På jagt efter lænestol

Det er på tide, at jeg bliver voksen. Med det mener jeg, at det er på tide, at jeg lærer at sidde i en stol og f.eks. se en film i stedet for altid at halvt ligge og halvt sidde i sofaen. Det er nemlig dårligt både for ryggen og nakken. Jeg blev for alvor opmærksom på, hvor dårlig jeg er til at sidde op, da jeg kom hjem fra hospitalet og skulle sidde mere op i stedet for at ligge ned, fordi det er sundere for kredsløbet.

Jeg har i forvejen svært ved at finde møbler, fordi jeg gerne vil have muligheden for at hvile nakken. Desværre lider alt for mange møbler af, at de bøjer hovedet forover, så man er nødt til at sidde og holde på hovedet, og det giver mig spændinger i nakken og dermed migræne. Så på forhånd var jeg noget skeptisk for, hvor nemt det ville være.

Når jeg nu skulle ud og investere i en god lænestol, så ville jeg også gerne have muligheden for at lægge ryggen tilbage. En fodskammel var også et krav, og så ville det da også være rart, at den kunne hæves, så hvis jeg skulle være så uheldig at have det behov i fremtiden, så var det allerede en del af løsningen. Jeg bliver ikke yngre, og uheld sker også. Faktisk har jeg haft behovet 2 gange – første gang da jeg fik fjernet galdeblæren og så i starten af året, hvor jeg var syg og havde svært ved at rejse mig op.

Min far kom med et forslag om, at jeg skulle besøge noget, der hed Seniorshoppen. Absolut nej! Var mit udgangspunkt, så gammel er jeg ikke!!! Spøg til side, så virkede det som et godt sted at starte, men jeg syntes, at det var lidt et nederlag at skulle besøge en seniorshop, jeg er ikke senior – endnu 🙂

Til trods for det meget store udvalg, så var der kun 1 stol, som passede mig. Jeg var selvfølgelig forberedt på at skulle gå på kompromis med udseendet, men det var en noget klodset stol. Og så syntes jeg, at det var ærgerligt, at der kun var 1 mulighed, og dermed ingen ting at sammenligne med.

Jeg prøvede en almindelig møbelforretning, men de havde slet ikke noget, som passede mig (og prisen var ellers ikke i den lave ende). Pludselig fandt jeg en reklame for en stole forretning, som lå lidt uden for en større by. Faktisk kunne man godt sige ‘langt ude på landet’, for der var marker for enden af vejen. Nåh, men de havde også en del stole i udstilling, men også her var der kun 1 valgmulighed. Heldigvis ikke den samme som i seniorshoppen. Denne stol var mere elegant og havde en bedre lift funktion, så den blev bestilt.

Nu kan jeg så gå og vente i spænding… faktisk i flere måneder, for der er sommerferie og coronakrise, så jeg skal forvente ca 12 ugers leveringstid.

Two hedgehogs
Mine to pindsvin