Uha, hvor bliver man hurtig upopulær, hvis man foreslår, at vi skal gå i gang med at spille julenumre. Normalt starter vi først efter efterårsferien, men ærlig talt så tager det noget tid at øve, før vi kan være bekendt at spille julenumrene. Men folks efterhånden meget afvisende holdning overfor noget som helst ‘julet’ før december, er ved at være temmelig træls. Det virker som om, at alting handler om os i orkesteret, men det handler altså om dem, som vi skal spille for. Og da vi oftest spiller i den weekend, der indeholder første søndag i advent, så kan det altså ikke nytte noget, at vi først begynder at øve julemusik i starten af december. Desuden må folk også gerne være en smule realistiske, for vi er simpelthen ikke gode nok til, at vi kan tage et nummer frem og spille det. Det kræver øvning.

Heldigvis blev det dog tydeligt, da vores nye dirigent indtil flere gange spurgte: ‘Har I spillet det her nummer før?’ til numre, som vi spillede sidste år. Jeg er glad for, at vi gik i gang tidligere, end vi plejer, og jeg er sikker på, at det kan høres, når vi skal ud og spille. Derudover giver det os også en større tryghed ved numrene, hvilket også gør, at vi spiller bedre.

Billede: Man skal også være i god tid med indkøb af kalenderlys 🙂

I orkestret plejer vi at holde en forårskoncert. Den har tidligere været afholdt ved biografen i den lokale by. I år var vi så blevet spurgt af et orkester i nabo byen, om vi skulle slå os sammen. Det er sådan, at det koster penge at afholde sådan en koncert. Dels skal dirigenten have penge, og dels skal CODA have penge, så hvis vi slog os sammen og opkrævede entre, så var håbet, at vi kunne få lidt penge i kassen.

Udover planlægning af koncerten så skal der selvfølgelig øves. Til vores julekoncerter var det en succes, at vi et par uger før havde en hel øvedag med lærer, så det gentog vi. Til træblæserne (som jeg hører til) fik vi samme lærer som sidst, og jeg blev helt stolt, da hun sagde, at hun godt kunne høre, at jeg var blevet bedre i forhold til sidste gang – det var trods alt kun et halvt års tid siden.

Jeg synes, det giver utrolig meget med sådan en øvedag. Måske også fordi vores dirigent ikke er træblæser, så han kan ikke rigtig give gode råd til daglig. Det er selvfølgelig ikke gratis med en professionel lærer, og de andre medlemmer af orkestret er ikke særlig villige til at lægge nogle penge, så det er måske sidste gang.

Nåh, men jeg nød dagen, og vi snakkede da også om, hvorvidt jeg skulle have nogle undervisningstimer af hende, så nu venter jeg spændt på, om hun vender tilbage.

Billede: Påskekyllingerne har invaderet mit hjem

Normalt har jeg ikke noget imod at stå tidligt op, men jeg må ærlig indrømme, at da vækkeuret ringede i morges kl 6, så havde jeg allermest lyst til at vende mig rundt og sove videre. Men den gik ikke – så ud af sengen med mig – for jeg skulle sammen med orkesteret spille til åbningen af det lokale supermarkeds nye lokaler.

Supermarkedet havde regnet med, at der kom så mange mennesker, at de skulle lukkes ind i hold, men det var ikke tilfældet. Det var stille og roligt, at der var endda nogle, som blev stående for at høre os spille – og det er fedt. Selv supermarkedets ansatte var ude et par gange lige at lytte, og borgmesteren var der også. Det er nemlig lidt kedeligt, hvis vi bliver hyret til at spille, men der ikke er nogle at spille for. Uddeleren for forretningen var også henne for at rose os, og han var meget glad for, at vi kunne komme og spille.

Nåh, men det var godt at komme hjem til en kop varm kakao, for det var en smule køligt at stå og spille.

Billede: En lille dragefigur

Denne gang skulle vi prøve noget nyt. Vi skulle spille i en ny kirke – nej, det er ikke det nye – og vi skulle spille nogle numre sammen med et børnekor.

Igen mødtes vi et par timer før for at få afprøvet akustikken, og vi skulle også øve lidt sammen med børnekoret. I modsætning til vejkirken, så var akustikken elendig i denne kirke. Alting blev mudret totalt sammen, og det var stort set umuligt at spille svagt nok til at børnekoret kunne høres.

Vi spillede godt, og vi fik også ros, men det har nok lydt noget bombastisk som tilhører.

Billede: Udendørsbelysning

Traditionen tro, så har det været weekenden med julearrangementer. Desværre ikke så mange, som vi kunne ønske os. Men det blev da til en times spil til en juletræstænding og en times spil i en vejkirke. Vejkirken spillede vi i for første gang sidste år, hvor vi blev inviteret, fordi deres sædvanlige musikere havde måttet melde afbud. I år ville de altså hellere have os til at komme, så vi må have gjort et godt indtryk sidste år. Og det er ærlig talt dejligt at være ønsket på den måde.

Vi havde 2 solist numre på programmet i kirken. Vores ene tuba skulle spille solo i It’s beginning to look like Christmas, og jeg havde solo i Santa Baby. Vi mødtes som sædvanligt lidt før i kirken, så vi kunne vænne os til akustikken. Og jeg havde da også lige et par forsøg, før jeg fandt ud af, hvor jeg skulle blæse hen, så lyden blev optimal i kirken. Det var selvfølgelig vores dirigent, som stod og beordrede mig til at dreje mig først til den ene side og derefter til den anden, men faktisk var jeg overhovedet ikke tvivl, da jeg pludselig stod ‘rigtigt’, og kirken blev ‘medspiller’. Det var en fantastisk oplevelse.

Vi fik igen i år ros for vores optræden, så vi krydser fingre for, at det bliver fast tradition, for det er altså meget hyggeligt at komme i den kirke.

Bestyrelsen i det orkester, hvor jeg spiller, havde fået en fantastisk god ide. De havde inviteret et par gæste-lærer en lørdag, som skulle øve med de forskellige grupper i orkesteret. Det vil sige, at vi (saxofoner) for en gangs skyld fik en lærer, som var træblæser. Faktisk spillede hun alt sax, og jeg var meget spændt på, hvordan hun ville være, for jeg gik lidt med tanker om at spørge hende, om hun ville være interesseret i at give mig nogle lektioner.

Det var en fantastisk god dag, og jeg lærte en hel masse.  Det var selvfølgelig julerepertoiret, der skulle øves, og i år havde jeg æren af at have et solist nummer – Santa Baby. Det er et swing nummer, og jeg blev pænt belært om, hvordan den slags skal spilles ordentligt. Det var en fornøjelse.

Jeg håber absolut ikke, at det er sidste gang, at vi skal have sådan en øvedag i orkesteret, for det giver en hel masse viden og ny energi. Desuden fik jeg telefonnummeret til hende, så jeg kan kontakte hende i det nye år for at lave en aftale om nogle lektioner.

Billede: Flere play-along noder

Igen var det blevet tur til at spille med orkesteret. Denne gang var det til Foreningernes Dag. De sidste par år har det regnet på denne dag, så det var med stor glæde, at det for en gangs skyld holdt tørt. Det gjorde selvfølgelig også, at der var flere tilskuere end de andre år.

Ligesom til sommerkoncerten var klarinet polkaen på programmet. Denne gang havde jeg valgt at lære den udenad, simpelthen fordi det giver mig mere tid til at lytte til mig selv. Når jeg skal læse alle noderne, så har jeg simpelthen ikke tid til at koncentrere mig om, hvordan det skal ‘performes’, og jeg havde derfor brugt sommerferien på at kunne spille den uden noder. Det gik fantastisk, så jeg er helt stolt.

Kræftens Bekæmpelse afholder stafet en gang om året forskellige steder i landet, og i den forbindelse bliver der samlet penge ind til foreningens arbejde. Orkesteret var blevet spurgt, om vi havde lyst til at komme og spille, så løberne havde lidt god musik at løbe til, og det havde vi sagt ja til.

Jeg ved ikke, hvor meget løberne kunne høre, men der var ikke rigtig nogle tilhørere, der stillede sig op, og så er det altså ikke helt så sjovt at spille. Vi spillede selvfølgelig den tid, som vi havde fået besked på, men med 3 tilskuere var der ikke mange klap 🙂 Til gengæld har vi nu skudt en ny sæson i gang med maner.

Billede: Mit valnøddetræ – valnødden kom med barkflisen, så jeg er lidt stolt over, at det er blevet så stort