Yearly Archives: 2012

Microsoft certificering

Knap har man vænnet sig til, at Microsoft har lavet om på navngivningen af deres certificeringer, før de indfører noget nyt… eller er det gammelt? Jeg synes, det er forvirrende, at de har lavet nogle nye certificeringer, men at de har genbrugt forkortelsen for nogle af de gamle – MCSA og MCSE. På den anden side skal man vel ikke brokke sig, når man får noget forærende, vel? Jeg fik nemlig uden varsel en mail, hvor der stod, at jeg havde fået en ekstra titel.

Så nu har jeg flere MCSA’er, men de betyder noget forskelligt. Før i tiden stod det for Microsoft Certified Systems Administrator (eller Engineer, hvis det var MCSE), nu står det for Microsoft Certified Solutions Associate (eller Expert, hvis det er MCSE). Jeg gad nok vide, hvem der har fået den tossede ide at genbruge forkortelser. Jeg ved godt, at MCSA/MCSE stammer fra Win2000/Win2003 tiden, men Windows 2003 bruges stadig rigtig mange steder, og så blander man pludselig tingene sammen. For nu har MCSA/MCSE noget at gøre med Cloud løsninger og Windows 2008 (for dem som ikke ved det, så hedder det MCITP i stedet for MCSE i Windows 2008 certificeringsvejen). Men som sagt, så kan jeg bare konkludere, at jeg har endnu en titel, som jeg kan føje til listen, og så må jeg finde ud af, om jeg vil gå efter en MCSE: Private Cloud. 

Microsoft certification

Afsked med Las Vegas

Det er dagen, hvor jeg skal afsted. Jeg starter den med at smutte over på Luxor og prøve deres morgenmad. Desværre var det ikke den store succes, men det er der jo ikke noget at gøre noget ved. Derefter ville jeg udskrive boarding pass ved en af de mange internet maskiner, der står i hotellet. Det var heller ikke nogen succes. Jeg kom af med 5 dollars, men jeg fik aldrig nogen udskrift. Og check-in kunne jeg have gjort gratis på værelset. Til gengæld ser jeg, at det er muligt at få boarding pass på sin mobiltelefon (det var ikke muligt, da jeg tog afsted, fordi Las Vegas ikke var inkluderet), så det gør jeg i stedet.

Derefter skal jeg lige vente en lille time, inden jeg tager afsted til Fremont Street. Den sidste T-shirt skal købes derude, så jeg skal også lige have fat i en busbillet. Alt går som forventet, og indenfor et par timer er jeg tilbage, men skal lige et smut forbi CVS på vejen hjem og købe lidt slik med hjem. Jeg har en god ven, som nu indtil flere gange har spurgt, om jeg har smagt det eller det. Og det har jeg ikke haft lyst til. Til gengæld vil jeg hellere tage noget med hjem, så vi kan dele.

Herefter er det tilbage til hotellet, og så er det kun et spørgsmål om at få det hele til at være i kufferten. Gudskelov er min kuffert stor, men den kommer til at veje en hel del. De bordskånere, jeg har købt, er nemlig af sandsten, og de vejer godt, når man skal have 7 pakker med hjem. Så det bliver spændende at se, om jeg kommer til at betale for overvægt. Ellers er det også helt ok, for sådan skal det være.

Check-ud fra hotellet går bedre end forventet. Jeg kommer ikke til at betale for overnatning mellem lørdag og søndag, selvom jeg først checker ud klokken 18. Det havde jeg ellers regnet med og booket. Jeg kommer heller ikke til at betale for såkaldt sen check ud. Så det var nogle penge sparet. Og taxaen kører den korte vej til lufthavnen, så igen sparede jeg også penge.

Flyturen hjem forløber over al forventning. Selvom jeg har 4 timers ventetid i Heathrow, så synes jeg ikke, at det er så slemt. Så i modsætning til sidste år, så er jeg ikke skræmt af at skulle tage flyveturen igen. Jeg skal bare huske, at jeg skal lade mig underholde af enten film eller lydbog, for så kan jeg bare falde i søvn, når jeg bliver træt nok. Til gengæld skal jeg ikke læse, for det holder mig vågen.

Jeg bliver hentet i lufthavnen af mine forældre, og det er rart at komme hjem og dele gaver ud. Heldigvis var alle glade.

Nedenfor: Billede af springvandet foran Bellagio 

Bellagio in Las Vegas

MMS 2012 – Dag 5

Det er sidste dag på konferencen, og hvor er jeg glad for, at det kun er en halv dag. Sessionerne er gode, men hovedet er fyldt op. Da sidste session slutter, tager jeg kameraet frem, for så er det tid til at tage billeder af The Venetian og The Grand Canal Shoppes, nu jeg er her. Jeg overvejer, om jeg også skal gå over i Forum Shops, men det udskyder jeg. Dels fordi der er et stykke vej, og dels fordi jeg alligevel kommer forbi senere på aftenen. Jeg har nemlig planer om at tage Las Vegas Monorail til Sahara, gå til Stratosphere, og derfra gå tilbage til Excalibur. Det er en stump vej, men jeg tror, det kunne være en skøn afslutning på mit besøg i Las Vegas.

Jeg tager bussen tilbage til hotellet, og så overvejer jeg situationen lidt. Klokken er 14, og der er over 30 grader udenfor. Oprindeligt havde jeg planlagt at tage afsted med det samme, men ved nærmere eftertanke beslutter jeg mig til at udskyde det, så jeg ikke skal gå så længe i solen. I mellemtiden sætter jeg mig til at gøre op med mig selv, hvad jeg mangler at få set, så jeg ved, hvad jeg skal prioritere. Heldigvis har jeg set det meste, og man skal også passe på ikke at have for mange planer, når man i alt knapt har 3 dage til rådighed.

Klokken bliver 17, og jeg begiver mig afsted til MGM. Den første station på Las Vegas Monorail ligger nemlig der. MGM er stor, så det tager lidt tid at gå dertil og også at finde stationen. Men det lykkedes, og til min store forbavselse er der stort set ingen folk. Så det bliver en fredelig tur til endestationen på Sahara (hotel som pt er lukket). Der møder jeg et ældre ægtepar, som ikke kan finde ud af stationen. Det er nemlig ulogisk, at når man står på 2. etage, så skal man tage op på 3. etage for at komme ud. Men det må have noget at gøre med, at Sahara er lukket. Nå, men jeg får dem da guidet ud af stationen, og så er de taknemlige. 

Herefter er det om at finde vej til Stratosphere, og så går turen ellers bare sydpå ad The Strip. Det er bare en skøn tur. I hvert fald når man tager den om aftenen, og den tørre ørkenluft gør det bare ideelt. Det er dejligt at nyde lyset og atmosfæren. Og på vejen slår jeg indtil flere smut ind forbi nogle hoteller for at se, hvordan de er udsmykket indvendigt. Jeg får også fornøjelsen af at nyde vulkanudbruddet ved The Mirage, og springvandet foran Bellagio skal selvfølgelig også beundres. Piraterne ved Treasure Island springer jeg over denne gang, for det har jeg set de sidste gange, og ellers skulle jeg stå og vente en halv time. Og folk er allerede ved at stille op til at få de gode pladser.

Jeg går direkte til Luxor, så jeg kan slutte aftenen med noget aftensmad. De har et specielt menukort på den tid af dagen, for der er kun halvanden time, til de lukker. Derefter er det op på værelset og smide skoene og så bare i seng. Både krop og fødder er trætte, for det har taget mig 4,5 time at gå turen. Det er selvfølgelig inklusiv kig i souvenir forretninger, hoteller mm, men eksklusiv spisning på Luxor.

Nedenfor: Billede af The Strip 

The Strip in Las Vegas

MMS 2012 – Dag 4

Det er egentlig lidt sjovt at skrive denne Las Vegas blog. Når jeg starter på dagen om morgenen, så tænker jeg, at der ikke bliver meget at skrive i dag, for konference dagene er altså ikke særlig spændende at skrive om. Det er generelt noget med at stå op kl 6, afsted inden kl 7:30, med bussen og deltage i første session kl 8:30. Så er der 3 sessioner med ca 15 minutters mellemrum, og når kl er 13, så er det frokosttid. 14:15 starter næste session, så er der pause på 15-30 minutter, og så starter sidste session kl 16:00. Det vil sige, at sidste session ender 17:15-17:30, og så er det ud i heden og hoppe på første bus. Typisk er jeg dermed tilbage på hotellet kl 18, så jeg kan sætte tasken og smide fleecen. Så er der nogle timer til at spise og evt sightseeing.

Alligevel ender det med, at jeg får skrevet mere, end jeg regner med. Så det er altså rigtigt, at kvinder er gode til at plapre – både i tale og på skrift 😉 Og for at fortsætte min plapren, så kan jeg godt mærke, når jeg nærmer mig enden på dag 4, så er hovedet ved at være fyldt. Jeg er glad for, at fredag slutter kl 13, så der er kun 3 sessioner i morgen – tror heller ikke, at jeg kan rumme mere. Jeg har valgt først at flyve hjem lørdag (og det er om aftenen), så jeg har fredag eftermiddag og det meste af lørdagen til at få set det sidste.

Foreløbig har jeg planer om at tage en tur med Monorail i morgen. Det har jeg heller ikke prøvet før. Og så må vi se, om min ambitiøse plan kan gennemføres – at gå fra Stratosphere tilbage til Excalibur. Eller om jeg bukker under undervejs og må tage bussen en del af vejen. I 2005 gik jeg den tur om aftenen, og det var altså en fed tur. Klimaet er jo skønt om aftenen, fordi det er så varmt, så det vil jeg godt prøve igen. 

Derudover vil jeg gerne ind på flere hoteller, så jeg kan få taget nogle billeder. Der er jo gjort en hel del ud af udsmykningen af hotellerne, og det er ikke noget, jeg har gjort særlig meget, de sidste 2 gange jeg har været her.

Lørdag bliver nok noget med at sove længe, og så skal jeg altså have den morgenmad, som jeg gik glip af, da jeg kom. Og så skal jeg se, om løverne er tilbage i MGM, hvis ikke jeg får det gjort fredag, når jeg alligevel skal til Monorail stationen. Og mon ikke der skal købes et par ekstra T-shirts? Men så er Las Vegas turen for denne gang også ved at slutte.

Nedenfor: Billede af loftet i The Venetian 

Ceiling in a hotel in Las Vegas

MMS 2012 – Dag 3

Jeg vil ikke skrive detaljer om MMS her, da det bare bliver alt for langhåret. Jeg kan kun sige, at indholdet af konferencen er lige så godt i år som sidste år. Jeg var ellers lidt spændt på, om det ville være mindre spændende, når man kom år efter år, men det er absolut ikke tilfældet. Og det skyldes ikke kun, at der er kommet nye versioner. Niveauet er højt, sessionerne er gode, og jeg får en hel del ud af det. Jeg håber, at der bliver tid til at udforske de nye versioner, når jeg kommer tilbage til kontoret. Og selvom jeg ved, at jeg igen i år vil brokke mig over flyveturen (jeg skal altså finde en måde at gøre den mere behagelig på), så håber jeg, at jeg kan få lov til at deltage mere regelmæssigt.

The Venetian er et meget flot hotel, og det er fascinerende på en måde, som Mandalay Bay ikke er, men jeg synes, at Mandalay Bay er bedre egnet. Det skyldes måske, at vi på The Venetian går blandet med deltagere til andre konferencer. Det er f.eks. forvirrende, at der ved forfriskningerne står ‘Private Function’. Hvem i alverden ved, hvad det betyder? Ja, at det ikke er for alle, men hvem er det så for? Og fordi området er for mange deltagere, så skal man konstant vise sit ‘hundeskilt’. På Mandalay Bay skulle det vises ved indgangen til området, og så var det det.

Til gengæld var jeg nær ved at fare vild – på dametoilettet. Ja, I tror mig måske ikke, men de er enorme. Jeg tog mig selv i at tænke, om de var større end vores hus! Og da jeg så skulle ud igen, så endte jeg i en blindgyde. Nå, jeg var bare drejet til den forkerte side, men det var lidt underligt, for jeg har ingen problemer med at finde rundt på hotellet eller tage turen igennem The Grand Canal Shoppes. Gad vide om det betyder, at jeg kan fare vild i en telefonboks men ikke i en storby???

Konferencen slutter halv seks, og så er jeg på vej tilbage til hotellet. I dag har jeg det bare super godt. Egentlig havde jeg planlagt en stille og rolig aften, men jeg griber chancen og tager afsted til Fremont Street. Det er 3. gang, jeg er i Las Vegas, men det er første gang, jeg skal se Fremont Street. Der er masser af andre mennesker med bussen, og de skal stort set alle sammen til Fremont Street. 

Jeg stiger af bussen, og det første der møder mig, er tonerne fra en saxofonist. Wow, det lyder fantastisk godt. Jeg står og nyder musikken, men jeg ved også godt, at jeg ikke skal blive stående for længe. Jeg skal også tilbage til hotellet på et tidspunkt og have noget at spise, og jeg skal jo stadig tidligt op om morgenen. En stor souvenir forretning lokker, så jeg smutter indenfor. Den er i 2 etager, og jeg finder nogle flotte T-shirts til min mor. Hun har bedt mig om at købe nogle med hjem til hende, og her er et par kandidater.

Så er det ud igen, og så får jeg et chok, fordi nogen skriger. Det går pludselig op for mig, at man kan ‘glide’ fra den ene ende af Fremont Street til den anden oppe under loftet. Det ser spændende ud. Nu ønsker jeg så bare, at jeg enten ikke havde kamera med, eller også at jeg ikke var alene, for jeg tør ikke lade mine ting være alene. Så er det forbi en, som står og spiller på trommer – det lyder også fantastisk. Der er en skøn stemning. Ligesom på The Strip om aftenen når der er mange mennesker. Alle ved godt, at alle skal videre, men det går i et stille og roligt tempo. Der er ingen, som maser på. Det er skønt.

En anden forretning som jeg også går ind i er en indianer forretning. Det vil sige, de har altså også drage-ting osv, så jeg synes, at det er lidt malplaceret men uanset hvad, så har de de flotteste T-shirts, jeg længe har set. Jeg står og savler, men beslutter mig for kun at vælge 2. Der skal også være råd til andre ting. I løbet af ingen tid, er der gået flere timer, og jeg er ved at være sulten. Så det er på tide at vende snuden hjem, så jeg kan få noget mad, inden klokken bliver 10. Jeg skal jo også have noget søvn, for der er endnu en konference dag i morgen. Og de lange 9-timers dage kan altså mærkes.

Nedenfor: Billede af Fremont Street 

Fremont Street

MMS 2012 – Dag 2

Dag 2 på MMS 2012 starter, og jeg har tænkt mig at gøre noget fornuftigt. Jeg købte nemlig et fleecetæppe i lørdags, fordi der var lige koldt nok på værelset, så det har jeg tænkt mig at tage med til konferencen, så jeg kan få varmet benene. Det blev ikke nødvendigt de første par sessioner, men det var rigtig dejligt til de 2 sidste. Det er nu rart, når jeg får en god ide, selvom det ikke er så ofte 😉

Fra morgenstunden skal jeg have købt en ny busbillet til de næste 72 timer, for jeg gider ikke løbe risikoen for, at bussen kommer et par minutter efter, at min nuværende billet udløber (der er ca et kvarter tilbage). Jeg går derfor hen til automaten og ser, at nogle har været i gang med at købe billetter, men de har åbenbart opgivet, for der er ikke nogle i nærheden. Så jeg prøver at annullere deres køb, men det vil automaten ikke. Jeg venter og venter, men efter 5 minutter, opgiver jeg. Jeg må finde en anden automat, så jeg går over på den anden side af gaden (hvor min bus skal komme), og minsandten om ikke bussen kommer, så jeg springer på den (den bliver helt chokeret !! 😉 Pjat til side, så vælger jeg at stå på og bruge min gamle billet, og så må jeg finde en automat på vejen hjem. Det er nemlig ikke ved alle stoppesteder, at man kan købe 72-timers billetter. Heldigvis viser det sig, at jeg kun skal gå et stop, før jeg kan købe en billet til hjemturen.

I frokostpausen går jeg en tur rundt i The Grand Canal Shoppes, som ligger i The Venetian, hvor konferencen holdes. Her kommer jeg forbi en Harley Davidson forretning, og så kommer jeg til at kigge på T-shirts. Det er ikke så godt, for jeg kan ikke lade være med at købe et par stykker – ups 😉

Efter sidste session er det max fart tilbage til hotellet for at stille tasken, og så er det hen på nabo-hotellet (Luxor) for at få noget at spise i deres cafe. Sidste år spiste jeg også der, og de har god mad til rimelige penge. Derefter skynder jeg mig til bussen, så jeg kan komme til Town Square og dermed i elektronikforretningen igen. Alt går fint, og jeg får købt nogle småting i elektronikforretningen. Og jeg kan selvfølgelig ikke holde mig fra at købe lidt frugt med til aftensnack. Igen har jeg en smule hovedpine af alt det aircondition, og de par ture i bussen har ikke hjulpet på det, men det er allerede sengetid, og søvn er altid godt.

Nedenfor: Billede af The Grand Canal Shoppes – det er indendørs 

Inside a hotel in Las Vegas

MMS 2012 – Dag 1

Jeg har været bange for at sove over mig her til morgen, så jeg har simpelthen sovet elendigt. Og hvad gør jeg, når jeg er bange for at sove over mig? Jeg vågner 30 gange i løbet af natten for at sikre mig, at klokken ikke er for mange. Og det til trods for, at jeg havde stillet 2 vækkeure. Der er ikke noget at gøre ved det, sådan er det, når man gerne vil møde til tiden. Det er bare op og så afsted til konferencen.

Registreringen åbner kl 7:30, men jeg er i god tid – ca. en halv time for tidligt. Det er jo ikke helt til at vide, hvor langt inde i hotellet konference området er ‘begravet’. Jeg har kun deltaget på Mandalay Bay, og der er altså et stykke vej at gå. I modsætning til Mandalay Bay, så kan jeg konstatere, at der her er kø fra starten. Da de endelig åbner, så går det forholdsvist hurtigt, og så står jeg og skal registreres. Som sædvanlig er det et problem med mine fornavne. Jeg bruger jo ikke det første, der står i mit pas, så det skaber en del forvirring. Og det er næsten umuligt at udtale/stave til mit firmas navn på engelsk. Men da navneforvirringen er på plads, får jeg udleveret T-shirt, navneskilt (i tilfælde af at jeg glemmer, hvem jeg er) og taske med indhold.

Nu har jeg så lidt over 2 timer, før den første session starter, så jeg skynder mig at smutte tilbage til hotellet, for jeg gider ikke slæbe rundt på 2 tasker hele dagen. Samtidig kan jeg også lige få luret, hvad der er i tasken. Derefter er det bare tilbage til konferencen, og så er det non-stop til kl 18 om aftenen. 

Jeg har kun et problem på konferencen – aircondition. Det er bare noget, som jeg har svært ved at ‘tåle’. Jeg får hovedpine af det. Det er ikke sjovt at skulle fryse i så mange timer, og jeg er ikke den eneste, som synes, det er MEGET koldt. Det er lidt paradoksalt, at man skal være indenfor hele dagen og sidde og fryse, mens alle andre, der er udenfor, er ved at gå til af varme. Der er over 25 grader udenfor, og det er en behagelig varme i forhold til den mere kvælende varme, der er i Danmark. Sidst på ugen skal vi runde 30 grader og tro mig, folk kommer til at glo underligt på en, når man går rundt i en fleece og ligner en, der hundefryser. Der går nemlig et stykke tid, før jeg er varmet helt op, og så passer det med, at bussen kommer. Og hvad er der i bussen? Aircondition, og så kan jeg lige så godt beholde min fleece på.

Da jeg når tilbage på hotellet er jeg derfor godt træt og udmattet, og jeg har hovedpine. Så det er tid til at finde noget hurtig mad, og der er absolut ikke mangel på fast food restauranter i nærheden, så der skal bare vælges – pizza, wok, kylling, sandwich, McDonalds osv. Og så er det sengetid.

Nedenfor: Billede af hotellet, jeg bor på (Excalibur) 

Excalibur in Las Vegas

Souvenir shopping

I dag skal være en shopping dag, og jeg planlægger at smutte i nogle af alle souvenir forretningerne. For det skal ikke blive helt så varmt som sidst på ugen, og man bliver altså stegt, når der er høj sol og 30 grader. Jeg har sovet længe, så det går stille og roligt med en tur op ad The Strip. Først er det igennem New York New York for lige at kigge på deres forretninger. Og derfra går det videre nordpå. Da jeg når til CVS, kommer jeg i tanke om, at jeg skal have købt noget vand, og de er rimelige billige med det. Men jeg må hellere tage det på vejen hjem, så jeg ikke slæber mig en pukkel til. Derfra er det videre nordpå, og da jeg kommer til Bellagio springvandet, skal det selvfølgelig nydes med fuld musik. Det er nu smukt.

Nu er det blevet så varmt, at jeg fortryder, at jeg skal slæbe rundt på min fleece og mit kamera. Så jeg vender rundt, køber vandet i CVS og så tilbage til hotelværelset for at ‘smide’ tingene. Derfra går turen over på den anden side ad gaden, og her starter jeg hos MGM. Tænker at jeg gerne vil se på nogle af deres løve T-shirts, men også selve løverne er jo en attraktion. Men her bliver jeg snydt – løverne har nemlig nogle fridage. Det har jeg stor respekt for. Det er fedt, at nogle tager det alvorligt, at det er dyr. Men at de så heller ikke sælger deres løve T-shirts, det undrer mig lidt.

Til gengæld er jeg næsten ved at tømme forretningen i Rainforest Cafe, der ligger i MGM. De har godt nok mange flotte T-shirts. Og mens man går rundt, så begynder det pludselig at blinke og brage, så det er lige før, man forventer, at det begynder at regne. Det er ret godt lavet.

Dernæst går turen til Coca Cola Store. Her skal købes noget, og noget skal købes med hjem til gave. Det er ikke fordi, det fylder ret meget, men da jeg får posen rakt over disken, ombestemmer damen sig – der skal en ekstra pose til. Og da jeg får fat i den, går det op for mig, at den vejer temmelig meget. Så jeg er godt klar over, at turen ikke bliver meget længere, for det holder mine arme ikke til. Jeg kommer dog forbi en del souvenir forretninger, før jeg opgiver og må vende snuden hjemad.

Selvom det ikke lyder af meget, så har jeg nu gået en hel del, og mine fødder er ved at være trætte. Så jeg beslutter, at resten af aftenen skal bruges på at slappe af. Jeg skal selvfølgelig lige ud og jagte min aftensmad, og da den er klaret, vender jeg tilbage til værelset. Nu er det så til gengæld også tid til at prøve de T-shirts, jeg har købt, samt lige tjekke tingene fra Coca Cola forretningen. Og her får jeg et par grimme overraskelser. Nogle af varerne er defekte. Øv. Nå, men efter lidt overvejelse (hvad siger mine fødder til en aftentur?), så beslutter jeg at bytte varerne i morgen.

I stedet går jeg i gang med at skrive postkort. Og da jeg er næsten halvvejs, går det op for mig, at jeg mangler 1 postkort. Jeg har åbenbart ikke kunnet tælle. Nåh, men så ned i nærmeste butik og købe et ekstra postkort. Og så op og skrive resten færdig. Nu mangler jeg frimærker. Sidste år foregik det ved at skulle smide 8 quarters i en maskine og trække et frimærke. Det var ikke lige, hvad jeg havde lyst til. Specielt fordi jeg havde fået at vide i forretningen i New York New York, at der var en anden forretning, som rent faktisk solgte frimærker. Nåh, skal jeg så tage mig sammen og gå ud og købe de frimærker og samtidig få byttet Coca Cola varerne? Det gør jeg.

Og her får jeg et chok. For sidste år betalte vi jo 8 quarters (altså 2 dollars) pr frimærke, men i forretningen skal jeg kun betale 1,05 dollars pr frimærke! Så nu er jeg spændt på, om postkortene overhovedet kommer frem. Ombytningen af varerne forløber helt uden problemer. De er meget flinke, og de er kede af, at varerne er defekte (men det kan de jo ikke gøre for!). De dobbelttjekker det hele, og så bliver det ellers pakket godt og grundigt ind. Til sidst skal jeg lige finde et sted at sende postkortene, og det nemmeste er at aflevere dem i receptionen på hotellet, så det gør jeg.

Til sidst er det om at komme tidligt i seng, for jeg skal tidligt op næste morgen. Registreringen starter kl 7:30, og jeg skal jo lige med bussen først.

Nedenfor: Billede af varemærket for Coca Cola Store 

Coca Cola store in Las Vegas

Town Square

Jeg har sovet glimrende. Selvfølgelig vågner jeg et par gange pga larm fra andre gæster, men jeg falder hurtigt i søvn igen. Dagen starter med, at jeg skal have købt drikkevarer. De er nemlig billigere på tanken et stykke væk. På vejen tilbage går jeg forbi en diner, og jeg er fristet til at gå ind og få morgenmad, men vil hellere have den på hotellet, for det har jeg glædet mig til i flere måneder.

Nu får jeg dog en overraskelse, for jeg kan ikke finde spisestedet. Jeg tænker, at jeg må være blevet meget gammel, for hvor var det nu, det lå? Jeg overgiver mig og sender en besked til kæresten. Efter kort tid får jeg svar. Den er vist lukket og erstattet af noget buffet. Gudskelov, så er jeg ikke blevet SÅ gammel, men øv, for nu er jeg blevet snydt for en fantastisk morgenmad. I nedtrykt tilstand nøjes jeg med noget frisk frugt fra kaffe-biksen i hotellet. Det er også godt, men det er ikke æg, bacon, kartofler og pandekager. Som trøst planlægger jeg at finde den store elektronik forretning, som jeg gik glip af sidste år og måske tømme bankkontoen ved samme lejlighed 🙂

Det første der kræves er en busbillet. Jeg har bestemt mig for at skåne mine fødder. De er ikke så gode til at gå meget, som de har været, og jeg gider ikke have problemer med at komme rundt. Hurtigt finder jeg den rette billetautomat, hvor jeg kan købe en 3-dages billet, så jeg kan køre alt, hvad jeg vil op og ned af The Strip i 72 timer. Og så er det afsted til Town Square.

Egentlig havde jeg regnet med, at Town Square var en del af et outlet center, men det er det ikke. Det ligner nærmest en form for villa kvarter eller måske et bykvarter. Det er i hvert fald ikke typisk dansk udseende. Det er hyggeligt, og der er gjort noget ud af beplantningen og udsmykningen. Desuden er der bare rent. Jeg møder flere servicefolk, som fejer, tømmer skraldespande osv. Det kunne man godt lære lidt af i Danmark.

Det første jeg får øje på er et supermarked, og det frister. Hvad der frister endnu mere er alt det friskskåret frugt, de har – i en masse variationer. Og jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at købe noget. Og jeg skulle ikke have købt så meget, men nøj, hvor det smagte godt. Jeg har også købt grape og havde glemt, at jeg vil have sukker på. Så jeg bliver lidt nervøs for, at den er for bitter. Men den smager dejligt – helt uden sukker.

Dernæst går turen til elektronik forretningen. Og den er stor. Så stor at den næsten er uoverskuelig. Jeg køber ikke noget men skal derud igen, for jeg glemte at kigge efter headsets. Og så skal jeg selvfølgelig også kigge rundt på de andre forretninger. Men jeg er heldigvis bedst til at kigge. Så jeg køber ikke noget.

Generelt foregår dagen i slow motion, for kroppen skal lige vænne sig til en ny døgnrytme. Jeg kigger også i rabathæftet, som jeg fik ved check-in på hotellet, så jeg kan finde ud af, hvilke forretninger jeg skal besøge. Når der skal vælges indkøb af t-shirts, så skal man jo vide, hvad udvalget er, og hvor man kan få rabat.

Da det er blevet eftermiddag beslutter jeg mig til at slappe af resten af dagen – eller i det mindste en time, inden jeg skal på jagt efter aftensmaden. Da jeg tager min Mac frem, går jeg nærmest i panik. Jeg har taget EDB ledningen med. Og hvad passer ikke i hverken den ene eller anden rejseadapter? Så hvad gør jeg? Jeg kan da ikke undvære min Mac i over en uge! Så jeg må fluks i skoene igen og afsted til nærmeste Apple forretning – godt jeg købte den busbillet.

Her lokker den søde sælger med en iPad, men jeg nøjes med mit traveller adapter kit og et Apple TV. I samme ‘center’ ligger også en Sony forretning, og jeg skal da lige ind og se den nye e-bogslæser. Hvor er den fiks. Så jeg bliver igen fristet, men står fast og køber ikke noget.

Til sidst går jeg forbi en butik i hotellet som sælger bl.a. T-shirts med drager. Og tænk engang, de har en T-shirt med samme motiv, som jeg købte i Disneyland Paris for 7 år siden. Så den køber jeg, da den gamle er godt slidt og affarvet.  

Så er jeg til gengæld også godt brugt og trænger til at slappe af og sove.

Nedenfor: Billede af en lille del af Town Square 

Shopping area in Las Vegas

Afsted til Las Vegas

Igen i år er det lykkedes mig at få lov til at komme med på MMS (Microsoft Management Summit). Det er en god konference om alle Microsofts System Center produkter, og fagligheden er i top, hvilket jeg sætter stor pris på. Konferencen foregår i år i Las Vegas, og det kræver jo noget forarbejde at få lov til at komme ind i USA. Så en del tid er blevet brugt på at udfylde diverse formularer.

Jeg har været på MMS to gange før. Begge gange var det en stor success, fordi konferencen er god. Sidste år brokkede jeg mig dog højlydt over flyveturen. Den var alt for lang, og jeg ville ikke afsted igen foreløbig – men nu er jeg her igen. Og hvad værre er… jeg har valgt at flyve på den berygtede fredag d. 13! Nå, nu er jeg ikke overtroisk, så det generer mig ikke det mindste.

Turen starter med, at de i København siger, at vi bliver forsinket pga tåge i Heathrow. Øjeblikkeligt bliver jeg glad for, at jeg bad om at få ekstra tid i Heathrow, men så går det op for mig, at hvis vi ikke kan lande i Heathrow, så kan flyet til Las Vegas heller ikke lette. Puha, pludselig bliver jeg lidt nervøs. Men der går ikke 10 minutter, så kalder de os til gate’en, fordi vi skal boarde hurtigst muligt, og afsted kommer vi. Vi bliver også forsinket fra Heathrow til Las Vegas, fordi besætningen kommer for sent. Så vi lander en halv time senere i Las Vegas end planlagt. Det er helt ok.

Så står turen på ventetid for at komme igennem immigrationen, og da det endelig bliver min tur, så kigger manden lidt underligt på mit visum. Han har åbenbart aldrig set den type før, så han skal lige spørge naboen. Gudskelov er der ingen problemer, og jeg finder min kuffert på under 5 minutter, og så står jeg ude foran terminal 2 i Las Vegas. De andre gange jeg har været i Las Vegas, er jeg hver gang blevet snydt af taxaen, og det er jeg godt træt af. Så jeg beslutter at gå til hotellet, da jeg har brug for at strække benene, og eftersom jeg har det glimrende. Det tager ca. en time, og check-in på hotellet forløber også uden problemer. Så er det op på værelset og sætte kuffert og taske, inden jeg smutter ned og finder noget at spise og drikke.

Inden jeg går ned kigger jeg lige på min boks, og den er lukket – øv. Så da jeg alligevel skal ned og hente mad, smutter jeg forbi receptionen, men jeg skal bare ringe oppe fra mit værelse til Guest services. Det gør jeg, så snart jeg kommer på værelset, og i løbet af 5 minutter kommer en servicemedarbejder og klarer problemet. Det var hurtigt.

Så er det tid til at smutte i seng og sove.

Nedenfor: 2 billeder af mit værelse på Excalibur.

Hotel room at Excalibur in Las Vegas
Hotel room at Excalibur in Las Vegas