Efter en tur til big bandet er bilen nu igen begyndt at brokke sig over olieovervågningen. Så jeg smutter endnu engang på værksted med bilen. De kan ikke lave bilen, fordi de mangler en reservedel, men denne gang får jeg ikke lov til at køre hjem i min egen bil. Jeg var ved at sige nej til en lånebil, men værkføreren synes, at jeg skal tage imod tilbuddet, så det gør jeg. Så kan jeg også komme til saxofon undervisning.

Denne gang har jeg fået æren af at køre i en Suzuki Celerio. Lad mig sige det pænt – sikke en lortebil at køre rundt i. Jeg tænker, at den koster det samme som den Opel Karl, jeg futtede rundt i ugen før, så jeg kan med rimelighed sammenligne de to biler. For det første er vandringen i pedalerne meget stor. Jeg følte det næsten som at have løbet en maraton, da jeg kom hjem. Pedalerne skal virkelig motioneres. Og jeg syntes, at det var meget væmmeligt, at jeg skulle træde bremsepedalen mere end halvvejs ned, før den overhovedet havde en effekt. Vibrationerne i rattet var værre, end i Opel Karl bilen, så jeg var absolut ikke begejstret. Den eneste positive ting var, at bagagerummet var en anelse større – dog stadig ikke stort nok til at rumme alt det, jeg skal have med til big bandet. Så nej tak til en Suzuki.

Da jeg får min egen bil igen, så gæt engang hvad der sker, første gang jeg træder på bremsen? Jep, du gættede rigtigt, det var lige før, at jeg fik hilst på forruden. Dejligt at være tilbage til i en bil, hvor bremsen virker, når man træder den bare lidt ned.