Tag Archives: Nürnberg

Overnatning

Vi stod op friske og veludhvilede, og efter en dejlig morgenmad gik turen videre til Nürnberg. Vi havde på forhånd udset os et hotel, hvor vi gerne ville overnatte. Det lå tæt på zoologisk have og tæt på et stort grønt område – lige noget for os. Og så var det blevet moderniseret for et par år siden. Da vi ankom var alt totalt aflåst. Vi forsøgte os med at ringe på, hvilket ikke resulterede i nogen reaktion. Så forsøgte vi at ringe på deres telefonnummer, men telefonen blev ikke taget. Øv, hvad skulle vi så?

Efter noget irritation over det og flere forsøg på via internettet at finde en alternativ løsning, endte vi med at tage hen på Hilton hotellet, der lå lige i nærheden. Det er tilsyneladende sådan, at søndag og mandag er ‘stille’-dage mange steder i Tyskland, og så er familie-ejede hoteller stort set lukkede. Heldigvis var der plads på Hilton hotellet, men det var godt, vi kom så tidligt. Vi fik nemlig at vide, at der var en vigtig fodboldkamp i byen, som blev afholdt lige ved siden af, og derfor var hotellet temmelig booket. Så selvom Hilton hotellet er dyrere end familie-ejede hoteller, så tænkte vi, at vi nok kunne have haft svært ved at finde ledige værelser, eftersom fodboldkampen trak mange fans til byen.

Vi besluttede os til at tage et smut ind til Nürnberg centrum med bus, og efter lidt traven rundt på stedet for at finde ud af, hvilken vej vi skulle, da vi blev sat af, så blev vi peget i den rigtige retning af en venlig sjæl. Det første der mødtes os, var en lille enklave af specielle forretning i nogle meget gamle bygninger. Her var spisesteder, glasmagere og andre kunstneriske ting.

Resten af Nürnberg var et moderne gågade-område med masser af forretninger, som vi hurtigt blev trætte af. Derfor gik turen tilbage til hotellet til et dejligt måltid mad og afslapning på hotelværelset.

Nürnberg
Forretning i en af de gamle bygninger