Tag Archives: Music

London 2018

Ærlig talt så var det en fejl, da jeg bookede turen til London. Først havde jeg besluttet ikke at ville afsted, uanset om Gareth McLearnon ville afholde julearrangement eller ej, men så blev jeg alligevel grebet af tanken, da jeg så hans kalender, og så kunne jeg også få serviceret min fløjte ved samme lejlighed.

Da jeg nærstuderede Gareth McLearnons kalender fandt jeg ud af, at jeg havde set under 2017 i stedet for 2018 år – øv, sikke en skuffelse. Næste øv var, da jeg fandt ud af, at min mail til Just Flutes om servicering af min fløjte var gået tabt, og dermed havde de ikke tid til den. Altså var turen booket, men jeg havde egentlig ikke noget, jeg skulle derover efter.

Heldigvis viste det sig at blive en utrolig hyggelig og afslappet juletur. Ingen aftaler gjorde, at der blev tid til at juleshoppe i ro og mag. Jeg fandt et kæmpe indkøbscenter, og julepynten var lige i øjet. Til min store overraskelse faldt jeg over nogle farvede sokker, som jeg godt kunne lide. Normalt er jeg til ‘kedelige’ sort sokker med et lille diskret motiv over anklen. Happy Socks laver sokker med alle mulige mønstre i alle mulige farver, og jeg fandt nogle med diamant mønster, som jeg godt kunne lide. Og så fandt jeg nogle sokker med fugle til min mor (de var en stor succes).

Der blev også tid til at kigge ind i en musikforretning, så jeg kunne kigge på noder. De havde fået en tilbudsordning – køb 10 hæfter og få nr 11 gratis. Jeg kunne ikke finde så mange nodehæfter, men senere på aftenen finder jeg ud af, at der faktisk lægger to forretninger på samme gade fra samme kæde. Og den anden forretning er faktisk node-specialisten. Et kig ind i den, og jeg finder de resterende hæfter, så jeg i alt rammer 11 stk. I modsætning til Danmark hvor det altid er billigste hæfte, der er gratis så, uden jeg sagde noget, fik jeg det dyreste hæfte gratis. Fantastisk.

Eneste minus ved ovenstående indkøb var, at min kuffert var for tung til at tage med som håndbagage. Jeg havde nemlig denne gang valgt at rejse med SAS, og i modsætning til British Airways, som tillader op til 20 kg, så tillader SAS kun 10 kg. Øv, det var en nitte. Så næste gang vælger jeg British Airways i stedet for SAS.

Christmas decoration
Julepynt i et indkøbscenter
Christmas decorations in a mall
Julepynt i et indkøbscenter

Juledekorationer og julekoncerter

Så er vi kommet et stykke ind i december, og jeg har lavet mine juledekorationer, pyntet juletræet og julepyntet hele huset. Jeg er altså klar til den søde juletid – og så har jeg ferie resten af året!! Hvor heldig kan man lige være? Det er nu også meget rart, for jeg har 4 julearrangementer med det ene orkester, så det er rart, at arbejdet ikke kalder også.

Det kedelige er, at vores faste dirigent har valgt at stoppe hos os, og det har givet en del problemer med at finde dirigenter, der ville øve med os og tage ud og spille med. Alle er sådan set allerede optaget. Som erstatning har en fra orkesteret taget udfordringen op, og det er virkelig godt gjort.

Jeg skal ærlig indrømme, at jeg ikke forstår ham, når han prøver at forklare, hvad han gerne vil have. Skyer, spindelvæv og bolde kan jeg simpelthen ikke relatere til musik, men sådan kommunikerer vi forskelligt. Og så er han stor fan af Nu tændes tusind julelys, og her ser jeg en stor fejl, da den bare ikke lyder godt, når orkesteret spiller den. Det virker som om, at han bare gerne vil have den til at lyde godt, og så falder den fuldstændig til jorden, musikerne ikke kan få den til at hænge sammen.

Jeg krydser fingre for, at de sidste koncerter lyder godt og at dem, som har hyret os, bliver tilfredse. Det er altid rart, hvis vi bliver inviteret til at spille igen næste år.

Christmas decoration

Forberedelse til nytårskoncerter 2019

Det er så sjovt at være med i wienerorkesteret og meget anderledes end de 2 andre orkestre, jeg spiller med i. I de 2 andre orkestre øver vi en gang om ugen i 10-11 måneder om året. Personligt kan jeg godt blive lidt træt af den gentagne natur af dette og bare have lyst til at blive hjemme – simpelthen for at bryde mønstret.

I wienerorkesteret øver de kun, inden de skal ud og spille. Ja, jeg ved godt, at det ikke er mere end et par måneder siden, vi var ude at spille sidst, men jeg synes nu alligevel, at det er fascinerende, at der kun planlægges 2 øvegange, inden vi skal spille 4 koncerter i januar. Men omstændighederne er også anderledes. Det forventes, at folk kan spille og går hjem og øver.

Og nej, du læste ikke forkert… vi skal spille samtlige 4 søndage i januar. De 3 af arrangementerne foregår i kirker og er inklusiv nogle af de unge talenter fra Lions arrangementet, mens det 4. arrangement er på et plejehjem, og her er det talenter fra wienerorkesteret, der underholder, samt et orkester, der spiller evergreens (ledes af den samme som står for wienerorkesteret).

iPhone Cover
Vinter cover til min iPhone

Øvedag

Vi har tidligere haft en hel øvedag i det ene orkester, hvor der bliver inviteret ekstra lærere, så vi for alvor kan blive dygtigere til at spille vores numre. Nu har vi ikke så mange penge, og den slags lærere er dyre, så egentlig var det ikke meningen, at det skulle blive til noget i år, men så var der heldigvis nogle, som ville sponsorere nogle penge til formålet – skønt.

Vi er 3 træblæsere, så det bliver en intensiv dag, når der bliver inviteret en lærer til træblæsere. Her skal lige bemærkes, at der er flest messingblæsere i orkesteret (ca 15), og vores dirigent er også messingblæser, så til dagligt får jeg ikke nogle god råd fra dem omkring det at spille på saxofon. Der skete så det, at begge de 2 andre træblæsere meldte afbud til dagen, så der stod jeg alene – faktisk glædede jeg mig meget.

Desværre startede dagen temmelig dårligt, eftersom min lærer tilbød at tage en af messingblæserne med ind, fordi vi ofte spiller samme rytme i numrene. Den messingblæser er nemlig på begynderstadiet, så der skal læses noder, rytmen skal studeres, og der bliver ikke altid spillet de rigtige toner. Heldigvis fandt min lærer hurtigt ud af, at det var et meget dårlig match (jeg sad og kedede mig det meste af tiden), så hun undskyldte os med, at vi skulle snakke mundstykker, blade osv, og så var vi alene resten af tiden.

Hurtigt fik min lærer sat fingeren på nogle dårlige vaner, som jeg skulle rette op på – dejligt. Til gengæld var vi ikke helt enige omkring udstyr. Det var helt tydeligt, at hun ikke vidste, hvad der var nyt, så mit kunstblad og mit ‘mærkelige’ ligatur var straks noget hun bemærkede. Men det var altså ikke årsagen til mine problemer (hun testede det selvfølgelig ved at lade mig spille med hendes ligatur, hvilket ikke hjalp på mit problem). I stedet fik jeg lige ændret på min embouchure, hvilket gjorde en verden til forskel, så nu skal der hjem og øves.

iPhone cover
Cover til iPhone

Spille for formand

Små arrangementer er der også plads til. Denne gang skulle vi spille for formanden i orkesteret. Hun fyldte rundt og havde spurgt, om vi havde mulighed for at komme og spille nogle numre. Det er en tradition, at vi dukker op til den slags, når orkestermedlemmerne f.eks. fylder rundt, så selvfølgelig dukkede vi op.

Vores normale trommeslager kunne ikke komme, og da vi ikke er særlige gode til at holde tempoet oppe uden, så var vi lidt på spanden i dette tilfælde. Heldigvis har formandens søn spillet tromme i en garde, så han blev spurgt, om han havde lyst til at slå løs på en tromme. Det ville han gerne, og så blev den lille koncert vel overstået.

Bamberg
Udsigt over Bamberg

Lions arrangement

Min første optræden med wienerorkesteret som fast medlem er vel overstået. Det var Lions, der stod for arrangementet i en kirke, og udover os var der inviteret 4 talentfulde unge mennesker. De skulle spille mellem nogle af vores numre, dels for at give variation på dagen men også for at have muligheden for at spille for et større publikum, som ikke er forældre/bedsteforældre osv.

Der var flere numre, som afhang af mig, fordi jeg skulle spille melodien, som den eneste en del af tiden, så da jeg pludselig fik problemer med min saxofon, så var jeg noget på den. Når jeg brugte oktavknappen og kom over et vist punkt i registreret, så var jeg simpelthen afhængig af at kunne spille tonen som overtone. Det var som om oktavknappen ikke var trykket ned. Det gjorde, at jeg kom på overarbejde, og nervøsiteten steg, da jeg var bange for, at det ikke lød godt.

Jeg kæmpede mig igennem, og fik bagefter at vide, at det ikke kunne høres, men på en optagelse af nogle af numrene, som jeg har hørt, kunne jeg altså godt høre det. Om det så er fordi jeg ved, hvad jeg skal lytte efter, ved jeg ikke. I hvert fald er der ingen tvivl – min saxofon trænger til at bliver skilt ad og renset.

Inside a church
Fra en kirke i Bamberg

Big band

Jeg har for anden gang spillet ude sammen med big bandet. Denne gang skulle vi spille i en kirke, og det skulle være de sædvanlige 2 gange 45 minutter. Også denne gang var jeg spændt på, hvor mange der ville komme og lytte til os, og til min overraskelse blev kirken godt fyldt.

Det var et fantastisk publikum og en dejlig aften. Manden, der står for det wienerorkester, som jeg også spiller med i, var endda en af tilhørerne. Det gav mig en smule nerver, da jeg godt ville gøre et godt indtryk. Og ja, jeg ved godt, at det er to helt forskellige typer musik, så det kan ikke helt sammenlignes, men alligevel betød det noget for mig.

Heldigvis gik det godt, og jeg må også give stor ros til den sanger, som vi har med. Hun synger altså godt. Og vores dirigent er hyggelig og rigtig god til at præsentere numrene. Så jeg har besluttet at komme fast i big bandet, men pga arbejdet kan ikke overskue at deltage hver uge, men planlægger at jeg kommer ca hver anden gang. 

Inside a church

Foreningernes dag

Det var igen blevet tid til den årlige ‘Foreningernes Dag’ i kommunen, og i år skulle vi spille 2 gange i løbet af dagen. Sædvanen tro spillede vi til åbningen af dagen i en halv times tid, og til vores store overraskelse blev vi udnævnt til husorkester.

Det betyder, at vi fremover får penge for at spille til åbningen, hvilket er skønt, da det koster os penge, når vi deltager i dagen, da vores dirigent skal have løn. Vores numre var en success, og vi syntes også selv, at det gik godt. Derudover var vejret for en gangs skyld med os, hvilket gjorde dagen så meget mere hyggelig.

Det er i øvrigt ferietid for mig, og jeg er klar til at tage til Tyskland om et par dage. Jeg glæder mig.

Owl
Billede fra Zoo

Medlem af wienerorkester

Jeg vil ikke sige, at jeg har gået og ventet på den telefonopringning, men jeg havde da håbet, at det ville ske på et tidspunkt. Jeg er nemlig blevet ringet op for at høre, om jeg vil spille med sammen med wienerorkesteret. Denne gang ikke som solist, men som almindeligt medlem. Dermed er jeg officielt blevet fast medlem – juble.

Det var så hyggeligt, sidst jeg spillede med dem, og jeg gik derfra med håbet om, at de ville kontakte mig, næste gang de skulle ud og spille, og det skete så. Vi skal spille til et Lions arrangement, hvor der også kommer nogle unge musiktalenter, som skal spille ind imellem. På den måde bliver det et varieret repertoire. Så der er hermed lagt nogle øvegange i kalenderen.

Gekko
Billede fra en zoo

Picnickoncert

Picnickoncerten er vel overstået. Vejret artede sig rimelig pænt. Det var varmt, og der kom kun en enkelt byge midt i det hele. Den var heldigvis ikke særlig stor, så det var til at leve med.

Koncerten startede med, at vi alle skulle marchere frem til flagstangen, samtidig med at vi spillede et nummer. Stadsorkesteret er jo vant til at marchere, men det er vi ikke. Og sådan en som mig har aldrig prøvet det, og eftersom jeg ikke var forberedt på det, så kunne jeg heller ikke melodien uden ad. Så det endte med, at jeg bare gik uden at spille. Derudover var der problemer med at følge tamburmajoren, så nogle gjorde den fejl, at de fulgte sidemanden. Problemet med det er, at når man er mange nok, der går efter hinanden, så vil det give en ekko effekt – og det gjorde det også. Nå, men sådan er det, når man skal gøre noget, man aldrig har prøvet før, og så endda uden generalprøve.

Hvert orkester skulle spille ca 25 min, og der blev spillet meget forskellig musik. Til min overraskelse var det ene orkester temmelig dårligt, og det undrede mig meget, da jeg tidligere har hørt dem spille helt fantastisk. Hvad der lige var gået galt for dem, ved jeg ikke.

Igen skulle jeg spille sammen med stadsorkesteret, og jeg var ikke den eneste, der var midlertidigt medlem. Det lød ærlig talt meget godt, og jeg ærger mig lidt over, at jeg ikke har nemmere tilgang til at kunne spille sammen med dem. De har i øvrigt en meget dygtig slagstøjsspiller, som i dagens anledning var blevet lånt ud til alle orkestre. Han hjalp også os med alt det slagtøj, som ikke var trommesæt.

Det var en hyggelig dag, hvor både min mor og moster var dukket op som tilskuer. Og fordi der var flere andre orkestre, så var der rimelig pænt med tilskuere – dejligt.

Orchester
Orkesteret som jeg normalt spiller sammen med
Orchester
Stadsorkesteret som jeg fik lov til at spille sammen med
All orchesters
Fællesspil med alle tilstedeværende orkestre