Author Archives: Panther

Til koncert med gammelt orkester

Jeg har været henne og høre det første orkester, som jeg startede i. Det lød meget godt, men det er ikke min musikstil. Det er nok bare mig, men jeg synes ikke, at musikken er let tilgængelig. De har for alvor bevæget sig i retning af et halvt klassisk brass band.

Det var hyggeligt at se og snakke med dem, som jeg kendte, og jeg savner i den grad den sociale side af det, men jeg savner på ingen måde det musikalske. Jeg må ærlig indrømme, at jeg ikke har lyst til at bruge 3 timer om ugen på det. Jeg ville ikke lære noget, og så ville jeg kede mig ihjel. Derudover passer jeg heller ikke ind i et brass band, da jeg er træblæser. Uanset hvad, så er jeg glad for, at jeg ikke er der længere.

View from somewhere on Sealand

Test af backing tracks i kirken

Jeg er igen i år blevet spurgt, om jeg vil lave en halv times koncert på min saxofon i den lokale kirke. Det har jeg selvfølgelig sagt ja til. Det var en stor udfordring og oplevelse sidste år, og jeg havde det meget dårligt med selv koncerten og syntes, at det gik ufattelig dårligt. Tilhørerne synes til gengæld, at det lød rigtig godt, så i år har jeg besluttet mig for, at jeg vil tage noget play-along musik med, så jeg får mere ro på. Derudover har jeg fået en veninde til at præsentere numrene, så jeg har en chance for at trække vejret mellem numrene.

I løbet af ugen var jeg forbi i kirken for at spille og finde ud af, om det ville være ok med play-along musik. Jeg er godt klar over, at der vil være nogle, som absolut ikke bryder sig om det, men så må de lade være med at invitere mig igen. Jeg har egentlig ikke behovet for at spille der, men jeg synes samtidig, at det er en god udfordring for mig.

Jeg har taget min mor med, for det er altså svært at høre, hvordan det lyder nede bagerst i kirken, når jeg spiller med play-along. Jeg kan selvfølgelig godt bare spille backing tracket, men hvordan det lyder, når jeg samtidig spiller saxofon, tja, så skal jeg låne nogle ører. Min mor var tilfreds, og jeg synes også selv, at det lød godt. Samtidig skulle jeg afprøve det valgte repertoire, for det er sidste chance for at lave ændringer inden koncerten.

Jeg glæder mig, og så må jeg se, hvilke tilbagemeldinger jeg får.

A plant in my garden

Uro i big bandet

Det er utroligt, hvor meget en person kan fylde i en gruppe. Vi er 21 i big bandet, og den ene af de personer har fuldstændig ødelagt stemningen. Han vil bestemme det hele, og han har ikke helt forstået, hvilket slags band han er en del af. Vi er en forening, hvor vi sammen skal beslutte nogle ting. Derudover er den sociale del også en del af bandet.

Denne ene person syntes, at vedkommende kunne være i bandet og bestemme, at vi ikke måtte snakke. En af gangene skulle vi beslutte, om vi ville spille gratis til et julearrangement, men det gad han ikke – skal vi ikke spille? Total mangel for forståelse fra hans side. Han syntes også, at han var dygtigst og derfor skulle være den eneste, som spillede 1. stemme og soli. Det var altså ikke fair overfor den person, som allerede gjorde dette.

Vores dirigent var fuldstændig forblændet af denne person og ville lade ham få hans vilje. Så forlod den person, som havde spillet 1. stemme og soli hidtil, bandet, og jeg og en anden gjorde klar til det samme. Vi ville bare vente til efter vores to koncerter.

Pludselig gik det op for vores dirigent, at det måske ikke var så godt at være forblændet, fordi de andre i bandet havde sagt noget til ham. Så det endte heldigvis med, at den ene person blev bedt om at forlade bandet.

Den efterfølgende gang blev jeg noget overrasket over, hvor mange der havde besluttet at stoppe, fordi de ikke gad være sammen med vedkommende. Pludselig er der faldet ro over orkesteret igen, og vi kan koncentrere os om at spille god musik.

Beautiful trees along a road

Nyt ligatur

Det er blevet tid til et nyt stykke legetøj. Okay, det er måske ikke legetøj, men det er nyt udstyr til min saxofon, og da det er min hobby, så kan jeg vil godt tillade mig at kalde det legetøj.

Jeg har længe brugt Silverstein ligaturer – både til min saxofon og klarinet. Det til min saxofon er en ældre generation, og den måde som det sidder på mundstykket gør, at det er umuligt at rette på mundstykket, uden at ligaturet skøjter rundt. Det har irriteret mig et stykke tid, men jeg har ikke villet købe et nyt.

Fristelsen blev dog for stor, da jeg modtog en mail fra Silverstein om en speciel 10 års jubilæums udgave, og da jeg er kunde, så ville jeg få ekstra rabat. Det gjorde fristelsen endnu større. Men hvordan kan jeg vide, at det vil sidde bedre på mundstykket, end det jeg har i dag? Det ved jeg, fordi modellen ligner den, som jeg har til min klarinet, og den sidder klippestabilt.

Jeg tog en dyb indånding, og så bestilte jeg ligaturen. Vel vidende at det ville blive en halv dyr fornøjelse, fordi jeg også skal betale moms, told og gebyr. Til gengæld får jeg det indgraveret, så der ikke er nogen tvivl om, at det er mit ligatur.

Da jeg modtager ligaturen er jeg imponeret. Det er utrolig flot, men vigtigst af alt så er det bedre, end mit nuværende ligatur. Det havde jeg ikke regnet med. Jeg ved også, at der er en del, som siger, at det er lige meget, hvilket ligatur man bruger, men det er jeg ikke enig i. Jeg er fuldt ud tilfreds, og så går der forhåbentlig 10 år, før jeg falder for fristelsen igen.

Silverstein ligature

Eutin

Så blev det tid til en lille smuttur til Tyskland. Jeg havde inviteret min mor med, for hun havde ikke energi til at tage med sidste år, da jeg tog derned for at handle ind. Der er en del dagligvarer i Tyskland, som vi gerne vil have, men som vi ikke kan få i Danmark, og derudover er der selvfølgelig også ting, som er billigere, men vores primære mål er de varer, som vi ikke kan få herhjemme.

Jeg havde planlagt et par overnatninger i nærheden af Eutin. Nogle af dem som jeg spiller i big band med fortalte, at det var et utroligt smukt område, så vi glædede os til at tage derned. Desværre var det myggesæson, så det ene sted flygtede vi nærmest ud af parken, fordi vi ikke kunne være i fred. Et andet sted var der stille og rolig, og vi gik bl.a. rundt i en gammel køkkenhave.

Turen var dejlig, og vi hyggede os. Værelset, jeg havde bestilt, var et luksusværelse, og det var faktisk meget rart. Normalt plejer vi bare at tage et standard værelse, for vi skal jo ikke rigtig være der, men i dette tilfælde havde vi ikke noget valg, og det fortrød vi ikke.

Trees in Germany

Aura Lee solo

Jeg har snakket med den online saxofon underviser, som jeg har fået tildelt, om nogle af de numre, som jeg skal spille solo til sommer. Jeg har udvalgt to numre, som jeg gerne vil starte med at arbejde med, og det ene af dem er ‘Aura Lee’. Det er bedre kendt som Love me tender, som er den titel Elvis Presley gjorde numret kendt som.

Dean giver mig nogle gode tip om, at jeg skal lytte til Elvis Presley’s version og prøve at imitere den. Han sender også link til et par andre versioner. Derudover sender han mig også en version, som han spiller. Han afslutter numret med noget improvisation, og så beder han mig om at transkribere det så godt, som jeg kan.

Jeg bruger en eftermiddag på det, og jeg er fuldstændig smadret efterfølgende. Min hjerne har været på overarbejde, for jeg har aldrig prøvet den slags før. Dagen efter bruger jeg noget tid på at lære soloen, og så indspiller jeg det, så Dean kan høre det. Han er imponeret over mit arbejde og havde ikke regnet med, at jeg kom igennem det hele selv. For at være ærlig, så havde jeg heller ikke selv troet det. Jeg er helt stolt, og så har jeg mit første nummer til min koncert på plads.

Tulips

Online sax undervisning

Jeg er kommet godt i gang med online sax undervisningen. Jeg har fået tildelt en lærer, og vi er i gang med at finde ud af, hvad jeg skal lære, og hvad jeg har behov for hjælp til.

Min lærer er Dean Hilson, og han er rigtig god. Han har allerede givet mig flere gode råd, som jeg godt kunne have brugt for flere år siden. Han har givet mig gejsten tilbage, og det er dejligt. Jeg glæder mig til at spille.

En af tingene, som han skal hjælpe mig med, er min solo koncert til sommer. Jeg vil gerne have ham til at hjælpe med at bedømme de numre, som jeg har valgt, og så skal han selvfølgelig give mig gode råd til, hvordan jeg kan spille bedre. Han har allerede givet mig lektier for, at en af de ting er lange toner. Jeg er ellers lidt træt af at høre om dem, men han gør det på en god måde. Fokuser på en ting i 14 dage, og så skal der være resultater. Og så bruger han lange toner til at træne flere forskellige teknikker. Jeg glæder mig til at få mere input i nærmeste fremtid.

Som en lille sidebemærkning så jeg også været til endnu en koncert med big bandet. Det gik godt, men vores ene trompetspiller er noget højlydt, hvilket der er flere, som er irriterede over.

The alter in a church

Sidste undervisningsdag

Jeg har det ikke specielt godt, da jeg tager afsted til min sidste undervisningsdag. Min lærer blev noget forbløffet i sidste uge, da jeg meldte ud, at jeg ville holde op før tid. Han virkede ligefrem skuffet. Så jeg kunne ikke undgå at have dårlig samvittighed på vejen derhen.

Vi spillede forskellige ting, og så sagde jeg pænt farvel. Han var stadig lidt ked af det, og jeg sagde, at jeg selvfølgelig ville komme igen til efteråret, hvis arbejdet tillod det.

På vejen hjem kværnede min hjerne rigtig meget. Jeg ved godt, at det var den rigtige beslutning, for jeg skal ikke spilde tid og penge på noget, som jeg ikke får noget ud af. Det virkede mest af alt, som min lærer fik lige så meget eller mere ud af det end mig. Det var jo mig, der kom med noder, og de par gange hvor han forsøgte sig, så viste det sig at være for nemt for mig, og så kunne jeg godt mærke, at han var lidt skuffet.

Til gengæld har jeg været meget skuffet, når jeg har spurgt om noget, og egentlig bare fået at vide, at jeg skulle gå hjem og øve mig. Han har også undret sig over, hvordan det kan være, at vi stemmer i et lydniveau men ikke i et andet. Begge dele har jeg fået forklaret af min nye online lærer, så det er helt tydelig, at han her ikke er dygtig nok til at undervise mig i forhold til det, jeg har behov for. Jeg glæder mig til online undervisningen.

Spring flowers

Six saxes and a drummer

Det er sidste øvedag i denne omgang med saxofonerne og trommeslageren fra big bandet. Det har været så hyggeligt og meget lærerigt. Jeg spekulerer på, om vi skal fortsætte på samme måde til efteråret, eller om vi skal ændre konceptet.

Min fornemmelse er, at de fleste ikke er særlig begejstrede for at blive udfordret alt for meget i forhold til nye numre, og de må ikke være svære. Vi skulle måske koncentrere os om at spille sammen i stedet for at lære nye numre. Jeg tænker på at spille noget unisont, og så skal vi lære at spille som en i stedet for som seks individer. Måske vi skulle øve nogle af numrene fra big bandet? Jeg overvejer også, om jeg skal indføre lidt opvarmning i forhold til vejrtrækning og lange toner. Selvfølgelig skal det være lidt ad gangen, men jeg tror, at vi alle kunne have godt af det.

Easter decorations

Nye LED lys

Normalt køber jeg kun stearinlys – ægte eller uægte – i forbindelse med efterår og jul, men da jeg fik en mail fra Sirius Home, så kunne jeg simpelthen ikke lade være med at købe. Jeg modtog en mail, hvor de reklamerer med nogle nye LED bloklys, og det, der fanger mit blik, er farven. De har den pæneste lyseblå farve, jeg nogensinde har set. Jeg overvejer det mere end en gang, for jeg ved godt, at det er ‘sommerlys’, men jeg ender med at købe dem.

Det er med stor glæde, at jeg pakker lysene ud, da jeg modtager dem. Desværre er glæden kort, for det ene lys er skadet. Det ser ud til, at det er blevet tabt, så jeg kigger på kassen. Der er intet at se. Nåh, men jeg opretter en sag hos Sirius Home, så jeg kan få dem byttet, og det forløber helt uden problemer.

Nu står lysene pænt og pynter på mit sorte tv bord.

Easter decorations