Månedsarkiv: februar 2014

Ny telefon

Det er ved at være tid til at skifte mobiltelefonerne henne på arbejdet. Ligesom vi skifter vores pc’ere hvert tredje år, så gør vi det samme med vores mobiltelefoner. Spørgsmålet er så bare, om vi skal skifte vores iPhone 4 til iPhone 5s, eller om vi skal gå en helt anden vej?

Android telefoner? Sikkerhedsmæssigt er det et meget dårligt valg – både med hensyn til risici som virus og andet ondartet software, men også i forhold til at al den information, som leveres til Google. Og det sidste er ikke specielt godt i forhold til firma information, som kommer fra mail, kontakter, kalender osv. Så nej, en Android telefon står ikke ligefrem på ønskelisten.

Microsoft telefoner? Hmmm, det marked ligger pt i ruiner, og der er ikke nogen fornuftig hardware på markedet. Så nej, heller ikke en Microsoft telefon.

Så dermed er der ikke meget valg – det bliver en iPhone 5s. Som sædvanlig skal vi i It afdelingen teste først, så vi har fået udleveret splinternye iPhones. Og ja, det er en dejlig telefon, og det er skønt, at man kan bruge de samme apps, som man kunne på den gamle. Alt virker dermed bekendt.

Jeg ved ikke helt, hvem der har valgt farven – men det blev en hvid model. Personligt synes jeg, at det får telefonen til at ligne et stykke legetøj, og det elegante går fuldstændig af den. Men det jeg ikke forstår er, at man længe har snakket om, at rammen på computerskærme skal være sort, fordi det øger kontrasten og dermed giver en bedre skærmoplevelse. Det samme er vel gældende for mobiltelefoner, så hvem er det lige, der synes, at hvid er god?

Hvis du undrer dig over skyggerne på billedet, specielt øverst på telefonen, så skyldes det, at jeg har påmonteret et Zagg Glass på den, så jeg undgår ridser mm på skærmen.

iPhone

Nummerplade

Politikerne gjorde det for nogle måneder siden lovpligtigt, at nummerpladen på bilen skulle være sat fast med skruer. Det skulle mindske antallet af stjålne nummerplader. For ikke at værkstederne skulle blive overrendt på rekorttid for at lave dette lille ‘indgreb’, så har politikerne samtidig besluttet, at en overtrædelse først vil udløse en bøde efter 1. november 2015!

Jep, det er ikke en fejl – 2015. Altså har vi, bilejere, fået ca halvandet år til at få sat skruer i nummerpladerne. Nåh, men det hastede jo så ikke, vel? Men så kom FDM med et tilbud om, at de ville betale, hvis man er medlem, og hvis man får det gjort inden 1. februar 2014.

Nu er jeg jo ikke verdens hurtigste til at få ringet og bestilt tid, og jeg har tusinde (gode) grunde til at udskyde og glemme det 🙂 Men tiden nærmede sig pludselig med hastige skridt, og da det pludselig blev d. 30. januar, så var jeg ved at få meget travlt, hvis jeg ville have det gjort gratis. Så jeg tænkte, at værkstedet nok ikke havde tid, eftersom jeg var så sent på den, men da jeg ringede, så forbarmede de sig over mig, og jeg fik en tid d. 31. januar. Så nu er jeg – eller er det min bil? – blevet lovlig.

Læg lige mærke til den flotte blå dims i det blå EU mærke på nummerpladen. Er det ikke bare moderigtigt? 😉

EU License Plate