Yearly Archives: 2022

Min chef har sagt op

Det var lidt af et chok, da min chef meldte ud for en måned siden, at han havde fundet sig et nyt job. Det var dagen, da jeg gik på ferie. Det kastede mig lidt ud af kurs. Pludselig synes jeg, at fremtiden er usikker og en smule kaotisk. Ja, jeg ved godt, at det ikke er verdens undergang, men jeg er typen, der har behov for at bearbejde ting.

Min erfaring er, at jeg skal bruge tid på at forklare en chef, hvad det vil sige, at jeg er introvert. At det betyder at jeg har behov for alenetid i løbet af dagen. Jeg har også tidligere skullet forsvare, at jeg går på arbejde for at arbejde og ikke for at hygge. Dertil kommer, at mit firma har ansat to nye kolleger til vores afdeling, som skal starte til august. Den ene skal have samme opgaver som mig, mens den anden skal have en lidt anden type opgaver. Begge kommer dog til at trække på mig, og det kommer til at presse mig yderligere. I forvejen har jeg to kolleger, som trækker på min viden.

Jeg har nu i over 3 år haft en kollega, som skulle læres op, og det slider på mig, fordi jeg dermed ikke har tid til at lave mine egne opgaver. Indtil nu har der ikke været nogen form for anerkendelse fra firmaet af at oplæring tager tid, og at jeg derfor ikke har tid til den samme mængde opgaver. Læg det sammen med, at vi i forvejen er underbemandet, og det resulterer i en arbejdsbyrde som langt overstiger det, som en person har en ærlig chance for at løse. Oven i det er det en firmapolitik, at vi ikke må opspare flextimer, så det har til tider været frustrerende, når min chef i samme sætning har sagt, at vi skal have lavet det, det, det og det, og jeg i øvrigt skal holde fri, så jeg kan afspadsere nogle flextimer. Når jeg prøvede at spørge, hvordan jeg skulle få det til at fungere, så fik jeg bare at vide, at sådan var verden.

Jeg glæder mig til at få en kollega som kan aflaste mig, også selvom det kommer til at tære endnu mere på min energi i et stykke tid. Og jeg krydser fingre for, at jeg får en chef, som kan sige nej til opgaver, når afdelingen ikke kan rumme flere opgaver. Det må også gerne være en chef, som er en god personaleleder, og som forstår, at der er forskel, hvad der skal til for at en medarbejder trives.

Stickers on the window

Min mors bil

Min mor er absolut ikke heldig i øjeblikket. Nyeste problembarn er hendes bil. I påsken havde den problemer med bremserne på det ene forhjul, men nu var den begyndt at ryste i rattet. Hun var mildest talt ikke glad. Hun mente absolut, at det var bremserne, den var gal med igen, og hun brokkede sig over, at værkstedet ikke havde fikset det. Jeg var lidt mere skeptisk over for, om det var bremserne.

I onsdags fik hun så dommen – koblingen var gået sig en tur, og det koster tilsyneladende mange penge. Hun har allerede bestilt en ny bil, og den skulle være kommet ved årsskiftet 21/22, men det blev udskudt pga corona og råvaremangel. Så nu var spørgsmålet, om det kunne betale sig at reparere bilen eller ej. Hun troede ikke selv på, at det kunne betale sig, så da jeg alligevel var tæt på værkstedet om onsdagen, så kørte jeg forbi for at tømme bilen.

Det var lige før, at jeg havde fortrudt, at jeg havde tilbudt det. Jeg havde ikke forestillet mig, hvor meget hun havde liggende i bilen. Til at starte med tænkte jeg lidt over, hvordan jeg nemmest kunne flytte tingene over i min bil – hendes bil holdt nemlig stadig inde på selve værkstedet. Da jeg åbnede bagagerummet, fik jeg hurtig løsningen på det problem – jeg fandt ikke mindre en 5 klapkasser. Nåh, men det tog mig vel 15-20 min at tømme bilen, og da jeg kom slæbende med 2 klapkasser fyldt til randen, kiggede medarbejderen på mig: Hold da op! Var den korte bemærkning. Ja, han havde nok siddet og undret sig over, at jeg var så lang tid om det, men det forklarede sig selv, da jeg kom gående 🙂

 Torsdag blev hun ringet op med et tilbud på, hvad de ville give for bilen, som den var, og det tog hun imod. Så nu er hun uden bil til slutningen af juli. Hun begyndte at snakke om at leje en bil, men det er bare dyrt. Så jeg snakkede med hende om, at vi kunne deles om min. Da hun så fik kigget i hendes kalender, så havde hun faktisk ikke så mange aftaler, så indtil videre har vi aftalt, at jeg kører hende, når hun skal noget.

Things from my mom's car
2 klapkasser fyldt med indholdet fra min mors gamle bil (de 2 klapkasser kommer også fra hendes bil)

Ferien er slut

2 ugers ferie er slut. Det er helt normalt for mig at foretage noget hovedrengøring, når jeg har ferie, og denne gang var det mere end tiltrængt. Normalt bliver hele huset gjort hovedrent i løbet af året, men det er ikke blevet gjort de sidste par år. Dels pga min indlæggelse i 2020 og dels pga min fars død i 2021. I denne ferie har jeg fået ordnet 3 værelser, og det er jeg godt tilfreds med.

Jeg nåede også et smut ned til Tyskland, så jeg kunne få fyldt skabene op med dagligvarer. Og så fik jeg fyldt det ene værelse op med kildevand, og det glæder jeg mig til at drikke. Jeg er blevet godt og grundigt træt af postevand.

Til gengæld har jeg ikke spillet nok. Jeg har brugt for meget tid på alt muligt andet, men det er også ok en gang imellem.

Things from other rooms
Indholdet fra 2 værelser
Clean room
Det ene af de rengjorte værelser

Tysklandstur

Første uge af min ferie er gået, og jeg skulle ned til Tyskland og handle ind. Jeg kunne ikke holde min mor hjemme, for hun ville med. Hun er ved at være oppe i årene, så jeg planlagde et par overnatninger, så der ville være mere ro over turen.

Jeg havde besluttet, at jeg ville til Kiel. Jeg er ude efter at finde indkøbsmuligheder tæt på, så det kan gøres på 1 dag, hvis det skulle være nødvendigt. Det kræver bl.a. at jeg kender placeringen af de supermarkeder, som jeg gerne vil handle ind i. Første dag gik med at køre til Kiel og besøge Kaufland og Real. Det er to store supermarkeder, som bedst kan sammenlignes vores Bilka’er.

Overnatningsstedet ligger ideelt for min mor og jeg. Det ligger lidt ude for byen i et stille og roligt område, og så er der restaurant tilknyttet. Min mor bliver desværre dårlig den første aften, så hun ligger og sover det meste af aftenen. Dagen efter tager vi i botanisk have i Kiel og går lidt rundt. Desværre har vejret været koldt, så der er ikke så meget at se på, som jeg havde regnet med. Til gengæld er det noget mere spændende inde i drivhusene, og det havde jeg ikke forventet.

Da vi er på vej tilbage til bilen, bemærker jeg, at min mor går ufattelig dårligt. Jeg finde den nærmeste bager, hvor vi kan få en kop kaffe og et stykke kage. Det viser sig, at hun har ondt, så vi springer turen til midtbyen over. Efter at have siddet ned i en times tid beslutter min mor, at hun vil have, at vi handler ind i det ene supermarked i dag, så vi ikke skal gøre det i morgen. Så vi tager hen og fylder bilen lidt op.

Min mor falder omkuld i sengen og sover efter aftensmaden. Heldigvis er hun ikke dårlig som aftenen før. Dagen efter går turen hjemad, men inden da smutter vi forbi endnu et supermarked og handler endnu mere ind. Nu er bilen fyldt, og der er ingen af os, som gider stoppe i Bordershoppen på vejen.

Da vi kommer hjem til mig, tager vi os begge en slapper på sofaen, inden vi tømmer bilen. Dagen efter går med at slappe af og sætte varer på plads.

Lakeview in Germany
Udsigt over en sø, som vi kørte forbi

Lånebil – igen

Efter en tur til big bandet er bilen nu igen begyndt at brokke sig over olieovervågningen. Så jeg smutter endnu engang på værksted med bilen. De kan ikke lave bilen, fordi de mangler en reservedel, men denne gang får jeg ikke lov til at køre hjem i min egen bil. Jeg var ved at sige nej til en lånebil, men værkføreren synes, at jeg skal tage imod tilbuddet, så det gør jeg. Så kan jeg også komme til saxofon undervisning.

Denne gang har jeg fået æren af at køre i en Suzuki Celerio. Lad mig sige det pænt – sikke en lortebil at køre rundt i. Jeg tænker, at den koster det samme som den Opel Karl, jeg futtede rundt i ugen før, så jeg kan med rimelighed sammenligne de to biler. For det første er vandringen i pedalerne meget stor. Jeg følte det næsten som at have løbet en maraton, da jeg kom hjem. Pedalerne skal virkelig motioneres. Og jeg syntes, at det var meget væmmeligt, at jeg skulle træde bremsepedalen mere end halvvejs ned, før den overhovedet havde en effekt. Vibrationerne i rattet var værre, end i Opel Karl bilen, så jeg var absolut ikke begejstret. Den eneste positive ting var, at bagagerummet var en anelse større – dog stadig ikke stort nok til at rumme alt det, jeg skal have med til big bandet. Så nej tak til en Suzuki.

Da jeg får min egen bil igen, så gæt engang hvad der sker, første gang jeg træder på bremsen? Jep, du gættede rigtigt, det var lige før, at jeg fik hilst på forruden. Dejligt at være tilbage til i en bil, hvor bremsen virker, når man træder den bare lidt ned.

Suzuki Celerio
Suzuki Celerio

Lånebil

Før påske begyndte min bil at melde fejl. Ja, det er lidt svært at vide, hvad jeg skal sige. På min gamle bil var det simpelt – en lampe lyser. I denne nye bil er det ikke kun en lampe, der lyser. Næh nej, den er så flink at skrive en noget i displayet. Første skrev den noget om olieovervågningen, men da jeg kørte til værkstedet skrev den i stedet, at der var fejl i køretøjssystemet.

Jeg kontaktede mit værksted, som kiggede på den og konstaterede, at der var noget galt med en  dims i fronten af bilen. De kunne ikke lave den med det samme, fordi de skulle skille kofangeren ad, og det havde de ikke tid til med det samme. Jeg blev sendt hjem med bilen og skulle komme igen efter påske.

I denne uge har de så fikset min bil, og jeg havde fornøjelsen af en lånebil – en Opel Karl. Det er første gang, at jeg benytter mig af tilbuddet. Normalt gider jeg ikke at køre rundt i en anden bil, men jeg ville gerne til saxofon undervisning, og det er svært uden en bil.

En Opel karl er ikke verdens største bil, og jeg er glad for, at jeg ikke skal til øvning med big bandet med den, for det ville ikke være muligt at have alle min ting med i bagagerummet. En anden ting jeg bemærker er, at rattet vibrerer meget – det er irriterende. Og så vil jeg nødig på motorvej med den bil. Den har 5 gear, og allerede ved 50 km/t kører man i 5. gear. Gad vide hvordan motoren lyder ved 130 km/t? En ting jeg savner rigtig meget, som jeg ikke havde regnet med, er mit heads-up display. Hvor er det irriterende konstant at skulle flytte øjnene væk fra vejen, når man skal finde ud af, hvor stærkt man kører.

Alt taget i betragtning så er det en udmærket bil til pengene. Den koster ca 1/4 af den bil, jeg kører rundt i, så det ville være mærkeligt, hvis der ikke var forskel. Jeg er glad for, at jeg har pengene til at køre rundt i en større bil. Og jeg sætter nu endnu større pris på min bil, for den er bare lækker at køre rundt – her kan man tale om køreglæde.

Opel Karl
Opel Karl

Påskefrokost

Det var slet ikke meningen, at jeg skulle holde påskefrokost. Mest af alt trængte jeg til at have fri og bare være mig selv, men min mor ville gerne samle familien efter 2 år med corona og sparsomme sammenkomster. Hun kunne ikke overskue selv at holde det, så jeg tilbød at holde det. Min mor ville så komme og hjælpe med at dække bord mm, inden resten af familien dukkede op.

Det gik ikke helt som planlagt, men påskefrokosten var vellykket, hvilket var det vigtigste. Der var rigelig med god mad og alle hyggede sig. Jeg havde kogt en skinke og stegt en oksemørbrad. Den sidste var utrolig populær, og den var også lækker. Mørbraden var af Angus kød, smagen var fantastisk, og kødet var super mørt. Jeg havde mad til mange dage bagefter, og jeg nød det hele.

Easter decorations
Kyllinge invasion

Nytårsforsæt

Af principielle årsager laver jeg aldrig nytårsforsæt – de holder aldrig alligevel. Denne gang er det heller ikke et nytårsforsæt som sådan, men jeg har sat mig for at få nogle nye vaner i løbet af året. Faktisk var det helt tilfældigt, at jeg faldt over det.

Sidste år startede jeg med at bruge Todoist til at holde styr på mine opgaver og diverse to-do ting. Starten af i år fik jeg en mail med oversigt over, hvad jeg havde nået sidste år, og der var også forslag til, hvordan man kunne få mere ud af Todoist. De har bl.a. en lang række færdige projekter, som man kan importere, og her faldt jeg over ‘Monthly habbits challenge’.

Jeg downloadede den, og umiddelbart var jeg ikke begejstret. Men efterhånden som jeg tænkte over det, så ændrede jeg mening. Det ville faktisk være rart at få indført nogle små gode vaner i hverdagen, og det har indtil nu været en success.

Forslaget fra Todoist er, at man hver den første i måneden starter med en ny vane, som man skal lave hver dag i hele måneden. Det kan f.eks. være at gå en tur, bruge 15 min på at rydde op, føre dagbog osv.

Normalt gider jeg slet ikke den slags ting, men jeg synes, at de sidste par år har kastet mig ud af min normale rutine, og det er svært at komme tilbage igen. Jeg får ikke rigtig gået tur regelmæssigt, alting roder, og jeg har bare generelt svært ved at tage mig sammen. Men det fungerer faktisk ret godt, og det passer mig fint, at det er en del af min to-do app. Nu får jeg oftere gået en tur, og tingene flyder ikke længere rundt omkring i huset – dejligt.

Plant with two turtels
De to skildpadder kom lige forbi !

Udslæt

Med undtagelse af min migræne så fejler jeg stort set aldrig noget. Jeg bliver meget sjældent ramt af influenza eller forkølelse, så det var til min store overraskelse, da jeg pludselig begyndte at få udslæt over hele kroppen.

En tirsdag på arbejdet blev jeg opmærksom på, at min lænd kløede og var blevet nubret. Da jeg kom hjem, prøvede jeg at se mig i spejlet, men jeg kunne ikke rigtig se noget. Om onsdagen kunne jeg pludselig se, at jeg var rød og havde noget udslæt på lænden. Torsdag havde det bredt sig til hoften, så jeg bedre kunne se det. Jeg blev bekymret, så jeg besluttede at ringe til lægen. Jeg ville egentlig bare vide, hvornår jeg skal begynde at blive bekymret, men lægen ville godt se det allerede mandag.

På sin vis syntes jeg, at det ikke var nødvendigt, men i løbet af weekenden blev det værre og værre, og jeg var ved at klø mig selv ihjel. Jeg blev lykkelig for, at jeg havde en tid hos lægen mandag. Mandag kiggede en nyuddannet læge på det, og hendes kommentar var: Det var godt nok voldsomt. Hun hentede en af de erfarne læger, som straks udbrød: Det er godt nok voldsomt. Ja okay, så har jeg forstået det. Til det skal så siges, at udslættet havde bredt sig til halvdelen af ryggen, armene og benene, og det kløede virkelig meget. Begge læger kiggede intenst på det og konstaterede, at det ikke kunne være fnat, da det havde spredt sig alt for hurtigt. Der blev taget en skrabeprøve, og så fik jeg noget antihistamin, som skulle tage kløen. De syntes, at det var lige voldsomt nok at smøre binyrebarkhormon på hele kroppen.

Jeg får resultatet af prøven torsdag, og der er ikke nogen infektion af nogen art, så jeg får en henvisning til en hudlæge. Det er ekstremt svært at få fat i en hudlæge, og derudover er det umuligt at få en tid inden for et par uger – der er flere måneders ventetid, medmindre lægen udskriver en akuttid. Lægen, jeg snakkede med om morgenen, var ikke nogle af dem, som så mig om mandagen, så hun havde ikke udskrevet en henvisning med akuttid. Så jeg ringede igen om fredagen og fik fat i samme læge igen. Hun ville ikke udskrive en akuttid, når hun ikke havde set mig. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind. Det kan godt være, at antihistaminerne hjalp en smule, men det var langt fra nok. Heldigvis kunne hun se mig samme dag, fredag. Hun blev noget chokeret, da hun så mig. Jeg havde massivt udslæt på ryggen, som var blevet plamage agtigt. Begge arme og ben var dækket, maven var plettet og jeg var begyndt at få udslæt op ad halsen og i nakken.

Lægen udskriver en akuttid og prøver at få fat i en hudlæge. Det lykkedes ikke, så hun siger, at jeg selv skal ringe. Derudover udskriver hun kraftigere antihistaminer og binyrebarkhormon opløsning. Jeg ringer til en hudlæge om eftermiddagen, som ikke vil tage mig akut, fordi lægen skal ringe til dem – suk, hvor er jeg træt af at blive jagtet rundt i systemet.

I weekenden konstaterer jeg, at de stærkere antihistaminer virker, men jeg vil ikke smøre binyrebarkhormon opløsningen på udslættet, for jeg ved, at det bare maskerer tingene og ikke løser problemet. Og jeg vil gerne have, at en hudlæge ser udslættet, som det er.

Mandag ringer jeg til lægen igen. Jeg er dybt frustreret, men denne gang får jeg fat i den læge, som så mig første gang. Hun har fuld forståelse for min frustration, og hun tager sig af det. En time senere ringer hun og har fået en tid hos en hudlæge samme dag. Jeg er hende dybt taknemmelig.

Jeg kommer op til hudlægen, og han undersøger mig. Han konstaterer, at udslættet ikke skyldes dyr af nogen art – så ikke fnat, mider, lopper eller andet – heldigvis. Det smitter altså ikke. Han mener, at det er udslæt, som kommer af sig selv. Han udskriver noget creme, og da jeg spørger, om det er binyrebarkhormon creme, for jeg meget bestemt at vide, at jeg ikke dør af det. Jeg bliver lidt chokeret, for jeg var egentlig bare nysgerrig efter, hvad han udskrev. Derudover udskriver han antibiotika. Ifølge ham selv fordi han ikke vil have, at jeg får en infektion, når jeg klør mig. Derudover siger han, at antihistaminer ikke virker.

Jeg bryder mig ikke ret meget om, at han reagerede så negativt på mit spørgsmål om binyrebarkhormon creme. Jeg ved, at det ikke lige frem er noget godt. Derudover har det samme effekt som panodiler – det dæmper og maskerer ens sygdom, men det helbreder på ingen måde. Jeg slår cremen op på nettet og finder ud af, han har udskrevet den kraftigste binyrebarkhormon creme, som kan fås. Den er i kategori 4, og der står decideret, at man skal prøve mildere versioner først. Desuden frarådes det at bruge den på hud, som er skadet. Og min er en del skadet, fordi jeg har kløet hul på den adskillige steder. Jeg finder også ud af, at binyrebarkhormon hæmmer immunforsvaret, hvilket er årsagen til, at han har udskrevet antibiotika. Jeg kan virkelig ikke se, at det er en særlig velovervejet behandling, så jeg vælger at tage min egen vej.

Dagen efter klør det meget mere, end det gjorde dagen før. Jeg konstaterer derfor, at antihistaminerne må virke, uanset hvad hudlægen siger. Derudover synes jeg, at mit udslæt er knapt så rødt som dagen før. Jeg beslutter mig for, at jeg vil tage antihistaminerne og få kløen under kontrol. Dernæst vil jeg benytte noget af den binyrebarkhormon opløsning, som jeg fik udskrevet af mit eget lægehus. Det er kun klasse 2, og hvis det er nok, så er der ingen grund til at bruge den skrappe creme.

Om onsdagen er udslættet faldet endnu mere til ro, og jeg beslutter mig til at holde mig til antihistaminerne ugen ud. Hvis det bliver ved med at gå den rigtige vej, så vil jeg ikke gøre mere. Heldigvis forsvinder udslættet af sig selv, så det til sidst kun er sårene, der skal have lov til at hele. Og så skal jeg aldrig mere til den hudlæge. Han var vist mest typen, der er til at skyde gråspurve med kanoner, og det vil jeg ikke lægge krop til.

Skincare products

Kommende solo arrangement

Jeg har fået endelig bekræftelse på, at jeg har et kommende solo arrangement i en kirke til sommer. Jeg skal ‘kun’ spille i en halv time, men det er også lang tid for mig, for det er uden mit play-along, som jeg er vant til.

Jeg blev kontaktet allerede i efteråret af en, som jeg tidligere har spillet sammen med i et band. Han er organist i en kirke, og han har været med til at arrangere nogle sommerkoncerter sidste år. Han vil gerne have flere lokale musikere til at spille, så han spurgte, om jeg var interesseret. Jeg sagde ja, og så snakkede han om, at han gerne ville spille klaver til.

Jeg planlagde et repertoire og sendte ham klavernoderne. Han meldte hurtigt ud, at det var svære noder, fordi der var for mange fortegn, og så blev jeg lidt ærgerlig. Jeg havde ikke lyst til at være begrænset af tonearter, når jeg skulle vælge repertoire. Jeg snakkede lidt med organisten, da jeg mødte ham i december, og så spurgte jeg ind til, om jeg måtte bruge play-along, og det var han ikke interesseret i. Jeg har på fornemmelsen, at det skyldes uvidenhed. Han aner simpelthen ikke, hvor godt det kan lyde, men ok, hvis det var vilkårene.

Jeg gik i tankeboks, og da jeg startede på saxofon undervisning i år, spurgte jeg min lærer om mulighederne. Han syntes absolut, at jeg skulle tage imod tilbuddet om at spille, og så skulle han nok hjælpe med at udvælge repertoire, som jeg kunne spille uden play-along.

På baggund af det meldte jeg tilbage til organisten, at jeg gerne ville spille i kirken, og det kun blev mig – altså uden ham. Jeg sagde også, at det var helt okay, hvis han gerne ville trække tilbuddet tilbage. Jeg hørte ikke noget fra ham i lang tid, men pludselig mødte jeg ham under en indkøbstur. Her spurgte han, om jeg mente det med, at jeg gerne ville spille, og så fik jeg at vide, at han stadig gerne ville have, at jeg kom.

Derfor arbejder jeg i øjeblikket ekstra hårdt med at blive klar. Ja, det er først til juli, men jeg har meget at øve på. Dels skal jeg kunne alle numre udenad, og dels skal jeg lære nogle improvisationer til nogle af numrene. Men jeg glæder mig og synes, at det er en fantastisk udfordring. Hvor godt det bliver? Det må tiden vise.

Outside lighting
Flotte aftenfarver