Månedsarkiv: januar 2010

Pigen der legede med ilden

Endelig oprandt dagen, hvor anden afdeling af Millennium trilogien blev frigivet på Blu-ray. For dem som ikke lige er bekendt med dette, så har en svensk forfatter, Stieg Larsson, skrevet 3 bøger, der bliver kaldt Millennium trilogien. De har stor succes – i hvert fald hvis vi snakker Sverige og Danmark – og er derfor blevet filmatiserede. Den første film, Mænd der hader kvinder, kom i august måned sidste år, og vi syntes, at det var en utrolig spændende film.

Jeg har læst bøgerne og syntes, at den første bog var den dårligste. Den var lang tid om at komme i gang. I modsætning til de 2 sidste, hvor der bare var fuld fart over feltet hele tiden. Så i går satte vi os godt tilrette i sofaen for at se film nr. 2: Pigen der legede med ilden. Jeg blev lidt skuffet. Mænd der hader kvinder er efter min mening langt mere spændende, og der er en gennemgående historie. Pigen der legede med ilden var mere diffus, og den var lang tid om at komme i gang. Så nu bliver det spændende om film nr. 3 kan samle sammen på det hele. Jeg må dog vente et par måneder, for den bliver først frigivet midt i marts. 

The Girl who played with Fire poster

Forældre – sådan da!

Et fast beløb hver måned – og vupti – så er man forælder (til en orangutang unge)! Jeg abonnerer på National Geographic og deri læste jeg en artikel om orangutang unger. En dansker driver et center på Borneo, hvor man opfostrer orangutang unger og sætter dem ud i naturen, når de er ca. 7 år gamle og kan klare sig selv. Det kan fx være unger, som folk har haft som kæledyr, mishandlede unger eller unger fundet i naturen uden forældre.

Centeret tager sig af ungerne ved at passe og pleje dem samt lære dem, hvordan de skal begå sig i naturen. Jeg blev imponeret og syntes, at det var et projekt, som jeg gerne ville støtte. Det vil sige, at jeg kiggede forbi hjemmesiden og så, at man kan ‘adoptere’ en unge for et fast beløb hver måned, og så vil man løbende få informationer om, hvordan det går. Det er hermed gjort, og jeg afventer den første historie med spænding. 

Red Orangutangen

Godt nytår 2010

Endnu et år er gået, og vi har taget hul på 2010. I den anledning er der tradition for, at man har et nytårsforsæt. Normalt kan jeg ikke lide den slags – det holder jo aldrig. Alligevel har jeg valgt for en gangs skyld at have et nytårsforsæt: Større brug af min hjemmeside.

Jeg ved godt, at jeg gentagne gange har prøvet at opdatere min hjemmeside løbende, men at det aldrig har varet ved. Nu prøver jeg igen. Og jeg prøver også denne gang at få lagt billeder på, men det tager lidt tid. Bl.a. skal jeg have sat copyright på alle billederne, så der ikke er andre, som bruger dem. Der er sikkert nogle af jer, som gerne vil se hus-billederne igen, og som også gerne vil se nogle nye – og de skal nok komme. Fra i dag er billeder taget under byggeprocessen lagt på hjemmesiden.

Fireworks