Lavinen er virkelig rullet efter jeg købte ind til at lave kunstige juledekorationer. Første spæde start var indkøb af kunstige julestjerner. Dem var jeg yderst tilfreds med, og når man først har købt noget i en kategori, så er Amazon flink til at sende forslag om lignende varer.
Det er blevet til indkøb af diverse kunstige blomster ting. Jeg har dels købt ind til at kunne lave et par buketter, men jeg har også købt kunstige planter hjem til at stå i vindueskarmen og på badeværelserne. Blandt andet købte jeg nogle blandede farver. Her syntes jeg, at buketten manglede noget grønt, men så gik jeg i gang med at lede i bunken med pynt til juledekorationer. Dengang købte jeg nemlig grønt, som jeg syntes, var for lysegrønt, men det passede perfekt til denne buket (se før og efter billede nedenfor).
De sidste ting jeg har bestilt er et par forårsbebudere. Jep, jeg taler om tulipaner. Oprindeligt ville jeg have købt ind til at lave en buket, men pludselig var de tofarvede udsolgt, at dem ville jeg gerne have fat i. I stedet valgte jeg at købe dem i en form for tulipanpotte (se billede nedenfor). Jeg er mere end tilfreds med resultatet af mine indkøb, og jeg kunne godt finde på at købe flere forskellige blomster, så jeg har noget at skifte med.