Afsted til Las Vegas

Igen i år er det lykkedes mig at få lov til at komme med på MMS (Microsoft Management Summit). Det er en god konference om alle Microsofts System Center produkter, og fagligheden er i top, hvilket jeg sætter stor pris på. Konferencen foregår i år i Las Vegas, og det kræver jo noget forarbejde at få lov til at komme ind i USA. Så en del tid er blevet brugt på at udfylde diverse formularer.

Jeg har været på MMS to gange før. Begge gange var det en stor success, fordi konferencen er god. Sidste år brokkede jeg mig dog højlydt over flyveturen. Den var alt for lang, og jeg ville ikke afsted igen foreløbig – men nu er jeg her igen. Og hvad værre er… jeg har valgt at flyve på den berygtede fredag d. 13! Nå, nu er jeg ikke overtroisk, så det generer mig ikke det mindste.

Turen starter med, at de i København siger, at vi bliver forsinket pga tåge i Heathrow. Øjeblikkeligt bliver jeg glad for, at jeg bad om at få ekstra tid i Heathrow, men så går det op for mig, at hvis vi ikke kan lande i Heathrow, så kan flyet til Las Vegas heller ikke lette. Puha, pludselig bliver jeg lidt nervøs. Men der går ikke 10 minutter, så kalder de os til gate’en, fordi vi skal boarde hurtigst muligt, og afsted kommer vi. Vi bliver også forsinket fra Heathrow til Las Vegas, fordi besætningen kommer for sent. Så vi lander en halv time senere i Las Vegas end planlagt. Det er helt ok.

Så står turen på ventetid for at komme igennem immigrationen, og da det endelig bliver min tur, så kigger manden lidt underligt på mit visum. Han har åbenbart aldrig set den type før, så han skal lige spørge naboen. Gudskelov er der ingen problemer, og jeg finder min kuffert på under 5 minutter, og så står jeg ude foran terminal 2 i Las Vegas. De andre gange jeg har været i Las Vegas, er jeg hver gang blevet snydt af taxaen, og det er jeg godt træt af. Så jeg beslutter at gå til hotellet, da jeg har brug for at strække benene, og eftersom jeg har det glimrende. Det tager ca. en time, og check-in på hotellet forløber også uden problemer. Så er det op på værelset og sætte kuffert og taske, inden jeg smutter ned og finder noget at spise og drikke.

Inden jeg går ned kigger jeg lige på min boks, og den er lukket – øv. Så da jeg alligevel skal ned og hente mad, smutter jeg forbi receptionen, men jeg skal bare ringe oppe fra mit værelse til Guest services. Det gør jeg, så snart jeg kommer på værelset, og i løbet af 5 minutter kommer en servicemedarbejder og klarer problemet. Det var hurtigt.

Så er det tid til at smutte i seng og sove.

Nedenfor: 2 billeder af mit værelse på Excalibur.

Hotel room at Excalibur in Las Vegas
Hotel room at Excalibur in Las Vegas