Generalprøve i kirken

Der er ikke så lang tid til, at jeg skal spille min mini-koncert i kirken. Derfor havde jeg allieret mig med min mor og en aftale om, at jeg måtte lave en lille generalprøve i kirken. Jeg ville nemlig gerne prøve kirken af i forhold til lydstyrke, tempo på numrene og min placering. Jeg havde taget min mor med, da jeg ikke selv kan høre, hvordan jeg lyder i kirken, når jeg spiller.

Efter 40 min spil så havde vi fået klarlagt de ting, jeg gerne ville have svar på. Jeg skal stå lige nedenfor trappen op til alteret. Jeg skal stille mig en smule skråt, og så var lydstyrken fin. Tempoet til de forskellige numre var også god. Tico Tico var vist eneste nummer, som jeg spillede en anelse langsommere end planlagt.

Nu er det ‘kun’ et spørgsmål om at gå hjem og øve mig noget mere, så jeg er mere sikker på numrene. Oprindeligt ville jeg gerne spille uden noder, men jeg har besluttet, at jeg gerne vil have dem stående. Jeg får højst sandsynligt brug for dem, for jeg har ikke et orkester at dække mig ind under. Men det vil være rart, hvis jeg er næsten uafhængig.

Jeg var forbi kirken for at høre første mini-koncert her i sommeren, og jeg var ærlig talt en smule skuffet. Det var en professionel musiker, der lagde ud, så jeg havde troet, at han havde styr på det. Han spillede på tuba sammen med kirke organisten. Men efter min mening, så var det en anelse for højt. Der var en anden tilskuer, der bemærkede lydstyrken efter koncerten, så jeg var ikke den eneste. Musiknumrene var ikke min stil. De var det, jeg vil kategorisere som kirkemusik – alt for meget akkorder og klang og alt for lidt melodi, men det er min personlige mening. Det er i hvert fald langt fra det repertoire, som jeg vil spille, så det bliver spændende.

Jeg skal også have hørt en koncert eller to mere, for den anden ting som var mærkeligt var, at musikeren stod gemt oppe bag ved kirkeorglet. Så tilskuerne startede med at sidde og prøve at kigge op og bagud for at se ham, men det var umuligt. Det var virkelig underligt ikke at kunne se den person, som optrådte, og det var svært at vide, hvornår numret var færdigt, og vi skulle klappe.

Church