Min mor er absolut ikke heldig i øjeblikket. Nyeste problembarn er hendes bil. I påsken havde den problemer med bremserne på det ene forhjul, men nu var den begyndt at ryste i rattet. Hun var mildest talt ikke glad. Hun mente absolut, at det var bremserne, den var gal med igen, og hun brokkede sig over, at værkstedet ikke havde fikset det. Jeg var lidt mere skeptisk over for, om det var bremserne.

I onsdags fik hun så dommen – koblingen var gået sig en tur, og det koster tilsyneladende mange penge. Hun har allerede bestilt en ny bil, og den skulle være kommet ved årsskiftet 21/22, men det blev udskudt pga corona og råvaremangel. Så nu var spørgsmålet, om det kunne betale sig at reparere bilen eller ej. Hun troede ikke selv på, at det kunne betale sig, så da jeg alligevel var tæt på værkstedet om onsdagen, så kørte jeg forbi for at tømme bilen.

Det var lige før, at jeg havde fortrudt, at jeg havde tilbudt det. Jeg havde ikke forestillet mig, hvor meget hun havde liggende i bilen. Til at starte med tænkte jeg lidt over, hvordan jeg nemmest kunne flytte tingene over i min bil – hendes bil holdt nemlig stadig inde på selve værkstedet. Da jeg åbnede bagagerummet, fik jeg hurtig løsningen på det problem – jeg fandt ikke mindre en 5 klapkasser. Nåh, men det tog mig vel 15-20 min at tømme bilen, og da jeg kom slæbende med 2 klapkasser fyldt til randen, kiggede medarbejderen på mig: Hold da op! Var den korte bemærkning. Ja, han havde nok siddet og undret sig over, at jeg var så lang tid om det, men det forklarede sig selv, da jeg kom gående 🙂

 Torsdag blev hun ringet op med et tilbud på, hvad de ville give for bilen, som den var, og det tog hun imod. Så nu er hun uden bil til slutningen af juli. Hun begyndte at snakke om at leje en bil, men det er bare dyrt. Så jeg snakkede med hende om, at vi kunne deles om min. Da hun så fik kigget i hendes kalender, så havde hun faktisk ikke så mange aftaler, så indtil videre har vi aftalt, at jeg kører hende, når hun skal noget.