Jeg ved godt, at det for nogle lyder mærkeligt, men jeg nyder nu naturen – specielt når den kigger ind i min have. Forleden dag var jeg nær snublet over mine egne fødder, da jeg på vejen ud i køkkenet efter noget at drikke, opdager en fasankok ude i haven, som spiser af mit fuglefoder.
I den næste uges tid kigger den ind i min have en gang om dagen, og jeg er da også begyndt at lægge solsikkekerner ud til den. Den er endda så modig, at vi kan passere hinanden i forhaven – selvfølgelig på behørig afstand.
En morgen opdager jeg til min store overraskelse, at den har taget en høne med. Det resulterede selvfølgelig i, at jeg greb mit kamera for at tage billeder. Heldigvis hyggede de sig i et godt stykke tid, så jeg havde mulighed for at tage billeder og nyde synet. Nu bliver det spændende om jeg på et tidspunkt også får besøg af kyllingerne.