Farvel til den gamle bil

Det var meget underligt, da jeg satte mig ind i min bil for at køre til bilforhandleren og hente min nye bil. Det skulle altså være sidste køretur i en bil, som jeg har haft i 9 år. Jeg købte bilen af mine forældre, da den var 2 år, og det var min første bil. Så den gamle dame var 11 år, og hun startede stadig hver gang, jeg drejede nøglen. Udgifterne til den har også været i den moderate ende, men reparationerne var da begyndt at komme.

På sin vis var det lidt vemodigt at skulle af med bilen, for den kørte dejligt, og jeg har været utrolig glad for den. På den anden side skulle jeg også gøre op med mig selv, hvornår det ikke længere kunne betale sig at ofre penge på en gammel bil. Jeg kunne selvfølgelig også vente til, at der pludselig dukkede en stor regning op, men så ville jeg typisk skulle undvære en bil indtil jeg havde fundet en ny. Det sidste var jeg ikke interesseret i, og derfor havde jeg valgt at bytte bil nu.

Jeg parkerede bilen hos forhandleren og dobbelttjekkede, at jeg havde alting med – servicebog, ekstranøgle, manual osv. Jeg kiggede en ekstra gang på bilen og syntes stadig, at det var en pæn og velholdt bil. Derefter låste jeg den og gik ind til forhandleren.

My old car