For the last month, I have been working on forms at work. We call out automated processes for forms. To be honest, it is nothing more than PowerShell scripts behind the scenes.

I think it is fun to get scripts to do the things that I want them to. And then something doesn’t turn out like I expect it to, so I have to dig a little deeper to get perfect. I love that kind of job. The result is that my happiness for my work has risen. Before, the days were a lot of maintenance, so it is nice to have a change of scenery.

I have also created a couple of scripts to install Edge and Edge WebView2 Runtime with ConfigMgr, which have made it a lot easier for me. It was about time because when I have done something ten times, it is time to create scripts to do the work so I can use my time on something else. Hopefully, 2024 will bring more tasks like this.

Jeg er utrolig glad for min nye chef. Hun har et par gange spurgt, om der er noget hun kan gøre for at gøre min arbejdsdag bedre. Hver gang har jeg ikke haft nogle gode ideer, da mit arbejdspres stammer fra mine egne høje standarder og krav. Min chef har på intet tidspunkt presset mig i forhold til mine opgaver.

Forleden så jeg et webinar, som min fagforening havde arrangeret. Det handlede om en virksomhed, som have indført 4 dages arbejdsuge til samme løn, og de havde øget deres produktivitet. Der var flere gode ideer, som de havde indført, men en ting bed jeg specielt mærke i – afsat tid til arbejdsro. Så jeg snakkede med min chef om, at jeg godt kunne tænke mig at kunne afsætte tid i kalenderen til arbejdsro, hvor jeg ikke bliver forstyrret. Men måske mere at jeg med god samvittighed kan ignorere email og chat beskeder. Det er simpelthen så indgroet i mig, at man skal være tilgængelig hele tiden – uanset, hvad man arbejder med. I dag er det sådan, at uanset om man sidder midt i en opgave, der kræver koncentration, om man har konsulentbesøg eller sidder i en læringssituation med en kollega, så forventer ens kolleger, at man har tid til dem selvom deres spørgsmål sagtens kan vente en time eller til næste dag. Det gør det utrolig uproduktivt at være på arbejde.

Jeg ved godt, at det kræver tilvænning, at man skal kigge i kollegaens kalender, inden man går ind og forstyrrer, men jeg er sikker på, at det vil give et bedre arbejdsmiljø. Det handler også om, at man skal respektere sine kollegers tid og behov for arbejdsro. Noget som bl.a. Thomas har utrolig svært ved. Min chef synes, at det er en god ide, så det er noget, som vi skal arbejde med i det nye år. Har jeg sagt, at jeg synes, at min nye chef er fantastisk? Det er første gang, at en chef tager mine forslag om ændrede arbejdsvaner alvorligt.

Jeg har haft medarbejdersamtale med min nye chef. For det første var jeg noget spændt på, om jeg stadig kunne få lov til at beholde mine hjemmearbejdsdage, for det er mit absolut vigtigste personalegode. Det kommer nemlig både mig og min arbejdsplads til gode, fordi det er med til, at jeg ikke har så mange sygedage. Jeg ved, at min arbejdsplads som udgangspunkt ikke ønsker, at medarbejderne arbejder hjemme, og min nye chef vil også helst være fysisk på arbejdspladsen, så jeg havde forudset en kamp. Men det kunne jeg pænt pakke sammen. Efter lidt snak om hvorfor og min migræne så syntes hun, at jeg bare skulle fortsætte, som jeg havde gjort før. Pyha, det var en lettelse.

Dernæst er jeg altid spændt på, hvad en chef så vil snakke om, for jeg er mest af alt vant til, at samtalen egentlig ikke handler om mig. Men vi snakkede om mig og hende, og at hun var meget tilfreds med mit arbejde, så jeg var glad og tilfreds efter samtalen, og det var nu skønt.

Vi snakkede selvfølgelig også om uddannelse, og der sagde jeg, at jeg nok skulle sige til. Vi talte også om, at jeg selv havde betalt for kurset ‘Building a second brain’, men der var ikke umiddelbart ønske om, at min arbejdsplads ville betale for det. Det havde jeg heller ikke regnet med, men jeg har vel lov til at håbe.

Jeg tror, at det bliver rigtig godt med min nye chef. Det var ikke, hvad jeg havde forventet, men indtil nu er hun den bedste chef, jeg har haft, på denne arbejdsplads.

Mit tastatur på arbejdet har opgivet at leve mere. Det er dødt. Jeg har selvfølgelig bedt om et nyt tastatur, men da jeg er noget besværlig (læs: meget besværlig), når det drejer sig om tastaturer, så er der leveringstid på det, jeg gerne vil have. Det er et Logitech tastatur med solceller, og pga det meget flade layout, så passer det mig fantastisk. Almindelige tastaturer, som er vinklet, giver mig ondt i håndledene. Desværre vides det stadig ikke, hvornår det bliver leveret, og det kan jeg ikke leve med. Min arbejdsstilling er simpelthen så dårlig, at jeg får tendens til migræne, så jeg er gået på jagt efter et alternativ.

Logitech har ikke noget. Alle deres nye modeller er vinklet, og det er umuligt at se på billederne, hvor meget vinkel der er. Det bedste alternativ, jeg kunne finde, var et Apple tastatur, men jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg kunne bruge det. Ja, bogstaverne sidder selvfølgelig på samme sted, men hvad med specialtegnene, som bruges meget som system administrator? Jeg fandt en fin guide, og så tog jeg chancen og købte tastaturet. Det ville selvfølgelig være helt umuligt at få mit arbejde til at betale det, fordi der står Apple på det – også selvom et Logitech koster det samme.

Jeg har modtaget tastaturet, og jeg har brugt det en hel del dag – wow, det er fantastisk. Jeg har aldrig haft et tastatur, som passer mig så godt. Det giver mig også mulighed for en langt større skrivehastighed. Jeg havde godt nok ikke troet det, men jeg kommer aldrig tilbage til et Logitech tastatur. Jeg købte også en taske, så det er nemt at transportere tastaturet med på arbejdet.

I starten af sidste uge så jeg et kursus i et Twitter opslag, som så meget interessant ud. Jeg undersøgte sagen nærmere og fandt ud af, at det blev afholdt af to meget kendte konsulenter. Den ene af dem har stiftet et af de konsulentfirmaer, vi bruger på arbejdet, så han var ikke helt ukendt.

Det var et fejlfindingskursus om SCCM, og det kunne jeg godt bruge. Den andet interessante ved kurset var, at det ikke var et standard Microsoft kursus, hvilket er en fordel i min optik. Standard Microsoft kurset er ikke særlig interessante for mig. Eneste minus ved kurset var, at det blev afholdt i denne uge. Jeg tænkte, at varslen var alt for kort, men jeg forsøgte mig alligevel med at spørge om lov. Til min store overraskelse fik jeg lov til at deltage. Efter lidt bøvl med betalingen var jeg tilmeldt, og så kunne jeg begynde at glæde mig.

Kurset ville køre efter amerikansk tid, hvilket betød, at jeg skulle starte kl 16 og slutte kl 24, og det var jeg egentlig godt tilfreds med. Så jeg lagde en masse planer i forhold til at lave noget i løbet af dagen og gå nogle ture mm.

Første dag gik det fint, men resten af ugen forløb anderledes end planlagt. Når jeg var færdig med kurset ved midnatstid, trængte jeg i den grad til at strække kroppen. Så det endte med, at jeg gik en tur efter kurset. Det gjorde, at jeg kom endnu senere i seng og dermed også senere op. Derudover var jeg mentalt træt, så jeg lavede næsten ikke andet end at deltage på kurset hele ugen. Det havde også været resultatet, hvis det havde foregået 9-17, så det jeg burde have forudset.

Til gengæld var det uovertruffent kursus. Jeg kan ikke husket, at jeg nogensinde har været på et så godt kursus før, så jeg håber, at jeg kan komme på et kursus der igen. Jeg har kigget på hjemmesiden, og der er et par stykker, som er interessante for mig. Jeg krydser fingre for, at jeg kan komme på et af dem til næste år.

Det var lidt af et chok, da min chef meldte ud for en måned siden, at han havde fundet sig et nyt job. Det var dagen, da jeg gik på ferie. Det kastede mig lidt ud af kurs. Pludselig synes jeg, at fremtiden er usikker og en smule kaotisk. Ja, jeg ved godt, at det ikke er verdens undergang, men jeg er typen, der har behov for at bearbejde ting.

Min erfaring er, at jeg skal bruge tid på at forklare en chef, hvad det vil sige, at jeg er introvert. At det betyder at jeg har behov for alenetid i løbet af dagen. Jeg har også tidligere skullet forsvare, at jeg går på arbejde for at arbejde og ikke for at hygge. Dertil kommer, at mit firma har ansat to nye kolleger til vores afdeling, som skal starte til august. Den ene skal have samme opgaver som mig, mens den anden skal have en lidt anden type opgaver. Begge kommer dog til at trække på mig, og det kommer til at presse mig yderligere. I forvejen har jeg to kolleger, som trækker på min viden.

Jeg har nu i over 3 år haft en kollega, som skulle læres op, og det slider på mig, fordi jeg dermed ikke har tid til at lave mine egne opgaver. Indtil nu har der ikke været nogen form for anerkendelse fra firmaet af at oplæring tager tid, og at jeg derfor ikke har tid til den samme mængde opgaver. Læg det sammen med, at vi i forvejen er underbemandet, og det resulterer i en arbejdsbyrde som langt overstiger det, som en person har en ærlig chance for at løse. Oven i det er det en firmapolitik, at vi ikke må opspare flextimer, så det har til tider været frustrerende, når min chef i samme sætning har sagt, at vi skal have lavet det, det, det og det, og jeg i øvrigt skal holde fri, så jeg kan afspadsere nogle flextimer. Når jeg prøvede at spørge, hvordan jeg skulle få det til at fungere, så fik jeg bare at vide, at sådan var verden.

Jeg glæder mig til at få en kollega som kan aflaste mig, også selvom det kommer til at tære endnu mere på min energi i et stykke tid. Og jeg krydser fingre for, at jeg får en chef, som kan sige nej til opgaver, når afdelingen ikke kan rumme flere opgaver. Det må også gerne være en chef, som er en god personaleleder, og som forstår, at der er forskel, hvad der skal til for at en medarbejder trives.

Jeg har altid sagt, at jeg ikke kan rammes af stress, fordi min migræne nedlægger mig inden. På det seneste er jeg dog begyndt at blive i tvivl. Jeg har igen haft den mærkelige hovedpine, som jeg eller piller ikke kan gøre noget ved.

I midten af januar fik jeg også denne type hovedpine, efter at noget weekendarbejde ændrede sig fra at være en standard opgradering til en panik weekend, fordi flere ting gik galt, og jeg havde en server, der ikke ville starte. Dengang troede jeg, at jeg fik hovedpinen, fordi jeg havde arbejdet 9 dage i træk og bare ikke kunne mere. Nu tror jeg mere, at den var en reaktion på min stress den weekend, og efterfølgende totale mangel på anerkendelse fra min chef. Jeg knoklede røven ud af bukserne, men jeg følte ikke, at det på nogen måde blev værdsat.

Denne gang kom hovedpinen en mandag morgen, hvor en server bluescreenede, 5 min før jeg skulle af toget. Så der var en smule panik på vej til arbejdet, hvor jeg forsøgte at arbejde på pc’en, mens jeg gik fra stationen til mit arbejde. Da alt var oppe og køre igen, fik jeg ikke lov til at slappe af, fordi mine kolleger skulle have hjælpe til dit og dat. Og det er også svært at forsvare, at jeg egentlig havde behov for en halv time for mig selv, hvor jeg stille og roligt kunne falde ned på jorden igen.

Om onsdagen havde jeg en periode med spændinger hen over brystet, fordi jeg var frustreret over ikke at få lov til at lave mit arbejde. Jeg ved, at det lyder mærkeligt, men det betyder meget for mig, at jeg kan få lov til at lave mit arbejde. Og nej, det er ikke at være lokal google opslagsværk for mine kolleger. Mit arbejde består at sikre stabil serverdrift, og det kan jeg ikke, når jeg skal hjælpe alle andre med deres problemer. Det er enormt frustrerende for mig.

Jeg er nødt til at passe på mig selv – jeg er bare ikke sikker på, hvordan jeg skal gøre det.

I'm not saying this to complain about my work hours, because I know there are a lot of people that work more hours than I do. But I am tired. I need to relax after having worked eight days in a row. The worst part is not the amount of work but the total lack of planning from my boss. I'm frustrated because my boss doesn't plan anything.

One and a half weeks ago, my boss told me to complete the process of reimaging our computers with Windows 10 21H2. One of my colleagues was working on it, but my boss didn't believe he would finish before the deadline, which was on Monday. So the assignment was mine, even though I had Thursday off, and I had a consultant showing up on Friday. Fair enough, I don't mind working hard to make a deadline when my boss needs it.

My first surprise was that the process of reimaging our computers wasn't as far along as I thought. My colleague had taken the easy way every time something was a bit difficult. That meant more work for me. The result was that I worked Saturday and Sunday to have everything done by Monday. One small thing had to be corrected Monday, and then the assignment was finished.

My boss had Monday through Wednesday off, but he told me that the helpdesk would begin reimaging computers Monday and hand them out to our users. But the helpdesk was busy handing out new iPads and didn't have time for reimaging the computers. When my boss came to work on Thursday, the helpdesk still hadn't handed out a single computer. And my boss had told me that I shouldn't do it. So, I felt as if I had been working hard for no good reason.

This weekend, I did a lot of practical things that I didn't have time for last weekend. I have, of course, also been relaxed, which I needed very much.

From a work-related viewpoint, it has been an intense beginning of 2022. The last two weeks have been exhausting and frustrating. We are working on an It-strategy for the next three to five years, and because of missing communication from management, it has created a lot of confusion and misunderstandings.

This weekend it was time to upgrade our two SAN systems. Our regular consultant comes and does all the upgrading, and it usually goes without a hitch. All servers attached to the two SANs need to be shut down, which is my job. Then our consultant upgrades out two SAN systems. The process took a lot longer than usual because we hadn't upgraded the SANs for some time because of COVID-19.

When the consultant had upgraded the two SANs, I began to start all the servers. Everything seemed to be working. I checked our mail system, SQL, our intranet, and so on, and everything was working as expected. Suddenly I noticed that all virtual systems on a Hyper-V host weren't starting, and then the problems started to appear.

The first problem I discovered was that the server had lost its Windows license. I never found out why. It took a couple of hours before I found a solution for activating the server license by telephone. Normally, I would activate the server online, but it was not possible to give the server internet access. To do that, I needed access to the firewall management server, which was inoperable because it was hosted on the problematic server.

After activating the server license, I was still unable to start the virtual systems. It was getting late, and I wanted to go home. But before I went home, I wanted to be sure that I was able to reinstall the server from home if necessary. That required a couple of trips between my office and the server room with a cable before I was sure that I could reinstall the server from home.

I got home and had something to eat before I started to debug the problem. When I went to bed, I thought the problem was with the server hardware. The next day I debugged some more, and now it looked like the problem was with the SAN. I contacted the consultant, hoping that he could help. Together we concluded that the SAN wasn't the problem either. Back to the debugging board. Finally, I found that the problem was with the SAN drive attached to the server. Or more precisely, the problem was the replication of the SAN drive between the two SAN systems. As soon as I deleted the replication everything started to work as expected.

Phew, it was a long weekend, and it was exhausting because I had to work seven days in a row. Unfortunately, my next day off isn't until Friday, so it'll be an extra looooong week.

Det kom som et lyn fra en klar himmel – min teamleder går på pension. Egentlig havde jeg ikke regnet med, at han ville stoppe foreløbigt, og jeg er heller ikke sikker på, at det var sket, hvis vi havde haft almindelige arbejdsdage i stedet for hjemmearbejde. Men nu gider han ikke mere, og jeg forstår ham egentlig godt.

Men det giver noget usikkerhed, og jeg kan ikke lade være med at gruble over, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Min chef tror bare, at vi kan undvære funktionen teamleder, men jeg er ikke så sikker. Min chef har ikke forstand på It, og det gør det nogle gange svært at diskutere teknik med ham. Desuden har jeg et par gange oplevet, at han ikke bakker vores It funktion op, og det har jeg det ikke særlig godt med.

Faktisk er der ingen chefer på mit arbejde, som har forståelse for It, og det synes jeg er et problem. Det gør det utrolig svært for dem at tænke It med i de daglige processer, for de ved simpelthen ikke, hvornår It kan hjælpe, og hvornår det ikke giver mening. Og så vil jeg slet ikke nævne manglen på forståelse for It sikkerhed. Der har vores teamleder virkelig formået at trumfe igennem, men nu tilfalder den rolle min chef, og det dur han ikke til – endnu.

Jeg håber selvfølgelig, at han med tiden kan blive klædt på, og at han også med tiden lærer at spørge og inddrage dem, som sidder med ekspertisen, jeg har bare ikke oplevet det endnu.

Det næste problem er tilgængelighed. På min arbejdsplads er der en eller mærkelig holdning om, at chefer skal have alle deres dage plastret til med møder – ofte uden pauser mellem dem. Det gør det ikke nemt at få fat i dem, og nogle gange skal It ting diskuteres, også selvom der ikke nødvendigvis er kaldt ind til møde. Vi har været vant til, at vi stort set altid kunne få fat i vores teamleder, hvis der skulle tages en beslutning, som vi ikke selv måtte tage. Også det bliver der nu lavet om på.

Fremtiden bliver spændende.