På sin vis er jeg glad, på den anden side er jeg en smule ked af det. Jeg har valgt at stoppe min saxofon undervisning – eller sætte den på pause. Jeg har været utrolig glad for undervisningen, og jeg har lært ufattelig meget. Jeg har både lært nye teknikker, og jeg har lært at improvisere. Det sidste er måske lige optimistisk nok, men jeg er da kommet i gang.

Tidligere er der aldrig kommet en tone ud af mig, hvis ikke jeg havde noder foran mig. Nu kommer der i det mindste toner og rytme, og selvom jeg (selvfølgelig) ikke selv er tilfreds, så siger min lærer, at det er meget bedre, end de fleste andre studenter præsterer.

Nu er jeg dog træt af at være hængt så meget op på undervisning. Så jeg glæder mig til at sætte undervisningen på pause. På sin vis kan jeg godt lide struktur, men nu har jeg behov for en pause. Nu skal jeg så selv øve videre, og jeg er ikke sikker på, at jeg er i stand til det, men jeg giver det et forsøg.

Jeg har lært diverse tricks i forhold til at spille. Jeg har også fået en god introduktion til, hvad jeg skal træne, og specielt hvordan jeg skal bruge lange toner til at forbedre tonen, lydstyrke, tuning, vibrator osv. Det gav så meget mening, og når det giver mening, så er det nemmere at øve. Jeg har også fundet ud af, at jeg kan transkribere en solo. Og jeg er blevet bedre til at spille uden noder. Specielt det sidste skal jeg dyrke noget mere.

På den anden side glæder jeg mig til at fortsætte undervisningen, for det giver mig en masse energi at lære.

For første gang skal big bandet spille i sommerferien, og for første gang skal vi spille på en festival. Det er ikke nogen stor festival, men det gør ikke noget. Jeg glæder mig og synes, at det bliver spændende. Desværre driller min migræne mig, men jeg tager mine piller, og så kører jeg afsted.

Jeg undrer mig over parkeringsforholdene. Man skal simpelthen bare parkere i den ene side af vejen. Til gengæld bliver jeg positivt overrasket over, at vi skal spille i et telt med professionelt lydudstyr. Det er dog temmelig irriterende med scenelyset – specielt fordi jeg har migræne. De andre musikere er så søde, at de sørger for, at det bliver slukket, indtil vi skal optræde, så min migræne får en smule fred.

Da vi går i gang med at spille, er der kommet hele 3 tilhørere, og de er alle nogle der er slemt med af orkestermedlemmer. Vi spiller og har det sjovt, men det er først til de sidste to numre, at der dukker 3-4 ukendte mennesker op.

Jeg har det ekstremt dårligt, da vi er færdige, og det ærgrer mig, at jeg har kørt den lange vej, når der ikke kom nogle tilskuere. Og det ærgrer mig endnu mere, at jeg kørte afsted eftersom jeg havde migræne. Jeg burde være blevet hjemme.

Min mini koncert i kirken er overstået. Jeg er ikke sikker på, om det var en succes. Halvdelen af numrene var uden backing track, og jeg har på fornemmelsen, at flertallet af tilskuerne bedst kunne lide dem. Det kan også bare være, at jeg fokuserer på det værste, men de par stykker som sagde noget (og som ikke var familie) bemærkede prompte, at backing tracket til det ene nummer var for højt.

I alt var der 11 numre – 4 uden backing track og 7 med. Så hvis den første kommentar er, at backing tracket var for højt til det ene nummer, så var det åbenbart det, som folk gik derfra med. Derudover var folk ikke rigtig interesseret i ekstra nummer. Der var nogle bekendte med, og de begyndte at ønske et ekstra nummer, men det var tydeligt, at der ikke var interesse for det hos resten af publikum.

Jeg synes, at det gik meget bedre i år end sidste år, for det giver mig en del ro, når jeg har backing tracks med, så det hele ikke hænger på mig. Og så synes jeg, at det er bedre. Det giver noget mere rytmisk – nok fordi jeg ikke er god nok til at spille alene. Jeg tror ikke, at jeg bliver inviteret til næste år, men det er faktisk også fint med mig. Jeg har ikke et behov for at optræde, men jeg har været glad for muligheden og udfordringen. Jeg synes, at jeg har fået en hel masse ud af det. Helt specifik har jeg af den årsag fået undervisning, og det har været guld værd.

Jeg er så glad, fordi jeg besluttede at tage online undervisning i saxofon. Jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle forvente. Helt specifikt ville jeg gerne have hjælp til at finde det rette repertoire til min kirke koncert, for det var ikke muligt at få hjælp af min danske lærer.

Den lærer jeg har nu er helt fantastisk. Det er tydeligt, at han er meget mere professionel, men han er også vant til at undervise på forskellige niveauer. Jeg har lært så meget indtil nu, og han har hjulpet mig med at få mit repertoire til kirke koncerten på plads, så nu skal der bare øves.

Spørgsmålet blev så, hvad jeg nu ville lære. Jeg har før haft lærere, der synes, at jeg skal improvisere, og at det er verdens nemmeste ting at lære. Ham jeg havde for et års tid siden forsøgte flere ting, men måtte opgive, fordi jeg bliver fuldstændig blank, når der ikke er nogle noder. Han prøvede først med, at jeg bare skulle bruge en enkelt tone, men det gav ingenting. Så lagde han lidt flere toner på, og et gav stadig ikke noget. Han mente, at der var noget gemt i mig et sted, og at det var et spørgsmål om at trække det frem. Det vidste han så ikke helt, hvordan han skulle gøre. Men det var også ok, han var rimelig ny i undervisningsfaget.

Min nye lærer forsikrede mig, at han godt kunne lære mig at improvisere. Hans holdning er, at det er en færdighed, som kan læres og udvikles. Så det sagde jeg til ham, at jeg gerne ville. Han startede så også et helt andet sted, end andre har gjort med mig. Han startede med at sende mig en ‘challenge and response’ lydfil. Jeg skulle simpelthen lytte mig frem til, hvad han spillede, og så skulle jeg gentage det. Han havde valgt melodien Mercy, mercy, mercy, og så spillede han to takter, hvorefter der var 2 takters plads til, at jeg kunne gentage. Det fortsatte igennem de 4 minutter, som lydfilen varede. Og så startede han med en pentatonisk skala, så jeg havde 5 toner at gøre godt med.

Jeg synes, at ‘challenge and response’ er sjovt. Det er en god måde at lytte sig frem, og det er en god måde at lære at stå og spille uden noder. Jeg glæder mig til det videre forløb.

Der har været en fantastisk god stemning i big bandet, efter alt det rod med den ene person, der synes, at han skulle bestemme alting. Desværre mangler vi nu 2 trompeter, og ham, der er tilbage, kæmper en brav kamp for at lære alt det nye.

Det har så resulteret i, at jeg skal overtage en af hans soli, så han kan få en smule pause. Jeg har transponeret soloen og jeg synes, at det lyder en smule mærkeligt, og jeg kan ikke finde ud af, om det er fordi jeg er vant til at høre den på trompet, eller fordi den ikke bare passer til en saxofon.

Jeg har nu spillet den i orkesteret, og alle har sagt, at det lyder godt. Nu glæder jeg mig til at spille den til vores næste koncert.

Jeg har været henne og høre det første orkester, som jeg startede i. Det lød meget godt, men det er ikke min musikstil. Det er nok bare mig, men jeg synes ikke, at musikken er let tilgængelig. De har for alvor bevæget sig i retning af et halvt klassisk brass band.

Det var hyggeligt at se og snakke med dem, som jeg kendte, og jeg savner i den grad den sociale side af det, men jeg savner på ingen måde det musikalske. Jeg må ærlig indrømme, at jeg ikke har lyst til at bruge 3 timer om ugen på det. Jeg ville ikke lære noget, og så ville jeg kede mig ihjel. Derudover passer jeg heller ikke ind i et brass band, da jeg er træblæser. Uanset hvad, så er jeg glad for, at jeg ikke er der længere.

Jeg er igen i år blevet spurgt, om jeg vil lave en halv times koncert på min saxofon i den lokale kirke. Det har jeg selvfølgelig sagt ja til. Det var en stor udfordring og oplevelse sidste år, og jeg havde det meget dårligt med selv koncerten og syntes, at det gik ufattelig dårligt. Tilhørerne synes til gengæld, at det lød rigtig godt, så i år har jeg besluttet mig for, at jeg vil tage noget play-along musik med, så jeg får mere ro på. Derudover har jeg fået en veninde til at præsentere numrene, så jeg har en chance for at trække vejret mellem numrene.

I løbet af ugen var jeg forbi i kirken for at spille og finde ud af, om det ville være ok med play-along musik. Jeg er godt klar over, at der vil være nogle, som absolut ikke bryder sig om det, men så må de lade være med at invitere mig igen. Jeg har egentlig ikke behovet for at spille der, men jeg synes samtidig, at det er en god udfordring for mig.

Jeg har taget min mor med, for det er altså svært at høre, hvordan det lyder nede bagerst i kirken, når jeg spiller med play-along. Jeg kan selvfølgelig godt bare spille backing tracket, men hvordan det lyder, når jeg samtidig spiller saxofon, tja, så skal jeg låne nogle ører. Min mor var tilfreds, og jeg synes også selv, at det lød godt. Samtidig skulle jeg afprøve det valgte repertoire, for det er sidste chance for at lave ændringer inden koncerten.

Jeg glæder mig, og så må jeg se, hvilke tilbagemeldinger jeg får.

Det er utroligt, hvor meget en person kan fylde i en gruppe. Vi er 21 i big bandet, og den ene af de personer har fuldstændig ødelagt stemningen. Han vil bestemme det hele, og han har ikke helt forstået, hvilket slags band han er en del af. Vi er en forening, hvor vi sammen skal beslutte nogle ting. Derudover er den sociale del også en del af bandet.

Denne ene person syntes, at vedkommende kunne være i bandet og bestemme, at vi ikke måtte snakke. En af gangene skulle vi beslutte, om vi ville spille gratis til et julearrangement, men det gad han ikke – skal vi ikke spille? Total mangel for forståelse fra hans side. Han syntes også, at han var dygtigst og derfor skulle være den eneste, som spillede 1. stemme og soli. Det var altså ikke fair overfor den person, som allerede gjorde dette.

Vores dirigent var fuldstændig forblændet af denne person og ville lade ham få hans vilje. Så forlod den person, som havde spillet 1. stemme og soli hidtil, bandet, og jeg og en anden gjorde klar til det samme. Vi ville bare vente til efter vores to koncerter.

Pludselig gik det op for vores dirigent, at det måske ikke var så godt at være forblændet, fordi de andre i bandet havde sagt noget til ham. Så det endte heldigvis med, at den ene person blev bedt om at forlade bandet.

Den efterfølgende gang blev jeg noget overrasket over, hvor mange der havde besluttet at stoppe, fordi de ikke gad være sammen med vedkommende. Pludselig er der faldet ro over orkesteret igen, og vi kan koncentrere os om at spille god musik.

Det er blevet tid til et nyt stykke legetøj. Okay, det er måske ikke legetøj, men det er nyt udstyr til min saxofon, og da det er min hobby, så kan jeg vil godt tillade mig at kalde det legetøj.

Jeg har længe brugt Silverstein ligaturer – både til min saxofon og klarinet. Det til min saxofon er en ældre generation, og den måde som det sidder på mundstykket gør, at det er umuligt at rette på mundstykket, uden at ligaturet skøjter rundt. Det har irriteret mig et stykke tid, men jeg har ikke villet købe et nyt.

Fristelsen blev dog for stor, da jeg modtog en mail fra Silverstein om en speciel 10 års jubilæums udgave, og da jeg er kunde, så ville jeg få ekstra rabat. Det gjorde fristelsen endnu større. Men hvordan kan jeg vide, at det vil sidde bedre på mundstykket, end det jeg har i dag? Det ved jeg, fordi modellen ligner den, som jeg har til min klarinet, og den sidder klippestabilt.

Jeg tog en dyb indånding, og så bestilte jeg ligaturen. Vel vidende at det ville blive en halv dyr fornøjelse, fordi jeg også skal betale moms, told og gebyr. Til gengæld får jeg det indgraveret, så der ikke er nogen tvivl om, at det er mit ligatur.

Da jeg modtager ligaturen er jeg imponeret. Det er utrolig flot, men vigtigst af alt så er det bedre, end mit nuværende ligatur. Det havde jeg ikke regnet med. Jeg ved også, at der er en del, som siger, at det er lige meget, hvilket ligatur man bruger, men det er jeg ikke enig i. Jeg er fuldt ud tilfreds, og så går der forhåbentlig 10 år, før jeg falder for fristelsen igen.

Jeg har snakket med den online saxofon underviser, som jeg har fået tildelt, om nogle af de numre, som jeg skal spille solo til sommer. Jeg har udvalgt to numre, som jeg gerne vil starte med at arbejde med, og det ene af dem er ‘Aura Lee’. Det er bedre kendt som Love me tender, som er den titel Elvis Presley gjorde numret kendt som.

Dean giver mig nogle gode tip om, at jeg skal lytte til Elvis Presley’s version og prøve at imitere den. Han sender også link til et par andre versioner. Derudover sender han mig også en version, som han spiller. Han afslutter numret med noget improvisation, og så beder han mig om at transkribere det så godt, som jeg kan.

Jeg bruger en eftermiddag på det, og jeg er fuldstændig smadret efterfølgende. Min hjerne har været på overarbejde, for jeg har aldrig prøvet den slags før. Dagen efter bruger jeg noget tid på at lære soloen, og så indspiller jeg det, så Dean kan høre det. Han er imponeret over mit arbejde og havde ikke regnet med, at jeg kom igennem det hele selv. For at være ærlig, så havde jeg heller ikke selv troet det. Jeg er helt stolt, og så har jeg mit første nummer til min koncert på plads.