I efteråret sidste år blev jeg spurgt, om jeg ville spille en halv times koncert i kirken denne sommer. Det var organisten, der spurgte mig. Jeg kender ham fra et af de orkestre, jeg tidligere har spillet sammen med. Jeg sagde ja til det, og så tænkte jeg ikke mere over det, før han kontaktede mig i starten af året og bekræftede, at han gerne ville have mig til at spille.
Jeg er vant til at spille med backing tracks, men organisten sagde, at han gerne ville spille klaver til. Fint, tænkte jeg og sendte ham nogle noder. Så trak han i land, fordi han ikke kunne lide tonearten i en del af numrene. Han spurgte, om jeg hellere ville spille sammen med dem, som jeg normalt spillede sammen med. Øh, det er backing tracks, og det ville han ikke have. Så gik jeg i tænkeboks, og samtidig snakkede jeg med min saxofon lærer, som syntes, at jeg skulle spille solo. Og det valgte jeg så.
Nu har jeg spillet koncerten, og det var en blandet fornøjelse for mig. Jeg blev ekstremt nervøs, og det ødelagde oplevelsen for mig. Der kom rigtig mange mennesker, og jeg var ude af stand til at se publikum, hvilket ærger mig rigtig meget. Jeg valgte også at præsentere mine numre, hvilket gjorde, at der slet ikke var pauser til at trække vejret. Til det sidste nummer valgte jeg at gå en tur ned gennem kirken. Jeg syntes, at det lød dårligt, men alle jeg hørte fra har sagt, at det lød utrolig godt.
Jeg håber, at det lød godt. Og jeg tror, at min nervøsitet og dermed manglende overskud til at høre mig selv har gjort, at jeg syntes, det lød dårligt. En optagelse på en telefon er selvfølgelig ikke det samme, men så kan du få en fornemmelse af det, jeg spillede.