Vi har tidligere haft en hel øvedag i det ene orkester, hvor der bliver inviteret ekstra lærere, så vi for alvor kan blive dygtigere til at spille vores numre. Nu har vi ikke så mange penge, og den slags lærere er dyre, så egentlig var det ikke meningen, at det skulle blive til noget i år, men så var der heldigvis nogle, som ville sponsorere nogle penge til formålet – skønt.

Vi er 3 træblæsere, så det bliver en intensiv dag, når der bliver inviteret en lærer til træblæsere. Her skal lige bemærkes, at der er flest messingblæsere i orkesteret (ca 15), og vores dirigent er også messingblæser, så til dagligt får jeg ikke nogle god råd fra dem omkring det at spille på saxofon. Der skete så det, at begge de 2 andre træblæsere meldte afbud til dagen, så der stod jeg alene – faktisk glædede jeg mig meget.

Desværre startede dagen temmelig dårligt, eftersom min lærer tilbød at tage en af messingblæserne med ind, fordi vi ofte spiller samme rytme i numrene. Den messingblæser er nemlig på begynderstadiet, så der skal læses noder, rytmen skal studeres, og der bliver ikke altid spillet de rigtige toner. Heldigvis fandt min lærer hurtigt ud af, at det var et meget dårlig match (jeg sad og kedede mig det meste af tiden), så hun undskyldte os med, at vi skulle snakke mundstykker, blade osv, og så var vi alene resten af tiden.

Hurtigt fik min lærer sat fingeren på nogle dårlige vaner, som jeg skulle rette op på – dejligt. Til gengæld var vi ikke helt enige omkring udstyr. Det var helt tydeligt, at hun ikke vidste, hvad der var nyt, så mit kunstblad og mit ‘mærkelige’ ligatur var straks noget hun bemærkede. Men det var altså ikke årsagen til mine problemer (hun testede det selvfølgelig ved at lade mig spille med hendes ligatur, hvilket ikke hjalp på mit problem). I stedet fik jeg lige ændret på min embouchure, hvilket gjorde en verden til forskel, så nu skal der hjem og øves.

Små arrangementer er der også plads til. Denne gang skulle vi spille for formanden i orkesteret. Hun fyldte rundt og havde spurgt, om vi havde mulighed for at komme og spille nogle numre. Det er en tradition, at vi dukker op til den slags, når orkestermedlemmerne f.eks. fylder rundt, så selvfølgelig dukkede vi op.

Vores normale trommeslager kunne ikke komme, og da vi ikke er særlige gode til at holde tempoet oppe uden, så var vi lidt på spanden i dette tilfælde. Heldigvis har formandens søn spillet tromme i en garde, så han blev spurgt, om han havde lyst til at slå løs på en tromme. Det ville han gerne, og så blev den lille koncert vel overstået.

Det var igen blevet tid til den årlige ‘Foreningernes Dag’ i kommunen, og i år skulle vi spille 2 gange i løbet af dagen. Sædvanen tro spillede vi til åbningen af dagen i en halv times tid, og til vores store overraskelse blev vi udnævnt til husorkester.

Det betyder, at vi fremover får penge for at spille til åbningen, hvilket er skønt, da det koster os penge, når vi deltager i dagen, da vores dirigent skal have løn. Vores numre var en success, og vi syntes også selv, at det gik godt. Derudover var vejret for en gangs skyld med os, hvilket gjorde dagen så meget mere hyggelig.

Det er i øvrigt ferietid for mig, og jeg er klar til at tage til Tyskland om et par dage. Jeg glæder mig.

Picnickoncerten er vel overstået. Vejret artede sig rimelig pænt. Det var varmt, og der kom kun en enkelt byge midt i det hele. Den var heldigvis ikke særlig stor, så det var til at leve med.

Koncerten startede med, at vi alle skulle marchere frem til flagstangen, samtidig med at vi spillede et nummer. Stadsorkesteret er jo vant til at marchere, men det er vi ikke. Og sådan en som mig har aldrig prøvet det, og eftersom jeg ikke var forberedt på det, så kunne jeg heller ikke melodien uden ad. Så det endte med, at jeg bare gik uden at spille. Derudover var der problemer med at følge tamburmajoren, så nogle gjorde den fejl, at de fulgte sidemanden. Problemet med det er, at når man er mange nok, der går efter hinanden, så vil det give en ekko effekt – og det gjorde det også. Nå, men sådan er det, når man skal gøre noget, man aldrig har prøvet før, og så endda uden generalprøve.

Hvert orkester skulle spille ca 25 min, og der blev spillet meget forskellig musik. Til min overraskelse var det ene orkester temmelig dårligt, og det undrede mig meget, da jeg tidligere har hørt dem spille helt fantastisk. Hvad der lige var gået galt for dem, ved jeg ikke.

Igen skulle jeg spille sammen med stadsorkesteret, og jeg var ikke den eneste, der var midlertidigt medlem. Det lød ærlig talt meget godt, og jeg ærger mig lidt over, at jeg ikke har nemmere tilgang til at kunne spille sammen med dem. De har i øvrigt en meget dygtig slagstøjsspiller, som i dagens anledning var blevet lånt ud til alle orkestre. Han hjalp også os med alt det slagtøj, som ikke var trommesæt.

Det var en hyggelig dag, hvor både min mor og moster var dukket op som tilskuer. Og fordi der var flere andre orkestre, så var der rimelig pænt med tilskuere – dejligt.