Tysklandstur

Første uge af min ferie er gået, og jeg skulle ned til Tyskland og handle ind. Jeg kunne ikke holde min mor hjemme, for hun ville med. Hun er ved at være oppe i årene, så jeg planlagde et par overnatninger, så der ville være mere ro over turen.

Jeg havde besluttet, at jeg ville til Kiel. Jeg er ude efter at finde indkøbsmuligheder tæt på, så det kan gøres på 1 dag, hvis det skulle være nødvendigt. Det kræver bl.a. at jeg kender placeringen af de supermarkeder, som jeg gerne vil handle ind i. Første dag gik med at køre til Kiel og besøge Kaufland og Real. Det er to store supermarkeder, som bedst kan sammenlignes vores Bilka’er.

Overnatningsstedet ligger ideelt for min mor og jeg. Det ligger lidt ude for byen i et stille og roligt område, og så er der restaurant tilknyttet. Min mor bliver desværre dårlig den første aften, så hun ligger og sover det meste af aftenen. Dagen efter tager vi i botanisk have i Kiel og går lidt rundt. Desværre har vejret været koldt, så der er ikke så meget at se på, som jeg havde regnet med. Til gengæld er det noget mere spændende inde i drivhusene, og det havde jeg ikke forventet.

Da vi er på vej tilbage til bilen, bemærker jeg, at min mor går ufattelig dårligt. Jeg finde den nærmeste bager, hvor vi kan få en kop kaffe og et stykke kage. Det viser sig, at hun har ondt, så vi springer turen til midtbyen over. Efter at have siddet ned i en times tid beslutter min mor, at hun vil have, at vi handler ind i det ene supermarked i dag, så vi ikke skal gøre det i morgen. Så vi tager hen og fylder bilen lidt op.

Min mor falder omkuld i sengen og sover efter aftensmaden. Heldigvis er hun ikke dårlig som aftenen før. Dagen efter går turen hjemad, men inden da smutter vi forbi endnu et supermarked og handler endnu mere ind. Nu er bilen fyldt, og der er ingen af os, som gider stoppe i Bordershoppen på vejen.

Da vi kommer hjem til mig, tager vi os begge en slapper på sofaen, inden vi tømmer bilen. Dagen efter går med at slappe af og sætte varer på plads.

Lakeview in Germany
Udsigt over en sø, som vi kørte forbi