For første gang skal big bandet spille i sommerferien, og for første gang skal vi spille på en festival. Det er ikke nogen stor festival, men det gør ikke noget. Jeg glæder mig og synes, at det bliver spændende. Desværre driller min migræne mig, men jeg tager mine piller, og så kører jeg afsted.
Jeg undrer mig over parkeringsforholdene. Man skal simpelthen bare parkere i den ene side af vejen. Til gengæld bliver jeg positivt overrasket over, at vi skal spille i et telt med professionelt lydudstyr. Det er dog temmelig irriterende med scenelyset – specielt fordi jeg har migræne. De andre musikere er så søde, at de sørger for, at det bliver slukket, indtil vi skal optræde, så min migræne får en smule fred.
Da vi går i gang med at spille, er der kommet hele 3 tilhørere, og de er alle nogle der er slemt med af orkestermedlemmer. Vi spiller og har det sjovt, men det er først til de sidste to numre, at der dukker 3-4 ukendte mennesker op.
Jeg har det ekstremt dårligt, da vi er færdige, og det ærgrer mig, at jeg har kørt den lange vej, når der ikke kom nogle tilskuere. Og det ærgrer mig endnu mere, at jeg kørte afsted eftersom jeg havde migræne. Jeg burde være blevet hjemme.