Jeg er så glad, fordi jeg besluttede at tage online undervisning i saxofon. Jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle forvente. Helt specifikt ville jeg gerne have hjælp til at finde det rette repertoire til min kirke koncert, for det var ikke muligt at få hjælp af min danske lærer.
Den lærer jeg har nu er helt fantastisk. Det er tydeligt, at han er meget mere professionel, men han er også vant til at undervise på forskellige niveauer. Jeg har lært så meget indtil nu, og han har hjulpet mig med at få mit repertoire til kirke koncerten på plads, så nu skal der bare øves.
Spørgsmålet blev så, hvad jeg nu ville lære. Jeg har før haft lærere, der synes, at jeg skal improvisere, og at det er verdens nemmeste ting at lære. Ham jeg havde for et års tid siden forsøgte flere ting, men måtte opgive, fordi jeg bliver fuldstændig blank, når der ikke er nogle noder. Han prøvede først med, at jeg bare skulle bruge en enkelt tone, men det gav ingenting. Så lagde han lidt flere toner på, og et gav stadig ikke noget. Han mente, at der var noget gemt i mig et sted, og at det var et spørgsmål om at trække det frem. Det vidste han så ikke helt, hvordan han skulle gøre. Men det var også ok, han var rimelig ny i undervisningsfaget.
Min nye lærer forsikrede mig, at han godt kunne lære mig at improvisere. Hans holdning er, at det er en færdighed, som kan læres og udvikles. Så det sagde jeg til ham, at jeg gerne ville. Han startede så også et helt andet sted, end andre har gjort med mig. Han startede med at sende mig en ‘challenge and response’ lydfil. Jeg skulle simpelthen lytte mig frem til, hvad han spillede, og så skulle jeg gentage det. Han havde valgt melodien Mercy, mercy, mercy, og så spillede han to takter, hvorefter der var 2 takters plads til, at jeg kunne gentage. Det fortsatte igennem de 4 minutter, som lydfilen varede. Og så startede han med en pentatonisk skala, så jeg havde 5 toner at gøre godt med.
Jeg synes, at ‘challenge and response’ er sjovt. Det er en god måde at lytte sig frem, og det er en god måde at lære at stå og spille uden noder. Jeg glæder mig til det videre forløb.