Tag Archives: iPad

Salg af iPad

Jeg er ikke typen, som er god til at sælge mine brugte varer. Jeg er ikke god til at forlange mange penge, og jeg gider ikke forhandle om prisen. Og så synes jeg ofte, at folk tror, at deres gamle ting er guld værd, hvilket jeg absolut ikke er enig i.

De få gange jeg har skullet sælge gamle Apple ting har jeg slået et smut forbi et par hjemmesider for at se, hvor jeg kunne få mest for tingene, og så var det det. Denne gang skulle jeg sælge en meget gammel iPad for et familiemedlem, og jeg forventede ikke at få mere end et par håndører for den. Hvis jeg var heldig ville jeg få 100 kr.

Jeg kommer ind i forretningen og lægger den gamle iPad på bordet. Ekspedienten bliver så imponeret over den pæne stand, iPad’en er i, at han giver mig 200 kr for den – juble. Det var absolut ikke, hvad jeg havde forventet, så jeg var helt stolt, da jeg forlod forretningen.

Jeg bliver aldrig en super sælger, men jeg ved i hvert fald, hvor jeg går hen næste gang, jeg skal sælge Apple ting.

At Schloss Seehof
Området ved Schloss Seehof

Otterbox

For noget tid siden tog orkesteret, som jeg holder pause fra, kontakt til mig og spurgte, om jeg kunne hjælpe til en koncert. Det hverken ville eller kunne jeg sige nej til – selvfølgelig vil jeg hjælpe. De skulle spille til en picnickoncert magen til den, som jeg var med til at spille til sidste år.

Siden sidst har jeg fået ny iPad, så jeg fik pludselig travlt med at finde et ordentlig cover til den, som kan tåle lidt af hvert. Tidligere har jeg altid købt Griffin Survivor cover til mine iPads, fordi de kan tåle regn, støv og tab, men denne gang var det ikke en mulighed, da de ikke havde lavet samme cover til min nye iPad. Så det var på jagt efter noget andet.

Jeg stod til sidst og skulle vælge mellem 2 forskellige – Otterbox og UAG. UAG har en certificering i forhold til at tabe iPad’en men ingen beskyttelse i forhold til regn og støv. Til gengæld var der flere på YouTube, der klagede over Otterbox, fordi skærmbeskyttelsen forhindrede folk i at bruge iPad’en, fordi touch slet ikke virkede. Jeg fandt en enkelt, som nævnte, at hvis man i forvejen havde skærmbeskyttelse i form af tempered glass, så ville det ikke virke. Jeg har ingen beskyttelse på min iPad, så jeg tog chancen og bestilte Otterbox, da jeg godt kunne lide, at iPad’en var pakket helt ind.

Otterbox blev afprøvet til picnickoncerten, og jeg var meget tilfreds med resultatet. Ja, med alt beskyttelse bliver iPad’en noget buttet og ikke særlig elegant, men den kan tåle at blive brugt udendørs, og så er den stadig lettere og mere elegant end en mappe fyldt med papirer. Og når det blæser, så har jeg ingen problemer med noder, der flyver eller klemmer der skal sættes overalt.

Koncerten gik godt, og dirigenten havde valgt et mix af march musik og pop. Efter min mening blev pop-numrene leveret med lidt for meget march over sig, men vi er alle forskellige. Til gengæld var march numrene lige i øjet.

iPad Cover
De 4 dele som Otterbox coveret består af
iPad Cover
Bagsiden af coveret, når det er samlet
iPad Cover
Forsiden af coveret, når det er samlet

iPad Pro

Jeg har været så heldig at få nogle overarbejdspenge udbetalt fra mit arbejde. Normalt ville pengene ryge direkte ind på opsparingskontoen, men denne gang valgte jeg at bruge nogle af dem på en Apple dims. Apple har lavet en stor iPad, og jeg har gået og luret lidt på den, for det ville da være rart med sådan en til mine noder.

Nu har jeg modtaget den, og jeg har overhovedet ikke fortrudt. Det er utrolig, hvor hurtigt jeg er blevet vant til størrelsen. Pludselig er den ‘almindelig’ iPad lille, og noderne på den er nærmest mikroskopiske 🙂 Jeg har også valgt at købe den med meget hukommelse, for med mit ekspanderende nodearkiv, så er det nødvendigt. Til gengæld har jeg fravalgt muligheden for at sætte SIM kort i den. Jeg synes ikke, at det er så vigtigt, for jeg kan jo altid komme på nettet via min telefon, og så kan jeg spare de penge.

En anden ting, jeg har købt, er en Apple pencil. Den gør det noget nemmere at lave notater i mine noder – og så er de læselige! Den spidse pen gør det også meget nemmere at ramme det rigtige sted i noderne.

På et tidspunkt skal jeg selvfølgelig have købt et ‘survivor’ cover til den store iPad, for den er meget mere sårbar overfor skader, hvis den ryger på gulvet, men jeg ser lige tiden an, for lige nu er der ikke så stort udvalg på markedet.

iPad

Glædelig jul 2014

En gave fra firmaet er altid rar – også selvom det ikke er en rigtig gave. Det er nemlig besluttet, at alle medarbejdere skal have en iPad som arbejdsredskab, der hvor jeg arbejder. Og hvad gør man, når ens chef ringer og siger, at det er ok at hente ‘dyret’ mellem jul og nytår, selvom man har ferie?

Ja, jeg var nærmest allerede på vej ud af døren. Og det gik så stærkt, at det var først, da jeg stod af på stationen tæt på arbejdet, at jeg fandt ud af, at jeg havde glemt mine nøgler. Hvad gør man så? Først forsøgte jeg at ringe til en kollega for at høre, om jeg havde nogle muligheder for at komme ind i bygningen. Firmaet har lukket mellem jul og nytår, så der var ingen på arbejde, der kunne hjælpe. Og nej, min kollega kunne heller ikke hjælpe mig.

Det endte med at vi lavede en aftale om at mødes på halvvejen, og så ville jeg give noget mad og køre ham hjem bagefter. Nøj, hvor var jeg sur på mig selv over, at jeg ikke havde husket de nøgler. Så det, som jeg regnede med, skulle være en halvdagstur blev lige pludselig til en heldags seance. Nåh, men jeg fik da fat i dimsen, så jeg har lidt at lege med i juledagene.

Merry Christmas

Fairytale of New York på sax (det er mig, der spiller sax)

Santa Claus