Det er sidste dag på konferencen, og hvor er jeg glad for, at det kun er en halv dag. Sessionerne er gode, men hovedet er fyldt op. Da sidste session slutter, tager jeg kameraet frem, for så er det tid til at tage billeder af The Venetian og The Grand Canal Shoppes, nu jeg er her. Jeg overvejer, om jeg også skal gå over i Forum Shops, men det udskyder jeg. Dels fordi der er et stykke vej, og dels fordi jeg alligevel kommer forbi senere på aftenen. Jeg har nemlig planer om at tage Las Vegas Monorail til Sahara, gå til Stratosphere, og derfra gå tilbage til Excalibur. Det er en stump vej, men jeg tror, det kunne være en skøn afslutning på mit besøg i Las Vegas.

Jeg tager bussen tilbage til hotellet, og så overvejer jeg situationen lidt. Klokken er 14, og der er over 30 grader udenfor. Oprindeligt havde jeg planlagt at tage afsted med det samme, men ved nærmere eftertanke beslutter jeg mig til at udskyde det, så jeg ikke skal gå så længe i solen. I mellemtiden sætter jeg mig til at gøre op med mig selv, hvad jeg mangler at få set, så jeg ved, hvad jeg skal prioritere. Heldigvis har jeg set det meste, og man skal også passe på ikke at have for mange planer, når man i alt knapt har 3 dage til rådighed.

Klokken bliver 17, og jeg begiver mig afsted til MGM. Den første station på Las Vegas Monorail ligger nemlig der. MGM er stor, så det tager lidt tid at gå dertil og også at finde stationen. Men det lykkedes, og til min store forbavselse er der stort set ingen folk. Så det bliver en fredelig tur til endestationen på Sahara (hotel som pt er lukket). Der møder jeg et ældre ægtepar, som ikke kan finde ud af stationen. Det er nemlig ulogisk, at når man står på 2. etage, så skal man tage op på 3. etage for at komme ud. Men det må have noget at gøre med, at Sahara er lukket. Nå, men jeg får dem da guidet ud af stationen, og så er de taknemlige. 

Herefter er det om at finde vej til Stratosphere, og så går turen ellers bare sydpå ad The Strip. Det er bare en skøn tur. I hvert fald når man tager den om aftenen, og den tørre ørkenluft gør det bare ideelt. Det er dejligt at nyde lyset og atmosfæren. Og på vejen slår jeg indtil flere smut ind forbi nogle hoteller for at se, hvordan de er udsmykket indvendigt. Jeg får også fornøjelsen af at nyde vulkanudbruddet ved The Mirage, og springvandet foran Bellagio skal selvfølgelig også beundres. Piraterne ved Treasure Island springer jeg over denne gang, for det har jeg set de sidste gange, og ellers skulle jeg stå og vente en halv time. Og folk er allerede ved at stille op til at få de gode pladser.

Jeg går direkte til Luxor, så jeg kan slutte aftenen med noget aftensmad. De har et specielt menukort på den tid af dagen, for der er kun halvanden time, til de lukker. Derefter er det op på værelset og smide skoene og så bare i seng. Både krop og fødder er trætte, for det har taget mig 4,5 time at gå turen. Det er selvfølgelig inklusiv kig i souvenir forretninger, hoteller mm, men eksklusiv spisning på Luxor.

Nedenfor: Billede af The Strip 

Det er egentlig lidt sjovt at skrive denne Las Vegas blog. Når jeg starter på dagen om morgenen, så tænker jeg, at der ikke bliver meget at skrive i dag, for konference dagene er altså ikke særlig spændende at skrive om. Det er generelt noget med at stå op kl 6, afsted inden kl 7:30, med bussen og deltage i første session kl 8:30. Så er der 3 sessioner med ca 15 minutters mellemrum, og når kl er 13, så er det frokosttid. 14:15 starter næste session, så er der pause på 15-30 minutter, og så starter sidste session kl 16:00. Det vil sige, at sidste session ender 17:15-17:30, og så er det ud i heden og hoppe på første bus. Typisk er jeg dermed tilbage på hotellet kl 18, så jeg kan sætte tasken og smide fleecen. Så er der nogle timer til at spise og evt sightseeing.

Alligevel ender det med, at jeg får skrevet mere, end jeg regner med. Så det er altså rigtigt, at kvinder er gode til at plapre – både i tale og på skrift 😉 Og for at fortsætte min plapren, så kan jeg godt mærke, når jeg nærmer mig enden på dag 4, så er hovedet ved at være fyldt. Jeg er glad for, at fredag slutter kl 13, så der er kun 3 sessioner i morgen – tror heller ikke, at jeg kan rumme mere. Jeg har valgt først at flyve hjem lørdag (og det er om aftenen), så jeg har fredag eftermiddag og det meste af lørdagen til at få set det sidste.

Foreløbig har jeg planer om at tage en tur med Monorail i morgen. Det har jeg heller ikke prøvet før. Og så må vi se, om min ambitiøse plan kan gennemføres – at gå fra Stratosphere tilbage til Excalibur. Eller om jeg bukker under undervejs og må tage bussen en del af vejen. I 2005 gik jeg den tur om aftenen, og det var altså en fed tur. Klimaet er jo skønt om aftenen, fordi det er så varmt, så det vil jeg godt prøve igen. 

Derudover vil jeg gerne ind på flere hoteller, så jeg kan få taget nogle billeder. Der er jo gjort en hel del ud af udsmykningen af hotellerne, og det er ikke noget, jeg har gjort særlig meget, de sidste 2 gange jeg har været her.

Lørdag bliver nok noget med at sove længe, og så skal jeg altså have den morgenmad, som jeg gik glip af, da jeg kom. Og så skal jeg se, om løverne er tilbage i MGM, hvis ikke jeg får det gjort fredag, når jeg alligevel skal til Monorail stationen. Og mon ikke der skal købes et par ekstra T-shirts? Men så er Las Vegas turen for denne gang også ved at slutte.

Nedenfor: Billede af loftet i The Venetian 

Jeg vil ikke skrive detaljer om MMS her, da det bare bliver alt for langhåret. Jeg kan kun sige, at indholdet af konferencen er lige så godt i år som sidste år. Jeg var ellers lidt spændt på, om det ville være mindre spændende, når man kom år efter år, men det er absolut ikke tilfældet. Og det skyldes ikke kun, at der er kommet nye versioner. Niveauet er højt, sessionerne er gode, og jeg får en hel del ud af det. Jeg håber, at der bliver tid til at udforske de nye versioner, når jeg kommer tilbage til kontoret. Og selvom jeg ved, at jeg igen i år vil brokke mig over flyveturen (jeg skal altså finde en måde at gøre den mere behagelig på), så håber jeg, at jeg kan få lov til at deltage mere regelmæssigt.

The Venetian er et meget flot hotel, og det er fascinerende på en måde, som Mandalay Bay ikke er, men jeg synes, at Mandalay Bay er bedre egnet. Det skyldes måske, at vi på The Venetian går blandet med deltagere til andre konferencer. Det er f.eks. forvirrende, at der ved forfriskningerne står ‘Private Function’. Hvem i alverden ved, hvad det betyder? Ja, at det ikke er for alle, men hvem er det så for? Og fordi området er for mange deltagere, så skal man konstant vise sit ‘hundeskilt’. På Mandalay Bay skulle det vises ved indgangen til området, og så var det det.

Til gengæld var jeg nær ved at fare vild – på dametoilettet. Ja, I tror mig måske ikke, men de er enorme. Jeg tog mig selv i at tænke, om de var større end vores hus! Og da jeg så skulle ud igen, så endte jeg i en blindgyde. Nå, jeg var bare drejet til den forkerte side, men det var lidt underligt, for jeg har ingen problemer med at finde rundt på hotellet eller tage turen igennem The Grand Canal Shoppes. Gad vide om det betyder, at jeg kan fare vild i en telefonboks men ikke i en storby???

Konferencen slutter halv seks, og så er jeg på vej tilbage til hotellet. I dag har jeg det bare super godt. Egentlig havde jeg planlagt en stille og rolig aften, men jeg griber chancen og tager afsted til Fremont Street. Det er 3. gang, jeg er i Las Vegas, men det er første gang, jeg skal se Fremont Street. Der er masser af andre mennesker med bussen, og de skal stort set alle sammen til Fremont Street. 

Jeg stiger af bussen, og det første der møder mig, er tonerne fra en saxofonist. Wow, det lyder fantastisk godt. Jeg står og nyder musikken, men jeg ved også godt, at jeg ikke skal blive stående for længe. Jeg skal også tilbage til hotellet på et tidspunkt og have noget at spise, og jeg skal jo stadig tidligt op om morgenen. En stor souvenir forretning lokker, så jeg smutter indenfor. Den er i 2 etager, og jeg finder nogle flotte T-shirts til min mor. Hun har bedt mig om at købe nogle med hjem til hende, og her er et par kandidater.

Så er det ud igen, og så får jeg et chok, fordi nogen skriger. Det går pludselig op for mig, at man kan ‘glide’ fra den ene ende af Fremont Street til den anden oppe under loftet. Det ser spændende ud. Nu ønsker jeg så bare, at jeg enten ikke havde kamera med, eller også at jeg ikke var alene, for jeg tør ikke lade mine ting være alene. Så er det forbi en, som står og spiller på trommer – det lyder også fantastisk. Der er en skøn stemning. Ligesom på The Strip om aftenen når der er mange mennesker. Alle ved godt, at alle skal videre, men det går i et stille og roligt tempo. Der er ingen, som maser på. Det er skønt.

En anden forretning som jeg også går ind i er en indianer forretning. Det vil sige, de har altså også drage-ting osv, så jeg synes, at det er lidt malplaceret men uanset hvad, så har de de flotteste T-shirts, jeg længe har set. Jeg står og savler, men beslutter mig for kun at vælge 2. Der skal også være råd til andre ting. I løbet af ingen tid, er der gået flere timer, og jeg er ved at være sulten. Så det er på tide at vende snuden hjem, så jeg kan få noget mad, inden klokken bliver 10. Jeg skal jo også have noget søvn, for der er endnu en konference dag i morgen. Og de lange 9-timers dage kan altså mærkes.

Nedenfor: Billede af Fremont Street 

Dag 2 på MMS 2012 starter, og jeg har tænkt mig at gøre noget fornuftigt. Jeg købte nemlig et fleecetæppe i lørdags, fordi der var lige koldt nok på værelset, så det har jeg tænkt mig at tage med til konferencen, så jeg kan få varmet benene. Det blev ikke nødvendigt de første par sessioner, men det var rigtig dejligt til de 2 sidste. Det er nu rart, når jeg får en god ide, selvom det ikke er så ofte 😉

Fra morgenstunden skal jeg have købt en ny busbillet til de næste 72 timer, for jeg gider ikke løbe risikoen for, at bussen kommer et par minutter efter, at min nuværende billet udløber (der er ca et kvarter tilbage). Jeg går derfor hen til automaten og ser, at nogle har været i gang med at købe billetter, men de har åbenbart opgivet, for der er ikke nogle i nærheden. Så jeg prøver at annullere deres køb, men det vil automaten ikke. Jeg venter og venter, men efter 5 minutter, opgiver jeg. Jeg må finde en anden automat, så jeg går over på den anden side af gaden (hvor min bus skal komme), og minsandten om ikke bussen kommer, så jeg springer på den (den bliver helt chokeret !! 😉 Pjat til side, så vælger jeg at stå på og bruge min gamle billet, og så må jeg finde en automat på vejen hjem. Det er nemlig ikke ved alle stoppesteder, at man kan købe 72-timers billetter. Heldigvis viser det sig, at jeg kun skal gå et stop, før jeg kan købe en billet til hjemturen.

I frokostpausen går jeg en tur rundt i The Grand Canal Shoppes, som ligger i The Venetian, hvor konferencen holdes. Her kommer jeg forbi en Harley Davidson forretning, og så kommer jeg til at kigge på T-shirts. Det er ikke så godt, for jeg kan ikke lade være med at købe et par stykker – ups 😉

Efter sidste session er det max fart tilbage til hotellet for at stille tasken, og så er det hen på nabo-hotellet (Luxor) for at få noget at spise i deres cafe. Sidste år spiste jeg også der, og de har god mad til rimelige penge. Derefter skynder jeg mig til bussen, så jeg kan komme til Town Square og dermed i elektronikforretningen igen. Alt går fint, og jeg får købt nogle småting i elektronikforretningen. Og jeg kan selvfølgelig ikke holde mig fra at købe lidt frugt med til aftensnack. Igen har jeg en smule hovedpine af alt det aircondition, og de par ture i bussen har ikke hjulpet på det, men det er allerede sengetid, og søvn er altid godt.

Nedenfor: Billede af The Grand Canal Shoppes – det er indendørs 

Jeg har været bange for at sove over mig her til morgen, så jeg har simpelthen sovet elendigt. Og hvad gør jeg, når jeg er bange for at sove over mig? Jeg vågner 30 gange i løbet af natten for at sikre mig, at klokken ikke er for mange. Og det til trods for, at jeg havde stillet 2 vækkeure. Der er ikke noget at gøre ved det, sådan er det, når man gerne vil møde til tiden. Det er bare op og så afsted til konferencen.

Registreringen åbner kl 7:30, men jeg er i god tid – ca. en halv time for tidligt. Det er jo ikke helt til at vide, hvor langt inde i hotellet konference området er ‘begravet’. Jeg har kun deltaget på Mandalay Bay, og der er altså et stykke vej at gå. I modsætning til Mandalay Bay, så kan jeg konstatere, at der her er kø fra starten. Da de endelig åbner, så går det forholdsvist hurtigt, og så står jeg og skal registreres. Som sædvanlig er det et problem med mine fornavne. Jeg bruger jo ikke det første, der står i mit pas, så det skaber en del forvirring. Og det er næsten umuligt at udtale/stave til mit firmas navn på engelsk. Men da navneforvirringen er på plads, får jeg udleveret T-shirt, navneskilt (i tilfælde af at jeg glemmer, hvem jeg er) og taske med indhold.

Nu har jeg så lidt over 2 timer, før den første session starter, så jeg skynder mig at smutte tilbage til hotellet, for jeg gider ikke slæbe rundt på 2 tasker hele dagen. Samtidig kan jeg også lige få luret, hvad der er i tasken. Derefter er det bare tilbage til konferencen, og så er det non-stop til kl 18 om aftenen. 

Jeg har kun et problem på konferencen – aircondition. Det er bare noget, som jeg har svært ved at ‘tåle’. Jeg får hovedpine af det. Det er ikke sjovt at skulle fryse i så mange timer, og jeg er ikke den eneste, som synes, det er MEGET koldt. Det er lidt paradoksalt, at man skal være indenfor hele dagen og sidde og fryse, mens alle andre, der er udenfor, er ved at gå til af varme. Der er over 25 grader udenfor, og det er en behagelig varme i forhold til den mere kvælende varme, der er i Danmark. Sidst på ugen skal vi runde 30 grader og tro mig, folk kommer til at glo underligt på en, når man går rundt i en fleece og ligner en, der hundefryser. Der går nemlig et stykke tid, før jeg er varmet helt op, og så passer det med, at bussen kommer. Og hvad er der i bussen? Aircondition, og så kan jeg lige så godt beholde min fleece på.

Da jeg når tilbage på hotellet er jeg derfor godt træt og udmattet, og jeg har hovedpine. Så det er tid til at finde noget hurtig mad, og der er absolut ikke mangel på fast food restauranter i nærheden, så der skal bare vælges – pizza, wok, kylling, sandwich, McDonalds osv. Og så er det sengetid.

Nedenfor: Billede af hotellet, jeg bor på (Excalibur)