Jeg bruger ikke min elkedel særlig meget, men nu er jeg blevet godt og grundigt træt af den elkedel, jeg købte tidligere på året. Jeg havde slet ikke forventet at kunne købe en elkedel, som man kunne brænde sig på. Og nu er jeg træt af, at jeg altid skal passe på, så jeg gik på jagt efter en ny elkedel.

Min elkedel bliver brugt til at varme vand til både te og kakao, og i den forbindelse er det vigtigt, at man kan indstille temperaturen til andet end 100 grader. Så jeg gik på jagt og fandt en fra Siemens. Den er også isoleret, så man ikke brænder sig på den, så den bestilte jeg.

Da jeg skulle hente elkedlen i det lokale supermarked, så overvejede jeg, om det var nødvendigt at tage bilen. Min beslutning blev, at det var ikke nødvendigt – så tung og stor er en elkedel på 1,5 L heller ikke. Så jeg gik frejdigt ned i supermarkedet og hentede pakken. Umiddelbart var den noget stor.

På vejen hjem (det tager normalt 15 min at gå hjem) bliver jeg mere og mere irriteret over størrelsen på pakken. Jeg skælder firmaet ud for at belemre kunderne (= mig) med ekstra pakkemateriale, som jeg skal finde plads til i min skraldespand. Jeg begynder også at synes, at pakken er noget tung, så jeg begynder at tænke over, hvad de dog har puttet i pakken. Jeg må hvile pakken flere gange på vejen hjem, og ca halvvejs kigger jeg på pakken og ser, at der står 4 pcs. Hmmm, de har vel ikke sendt 4 elkedler til mig? Nej da, det kan ikke være rigtigt. Jeg begynder at vippe pakken frem og tilbage for at se, om den er tungere i den ene ende end den anden, men det er den ikke.

Jeg kommer udmattet hjem, og så ringer min mor. Jeg brokker mig højlydt over, at det er for dårligt, at man får så meget pakkemateriale med. Hun prøver et par gange at få mig til at åbne pakken, og det lykkes til sidst. Jep, de har sendt mig 4 elkedler. Jeg bliver fuldstændig paf og meget træt – jeg orker ikke at gå tilbage med pakken.

Det ender med, at jeg får solgt de 2 af elkedlerne, og da jeg selv skulle bruge 1, så har jeg nu 1 i reserve. Det er sådan set ok med mig.

Jeg må desværre indrømme, at jeg stadig er druknet i opgaver og information – både privat og arbejdsmæssigt. Af den grund har jeg søgt og kigget på, hvordan jeg kan få sat tingene i system. Jeg har behov for at finde ud af, hvordan og hvor jeg skal lagre information, som jeg får på mail, finder på nettet, læser i en bog osv. Jeg har også behov for at finde ud af, hvordan og hvor jeg skal gøre af alle mine opgaver, og hvordan jeg skal organisere dem, så opgaver ikke bliver syltet og/eller glemt. Der er også opskrifter, og hvad med alle mine noder? Pyha, der er meget at tænke på, og det gør ikke presset mindre.

Tidligere på året læste jeg bogen Building a Second Brain af Tiago Forte, og jeg kunne godt følge hans logik. Mit problem nu er, at jeg er gået i stå i forhold til, hvordan jeg får det implementeret. Jeg har forsøgt at flytte tingene over i Notion, men det fungerer heller ikke rigtig for mig. Det er et meget tungt program at bruge. Jeg er i vildrede og ved ikke rigtig, hvordan jeg kommer ud på den anden side. Derfor vælger jeg at benytte mig af det tilbud, som jeg får fra Tiago Forte med at deltage på hans kursus Building a Second Brain. Og jeg får endda adgang til de efterfølgende 3 kurser også. Dermed kan jeg deltage, fordøje det, prøve nogle ting af, og så kan jeg deltage igen og få mere hjælp. Jeg glæder mig allerede.

Jeg har fødselsdag i sommerperioden, men jeg synes, at det er upraktisk at holde min fødselsdag der. Uanset hvordan vejret er, så er der typisk meget varmt i mit hus, og det er noget af min familie ikke særlig glad for. Så er der sikkert nogle der spørger, hvorfor vi så ikke spiser udenfor, men det er ikke mig. Jeg gider ikke kæmpe om min mad med hvepse, fluer og andre insekter. Og hvis det blæser, så skal man sidde og holde på alting.

Derudover er jeg begyndt at holde min sommerferie i september måned, og så passer det med, at jeg også holder min fødselsdag der. Nu er jeg ved at være oppe i årene, så gaver er ikke længere et krav. Jeg synes også, at det er meget hyggeligere, når gaver ikke bliver en central del af dagen. Derfor har jeg de sidste par år valgt at kalde det familiehygge. Det er, hvad jeg ønsker mig på min fødselsdag – og det er lige præcis det, jeg får.

Jeg benytter også gerne anledningen til at lave en masse mad. Jeg laver flere forskellige slags og rigeligt af det, så jeg kan fryse noget af det ned. På den måde har jeg mad til hverdagen også, og det nyder jeg. Jeg benytter mig også af, at det er nemt at varme mad i mikroovnen, og når vi ikke er så mange, så kan det godt lade sige gøre. Jeg sørger for, at suppen er varm, og efterhånden som folk vil have noget af det andet mad, så varmer jeg løbende portionerne i mikroovnen. Maden er derfor varm og bliver ikke kold undervejs.

Det var en hyggelig dag med masser af gode snakke.

Jeg går til lægen en gang om året for at få tjekket mit blodtryk, fordi jeg tager p-piller. Jeg tager dem mod min hormonmigræne, så jeg får færre og mildere anfald. Desværre har jeg nogle læger, som kun ser på, at p-piller giver en øget risiko for blodpropper. Jeg har spurgt dem, hvilke alternativer de har, og de har ikke nogle, og de vil ikke give mig flere migrænepiller. Så selvom de ikke vil indrømme det, så ønsker de faktisk, at jeg får dårligere livskvalitet og mange flere sygedage, hvilket ikke giver mening. Jeg er glad for blodtrykskontrollen, men efter jeg skal kæmpe for at beholde p-pillerne, så er mit blodtryk højt, når jeg går til lægen, så jeg sørger altid for at have lavet målingerne inden.

Da jeg bliver kaldt ind, går jeg straks i forsvar. Jeg skal ind til en ny læge, og jeg er allerede træt, for jeg gider ikke endnu en gang at skulle forsvare, hvorfor jeg tager p-piller. Til min store overraskelse så er lægen på min side. Han kan ikke forstå, hvorfor jeg skal blive ved med at komme en gang om året, når mit blodtryk er fint, og når jeg trives godt med min p-piller i forhold til min migræne. Han vil lige vende tingene med kollegerne, og så vil han ringe tilbage til mig senere på ugen.

Ja, de går da aldrig med til ikke at kalde mig ind en gang om året, og det er også fint med mig. Jeg synes, at det er betryggende at blive kontrolleret. Jeg gider bare ikke diskutere de samme ting hver gang, når de ikke har noget alternativ. Igen, til min store overraskelse, så ringer lægen dage efter. Jeg skal først til tjek om 5 år. Jeg skal bare selv kontrollere mit blodtryk med jævne mellemrum, så jeg kan tage tingene i opløbet, hvis mit blodtryk pludselig stiger. Jeg er ovenud lykkelig over at have fået en læge, som lytter.

Min mor er kommet i reparationsalderen. Hun har i en del år haft en pacemaker, fordi hendes hjerte ikke rigtig gider slå mere. Hun har også i lang tid haft svær osteoporose. På det sidste var det dog gået alvorligt ned ad bakke – hun havde meget ondt over det hele, hun kunne sove, og pacemakeren generede hende en hel del. Hun var også meget svimmel og var faldet nogle gange – heldigvis uden de store skrammer.

Da hun i efteråret bliver indlagt med influenza og lungebetændelse, opdager hospitalet, at der er noget galt med hendes hormoner. Det viser sig, at hun har en overaktiv biskjoldbruskkirtel. Efter at have været med hende på hospitalet, bliver jeg meget klogere på det. Man har 4 biskjoldbruskkirtler, og man kan i realiteten nøjes med 1. Når den ene af dem er overaktiv, og dermed overproducerer et hormon, så har det en stor konsekvens. For det første så trækker den kalken ud af knoglerne og ud i blodet. Det er i sig selv dårligt i forhold til min mors osteoporose, men det har også en masse bivirkninger i forhold til ømme led og muskler pga den store mængde af kalk. Og det kan også have effekt på hjertet.

Nu har hun fået fjernet den biskjoldbruskkirtel, som der gav problemer. Operationen gik godt, men hendes hormon niveau er endnu ikke helt på plads – men næsten. Det tyder på, at hun har gået med det alt for længe. Men nu krydser vi fingre for, at hun får det bedre, og at hun også får det bedre med osteoporosen.