Category Archives: Nyheder 2011

Optimisme er godt

Jeg må bare indrømme det… jeg er optimist. Mine forældre vil godt nok påstå, at jeg bare er ved at være gammel, men hvad ved de om det? Jeg synes i hvert fald, at det ikke er lang tid siden, at jeg lovede hyppigere opdateringer af min hjemmeside. Tja, og det skrev jeg for et par uger siden??? Nope – det er ca. et halvt år siden!

Hvor i alverden blev tiden af? Det må skyldes, at jeg er blevet langsommere.. hmm, det lyder ikke bedre, end at jeg er blevet ældre. Nåh, men hvorom alting er, så er det ærgerligt, at min hjemmeside er blevet forsømt, og der har ellers været rigeligt at skrive om. Haven er færdig, og vi har været en tur til Holland for at se på og købe et kunstigt juletræ (chok!!). Jeg har dumpet en Microsoft eksamen, og for nylig har vi været på shopping tur til Malmø. Derudover har der været det sædvanlige store arbejdspres og af en eller anden grund, så er et par chefer bange for, at jeg skal kede mig op til jul, så et par nye firewalls skal da lige op inden årsskiftet! Jeg klager ikke, for det bliver spændene med nye firewalls med nye funktionaliteter. Det betyder også, at jeg skal bevæge mig lidt ind på et andet arbejdsområde end mit nuværende, og ny viden er altid godt og spændende. Det skulle vist være det for denne omgang, og så må jeg jo tage mig sammen og skrive lidt oftere – GLÆDELIG JUL 

Christmas tree

Endnu en MCITP

Dybt suk – så lykkedes det at få endnu en MCITP titel. Den var den sidste Windows 7 eksamen i rækken, og den sidste eksamen i denne omgang. Det var ellers meningen, at det først skulle være om et par uger, men pga rokering af arbejdsopgaver passede det bedre, hvis jeg tog den nu. Jeg fik derfor pludselig travlt med at læse.

De sidste halvanden uge har jeg terpet til eksamen, og i dag skulle jeg så finde ud af, om jeg havde lært nok – og det havde jeg. Eksamen var ok, men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke havde haft tid nok til at studere. Der var flere ting, som jeg godt kunne huske, at jeg havde læst om, men jeg kunne ikke huske detaljerne. Næste eksamen skal først være en gang i efteråret, og emnet bliver højst sandsynligt Exchange 2010, men det vides ikke med sikkerhed endnu.

Microsoft er jo en amerikansk virksomhed, så de er helt vilde med titler men også med de her certifikater, som man kan hænge på væggen. Og jeg er fra flere sider blevet opfordret til at hænge mine certifikater op på væggen i mit kontor. Jeg har nemlig opnået 15 certifikater i alt, så det ville på sin vis være meget sjovt at have dem hængende. Man glemmer hurtigt, hvor meget man egentlig har været igennem. De 15 certifikater dækker over i alt 16 eksaminer. 

Microsoft certification

Så er der igen blevet tid

Pyha – det har været en hård periode på mange måder, og jeg har forsømt min hjemmeside alt for meget, så det skal der laves om på. Noget af fraværet har dog været helt bevidst, da jeg har været en tur i Las Vegas, og jeg bare ikke er typen, som annoncerer den slags, før jeg er vendt hjem igen. Men resten af tiden er simpelthen hen bare strøget afsted, fordi der har været meget at lave på arbejdsfronten – og så er man jo nødt til at prioritere.

Nu håber jeg, at der er ved at være lidt luft, og de kommende nyheder vil derfor på en måde være ‘gamle’ nyheder, men jeg synes ikke, I skal gå glip af dem. Der er virkelig sket meget på det sidste, og jeg har også nogle sjove historier at fortælle fra Las Vegas. Derudover er jeg kommet i besiddelse af en Mac computer, og det har givet anledning til nogle gode grin (Hvem flyttede @-tasten? Og hvem er løbet med Del-tasten?). Også på husfronten er der ved at komme lidt gang i den. Kommunen har nemlig besluttet sig til at lægge fortov, hvilket betyder, at vi kan få færdiggjort vores forhave – JUBII!!!! 

House

En MCITP bestået

Årets første eksamen er nu vel overstået. Det er planen, at jeg skal bestå 4 Microsoft eksaminer i år, og den første er nu bestået. De 2 første eksaminer er planlagt til at være Windows 7 eksaminer, og denne gang var det så den eksamen, der gav mig titlen MCITP: Enterprise Desktop Support Technician 7. Jeg har ikke helt forstået, hvorfor Microsoft har besluttet, at de titler skal være så lange. Der er jo ingen, som kan huske dem. Det betyder, at jeg nu har 3 MCITP titler.

Det har været en travl periode på arbejdet, så jeg var lidt spændt på, hvordan det ville gå til eksamen. Det startede selvfølgelig med, at selve eksamen skulle drille. Den ville ikke starte, men efter den blev sat på plads af teknikeren, så kørte det. Eksamen var lang, og den var svær, syntes jeg. Måske også fordi jeg til dagligt ikke fejlfinder f.eks. Internet Explorer og plug-ins. Og jeg kender intet til tidszone problematikker – det er begrænset, hvor mange tidszoner, der er i en virksomhed, som kun befinder sig på en adresse!

Næste eksamen er, som nævnt, også en Windows 7 eksamen, og så skulle Windows 7 vist også være uddebatteret. Den foreløbige plan er, at jeg skal til eksamen i slutningen af juni, men det afhænger lige af et par ting på arbejdet. 

Microsoft Certification

Dummere

Det er selvfølgelig en tåbelig ting at sige, men det er vist, hvad man plejer at sige, når man får trukket visdomstænder ud. Det var nemlig blevet tid til at komme af med mine to visdomstænder, fordi de simpelthen var begyndt at blive hullet. Nu er jeg ikke specielt glad for at gå til tandlægen, så jeg var noget spændt, da jeg mødte op.

Min tandlæge var dog meget sød. Han tog det stille og roligt og forklarede mig, hvad der skulle ske, og hvor lang tid det ville tage. Og det gik præcist, som han sagde og tog ikke særlig lang tid. Bagefter fik jeg at vide hvordan og hvorledes de næste par dage, og så var der krise… ingen varm mad eller drikke det næste døgn. Og jeg er altså bare ikke til yoghurt, ymer, koldskål osv. Altså skulle jeg finde noget mad, som var koldt og blødt, så det blev til et par ostemadder om aftenen, hvilket i øvrigt tog en evighed at spise. Derfor måtte jeg fortsætte direkte til desserten, som var kage – ellers var jeg aldrig kommet i seng! Nu vil det så senere vise sig, om min visdom er forsvundet helt, eller om noget af den stadig er intakt! Det lykkedes mig i hvert fald at finde en hjemmeside, som sælger billige e-bøger. Den kan absolut anbefales til engelske bøger, og jeg købte lige et par stykker som belønning for at have klaret tandudtrækningen uden problemer.

Tooth

Ny lampe

Jeg er meget besværlig, når det gælder belysning. Derfor har vi i årevis brugt en uplight med dens indirekte belysning som eneste lyskilde i stuen. Ja da, vi har også et par lamper (halogen) hængende over sofabordet, men vi bruger dem aldrig. For selvom jeg godt kan lide halogenlyset, så irriterer det mig i længden, når vi ser tv, til trods for at de kan dæmpes. Derimod kan jeg ikke lide lyset fra spare pærer mm, fordi lyset efter min mening er forkert.

Ulempen ved en uplight er elforbruget, så jeg har i et stykke tid ledt efter en erstatning. Men det er ikke lige noget, jeg finder i nærmeste forretning. Til gengæld har jeg i et par måneder luret lidt på Philips Living Colors koncept. Så da jeg fandt lampen billigt i Tyskland, syntes jeg, at det var på tide at afprøve den.

Hvad er så Living Colors? Det er en lampe, som giver indirekte belysning – og med den store model, som jeg har købt – kan man vælge mellem 16 millioner farver (den lille har ‘kun’ 256). Det vil sige, at lampen kommer med en fjernbetjening med et farvehjul, hvor man simpelthen bare rør ved farven, man ønsker. Derudover kan man ændre farvemætheden af den pågældende farve samt dæmpe lyset.

Lampen bruger en tiendedel i el i forhold til den gamle uplight, så det er absolut en gevinst, og vi er meget glade for den. Men – og der skal engang imellem også være et men – den er svær at placere. Vi har ikke meget ledig vægplads, men et stort vinduesparti med gardiner, og det gør det svært, når man skal placere lampen, for gardiner kaster ikke meget lys tilbage. Desuden er farven på væggene lysegul, mens gardinerne er grønne, så det forvrænger farven fra lampen. Selve lampen lyser kraftigt, så man skal ikke stille den et sted, hvor man kan se lyskilden, og det gør også, at der vil komme en del skyggevirkning. Lige nu mangler vi at ‘lege’ uplight med den. Det kunne være, at den ville være ideel, hvis den fik lov til at bruge loftet til genskær, så det skal afprøves på et tidspunkt. 

Philips Living Colors

Digital fotoramme

Vi er i en smule sorg… Vi er nemlig kommet af med vores digitale fotoramme, som vi var blevet så glade for. Nåh, men det er måske også at foregribe fortællingen ved at starte med slutningen, så jeg må vel hellere starte forfra. Min mor fyldte rundt sidste år, og min søde samlever havde fundet den perfekte fødselsdagsgave til hende – en digital fotoramme. Hun havde ikke rigtig selv nogle ønsker, og vi tænkte, at en fotoramme ville skabe glæde, eftersom hun har et digitalt kamera og tager billeder, men aldrig får dem set på computeren.

For det første er det ikke nemt at vælge en fotoramme. Mit primære kriterie var billedkvalitet. Min mor er ikke teknisk kyndig på det område, så det var fuldstændig ligegyldigt, om fotorammen havde wi-fi, radio, afspilning af film mm, så jeg besluttede mig for, at jeg gerne ville købe i en forretning, så jeg kunne vurdere billedkvaliteten. Men det var komplet umuligt at finde de lidt dyrere modeller. Jeg fandt hurtigt ud af, at Sony laver nogle gode fotorammer, men ikke engang Sony Centrene kunne vise mig de forskellige modeller, og de vidste heller ikke, hvornår de fik nogle på lager!

Nåh, så var det tilbage foran computeren og tage chancen, så jeg bestilte over nettet – i god tid før fødselsdagen. Men leverancen kom ikke som lovet, så blev den udskudt, og udskudt igen. Så trak de pengene uden at sende varen, men udskød leveringen endnu engang, så jeg besluttede at ophæve handelen. Det gik overraskende godt, men jeg stod nu og skulle bestille et andet sted, vel vidende, at jeg ikke kunne få leveret fotorammen inden selve dagen – øv.

Fotorammen ankom, og som planlagt fik vi den leveret, så vi kunne sætte os ind i den og lægge billeder på. Det vil sige, at vi havde den stående i 1½ uge, og det var faktisk en succes. Vi nød at få vist nogle af de billeder, som vi aldrig ser. Men dagen kom, hvor vi var nødt til at levere den til rette ejer – min mor. Og hun er meget glad for den – mens vi går hjemme og savner den meget! 

Billede: Billede taget sidste år i Disneyland Paris

Disneyland Paris

Godt nytår 2011

2010 har været et begivenhedsrigt år, og jeg fik endda overholdt mit nytårsforsæt: Større brug af min hjemmeside. Hjemmesiden har været omlagt et par gange i løbet af året, og samtidig har jeg fået opdateret den jævnligt, hvilket alt i alt har taget en del tid. Derfor har projektet med at lægge flere billeder på hjemmesiden også taget længere tid end forventet. Men hvad? Man kan ikke nå alting på ingen tid. Så hvad byder 2011 mon på?

2011 byder forhåbentlig på færdiggørelse af vores forhave. Det vil godt nok være skønt, hvis hele haveprojektet kan blive færdiggjort, så vi ikke skal reservere flere penge til det – det har næsten opført sig som et sort hul. Vi vil stadig gerne have en bil, men det når vi vist ikke at spare sammen til i 2011, så den må vente til næste år.

I år har jeg ikke noget nytårsforsæt. Jeg forventer, at udvidelsen af min hjemmeside vil fortsætte, for projektet er nu så godt i gang, at vedligeholdelsen er blevet noget nemmere. 2011 bliver et meget spændende år, men det må I vente med at høre om, til tiden sig nærmer… Godt nytår til alle. 

Happy New Year