juleaften. Min mor havde besluttet sig for at holde juleaften i år, selvom det var fysisk anstrengende for hende. Vi var 4 personer i alt, men det endte alligevel med, at min mor stod i køkkenet en del af aftenen, selvom jeg tilbød at hjælpe. Vi har snakket om, hvordan vi kan gøre det nemmere for hende til næste år, men er endnu ikke kommet frem til en god løsning.

De næste par dage skal jeg hygge med et par gode julefilm. Jeg skal også have handlet ind og lavet mad til, når min mor kommer på onsdag, hvor vi skal udveksle gaver og hygge.

Jeg har iøvrigt købt en ‘smart’ lyskæde til mit juletræ. Det er en af de billigere mærker, og det har givet mig lidt hovedbrud. Jeg er meget glad for lyskæden, og jeg kan også godt lide de forskellige mønstre og farver, som lyskæden kan vise, men jeg kan ikke få tænd/sluk delen til at virke efter hensigten. Og jeg kan ikke finde nogen former for hjælp på deres hjemmeside. Jeg kan lave en tidsplan under selve lyskæden, hvor jeg kan tænde og slukke for den. Sluk virker fint, men den tænder ikke. Det vil sige, i følge app’en så er lyskæden tændt, men når jeg kigger på kæden… ja, så er den slukket. Så har de noget, der hedder automation. Her kan man lave forskellige scener. Man kan f.eks. tænde eller slukke lyskæden, og man kan skifte mønster. Hvis man skifter mønster, så slukker lyskæden. Sluk af lyskæden fungerer ikke, og tænd af lyskæden virker… nogle gange. Ja, jeg er frustreret, fordi jeg synes ikke, at det burde være så svært, men jeg forstår ikke, hvorfor det ikke virker. Nåh, men der er stadig tid til at få flere grå hår at prøve lidt mere og få lidt flere grå hår 😉

Merry Christmas, everybody.

Arbejdsvilkår

Jeg er utrolig glad for min nye chef. Hun har et par gange spurgt, om der er noget hun kan gøre for at gøre min arbejdsdag bedre. Hver gang har jeg ikke haft nogle gode ideer, da mit arbejdspres stammer fra mine egne høje standarder og krav. Min chef har på intet tidspunkt presset mig i forhold til mine opgaver.

Forleden så jeg et webinar, som min fagforening havde arrangeret. Det handlede om en virksomhed, som have indført 4 dages arbejdsuge til samme løn, og de havde øget deres produktivitet. Der var flere gode ideer, som de havde indført, men en ting bed jeg specielt mærke i – afsat tid til arbejdsro. Så jeg snakkede med min chef om, at jeg godt kunne tænke mig at kunne afsætte tid i kalenderen til arbejdsro, hvor jeg ikke bliver forstyrret. Men måske mere at jeg med god samvittighed kan ignorere email og chat beskeder. Det er simpelthen så indgroet i mig, at man skal være tilgængelig hele tiden – uanset, hvad man arbejder med. I dag er det sådan, at uanset om man sidder midt i en opgave, der kræver koncentration, om man har konsulentbesøg eller sidder i en læringssituation med en kollega, så forventer ens kolleger, at man har tid til dem selvom deres spørgsmål sagtens kan vente en time eller til næste dag. Det gør det utrolig uproduktivt at være på arbejde.

Jeg ved godt, at det kræver tilvænning, at man skal kigge i kollegaens kalender, inden man går ind og forstyrrer, men jeg er sikker på, at det vil give et bedre arbejdsmiljø. Det handler også om, at man skal respektere sine kollegers tid og behov for arbejdsro. Noget som bl.a. Thomas har utrolig svært ved. Min chef synes, at det er en god ide, så det er noget, som vi skal arbejde med i det nye år. Har jeg sagt, at jeg synes, at min nye chef er fantastisk? Det er første gang, at en chef tager mine forslag om ændrede arbejdsvaner alvorligt.

Christmas decoration

Nye kondisko

Det er blevet tid til at købe nye kondisko igen. Sidste gang måtte jeg vælge en anden model, fordi jeg ikke kunne få en neutralt udseende sko til arbejdet i den model, som jeg havde. Det var også lige ved at være et problem denne gang, indtil jeg gjorde opmærksom på, at jeg bruger en herremodel og ikke en damemodel. Pludselig var der flere muligheder.

Som det kan ses på billedet, så valgte jeg en sort model til arbejdet, og eftersom jeg nu var i en forretning, så kunne jeg lige så godt købe et ekstra par til par til privat formål. Valget faldt på en blå model, selvom jeg ikke er vild med den hvide sål. Jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor den skal være hvid – den er alt for svær at holde pæn og ren.

Til gengæld har jeg lært noget – jeg skal ALDRIG have den anden model igen. Denne model er simpelthen meget mere behagelig at have på og gå i, at der slet ikke er nogen sammenligning. Altså holder jeg mig til den model næste gang også. Så håber jeg bare, at de bliver ved med at lave den i sort.

New running shoes

Julekoncert

Jeg har spillet julekoncert sammen med big bandet. Først skulle vi spille i et forsamlingshus, men et par uger inden koncerten meldte de afbud. Undskyldningen var, at det var for dyrt at varme op. Helt ærligt, det havde de vidst i noget tid. Jeg synes, at det var under al kritik at melde fra så sent. I stedet kunne vi spille i et andet forsamlingshus, og det sagde vi ja til.

Jeg synes, at koncerten gik godt, men jeg kunne godt have tænkt mig, at der havde flere julemelodier. Det ærgrer mig, at ikke engang halvdelen af numrene var julemelodier. Det synes jeg simpelthen ikke, at vi kan være bekendt. Jeg ved, at dirigenten godt kunne have tænkt sig, at vi havde nogle julesangnumre, men det har vi desværre heller ikke. Jeg er spændt på, om det ændrer sig med tiden.

Christmas lights on house